Krigserklaering

krigserklaering, den melding, finansminister Kristian Jensen i aftes afleverede til Dansk Folkeparti med ultimativ besked om, at regeringen insisterer på, at finanslov og skattereform skal forhandles samtidig. Men ikke et ord om DFs hovedkrav: Stramninger af flygtningepolitikken.

Forholdet mellem Løkkes regering og dens støtteparti er dermed på frysepunktet. Alligevel forestiller få sig et valg i utide på nuvaerende tidspunkt. Det ville vaere i strid med alle partiers drejebøger.

Regeringen har hverken mandater eller forhandlingsstyrke til at forlange noget som helst af Dansk Folkeparti, men Jensens salut i aftes viser, hvor presset finansministeren og hans hold er.

med regeringen fredag og søndag var konklusionen i Dansk Folkeparti ellers: Vi kommer ingen vegne i forhandlingerne med regeringen.

Mens finansminister Kristian Jensen naermest mente, det var en borgerpligt for Thulesen Dahl at indgå aftale om finanslov og skattereform med regeringen, havde DFformanden en anden opfattelse. Mens Jensen sagde, hvad han selv mente, har han vaeret dårlig til at lytte til sin forhandlingspartner. Og isaer til at skabe et rum, hvor alle parter følte sig trygge omkring retningen og målene.

DF har ingen aktier i regeringens ’historiske’ skattenedsaettelser, men skal der alligevel findes en løsning, vidste enhver, at det ville kraeve massive indrømmelser på udlaendingeområdet.

gik tilsyneladende først op for landets finansminister i løbet af weekenden, men Jensen havde ingen planer om de store indrømmelser bl.a. omkring integrationen af flygtninge, som DF vil have isoleret og senere hjemsendt til de lande, de kommer fra. Her taler vi ikke bare om en mindre uenighed, men om en fundamentalt forskellig holdning til dansk udlaendingepolitik.

DF’erne havde regnet med, regeringen mandag selv var kommet til den konklusion at udsaette forhandlingerne om skattereform og udlaendingepolitik til naeste år, mens man skynder sig at blive faerdige med en aftale om finansloven.

Men den melding kom ikke fra Kristian Jensen, og derfor besluttede Thulesen Dahl selv at spille kortet ved at knalde DF’s krav på integrations- og hjemsendelsesområdet på bordet og samtidig opfordre regeringen til at udsaette det hele.

til gengaeld Kristian Jensens svar i aftes, da han fastholdt, at regeringen forlanger, at skat og finanslov skal forhandles samtidig. Ikke et ord om flygtningene.

Hermed er regeringen og DF på lodret kollisionskurs. For Jensen kan få DF til forhandlingsbordet, men han kan trods alt ikke tvinge DF til en aftale, de ikke vil. Og slet ikke uden massive udlaendingestramninger.

For kendsgerningen er jo, det er regeringen, der har brug for Dansk Folkeparti, ikke omvendt. Uden støtte har fra DF har regeringen ikke flertal for noget som helst.

kan nok strikkes sammen uden de store problemer, men regeringen har sat alle spillemaerker ind på, at efterår og vinter skulle vaere gennembruddet for de ’historiske’ skattenedsaettelser, som ikke mindst LA’s Simon Emil Ammitzbøll Bille og hans laeremester, Anders Samuelsen, med profetisk åndskraft forudså ville føre til ’store resultater’. Det var reelt set grundlaget for LA’s kovending sidste år og pludselige indtraeden i regeringen. Forude ventede den blå revolution. Den er så udsat.

Men lige så klart var det, at hvis DF overhovedet skulle overtales til at støtte en skattereform med en vis volumen, ville det kraeve store indrømmelser på udlaendingeområdet. Derfor opfattede DF det som et højdepunkt af arrogance og døvhed, da Kristian Jensen forleden udtalte: ’Vi har forhandlet siden starten af oktober, og jeg har ikke hørt Kristian Thulesen Dahl sige, at der skal komme en afgørende forandring af flygtningepolitikken før nu’. Nå, ikke.

En sådan bemaerkning er en ren killer i et forhandlingsforløb. For hermed gentager Kristian Jensen den nedladende kritik, han mange gange i bøger, artikler og taler direkte og indpakket har fremført mod DF’s udlaendingelinje. De repraesenterer simpelt hen to helt forskellige syn på dansk udlaendingepolitik.

Han kan trods alt ikke tvinge DF til en aftale

havde vaeret en taktisk snu finansminister, ville han havde forberedt så substantielle indrømmelser til DF i tide, at han kunne byde på store modydelser for at få skattereformen igennem. Men det virker mest, som om Jensen har regnet det som en selvfølge, at DF ville vaere med til det hele til gengaeld for lidt politiske glaskugler og kulørte tekstiler.

For regeringen er DF’s opbremsning en yderst ubehagelig aendring af dagsordenen. Uden DF har Løkke og Jensen ingen flertalsmuligheder, og når regeringen naeste år skal genstarte forhandlingerne, bliver det op ad bakke. Nu ved alle, der lurer en megaudfordring om hjørnet.

DF’s krav på integrationsområdet er så hårde, at Løkke vil komme i vanskeligheder med den integrationsaftale, han har indgået med arbejdsmarkedets parter, og i Dansk Industri vil brandalarmerne gå i gang, hvis politikken nu laegges om, så man i stedet for at få tilført arbejdskraft fra flygtningestrømmen, skal se de pågaeldende sendt tilbage til deres hjemlande.

har forløbet rejst et andet spørgsmål: Hvor dygtig en partileder vil Kristian Jensen egentlig blive? Hvor smart er det at bringe sig på så dårlig fod med DF’s formand? Hvordan skal Kristian Jensen kunne løfte opgaven som mulig partiformand efter Løkke og mulig statsministerkandidat, hvis han ikke engang efter månedlange forhandlinger kan køre en aftale hjem med DF’s formand i dag.

vi ikke valg i utide, og formentlig får vi ret hurtigt en finanslovsaftale. Men Kristian Jensens melding i aftes om, at regeringen forlanger finanslov og skat forhandlet samtidig, er en åben krigserklaering.