Det liberale blålys er slukket

I det kommende år kan Anders Samuelsen bare råbe op, forlade regeringen eller springe i havnen. Han har intet at true med, og ingen vil i øvrigt tage hans trusler alvorligt. Aftenens historiske kovending, hvor LA-formand Anders Samuelsen vendte ryggen til alle ultimative krav, trusler og løfter om ’historiske’ skattelettelser og nu satser på en lys fremtid, hvor han trods ’hån, spot og latterliggørelse’ foretraekker en helt anden kurs. Samuelsen ’vaelger nemlig nu at tro på’ at det eneste, der stod i vejen for en stor, forkromet skatteaftale, var tidspres. Den forklaring kan han umuligt selv tro på.

Efter en månedlang optraeden med arrogante og urealistiske krav til de andre partier var det en ydmyg Anders Samuelsen, der i aftes hejste det hvide flag og kapitulerede.

en stor finanslovsaftale, skattereform eller flygtningeaftale på denne side af jul, og hvornår det sker, ville LA-formanden end ikke gaette på.

Politikken flagrer, men regeringen overlever. Faktisk et helt år siden, Samuelsen og Ammitzbøll-Bille sidste gang lovede at saette deres politiske liv ind på at få topskatten fjernet. Det blev som bekendt heller ikke til noget.

Men med de seneste ugers stadig mere kaotiske forhandlingsforløb havde LA i virkeligheden kun tre muligheder: total kapitulation, at forlade regeringen eller kaste landet ud i et folketingsvalg.

efter tre dage i Løkkes torturkammer den første lidet heroiske løsning – knaefaldet. Ledsaget af en masse tomme fraser om, at skattelettelserne skal komme naeste år. Og han nu havde forpligtet hele regeringen på det krav (som i forvejen står i regeringsgrundlaget). Det lød mere som besvaergelser for at komme gennem aftenen end realpolitik. LA’s problem er nemlig, at disse løfter er nøjagtig lige så daekningsløse som de tidligere. Samuelsen kan da godt forpligte sin regering, men ikke Dansk Folkeparti, som er helt ligeglade med hans krav. De seneste ugers forløb har i den grad overbevist DF om, at regeringen falder om, hvis bare de står stejlt nok. For Løkke vil vaere statsminister for enhver pris, og LA har altid en sofistisk forklaring på, hvorfor de ikke lige kan levere det, de lover.

med LA-lederen interessant. Samuelsen betegnede forhandlingsforløbet som et ’uvaerdigt debat-cirkus’ – en ironiserende variant på Thulesen Dahls beskyldninger om, at LA havde omdannet forhandlingerne til et ’cirkus’. Men hans skarpeste angreb blev fremført godt pakket ind – nemlig beskyldningerne om, at ’nogen’ var flygtet fra den ’forståelse’, der var skabt omkring skatteforhandlingerne.

Med andre ord en beskyldning rettet direkte mod DF’s formand og/eller Lars Løkke for at have svigtet en aftale om, at finanslovsaftalen skulle ledsages af en skattereform. Den bold tog Løkke ikke op på sit lange pressemøde, der stort set handlede om alt muligt andet end den eksistens-krise, hans regering har vaeret ude i.

at indkalde til forhandlinger efter nytår, og også han langede et spark ud efter DF, da han ’aergrede’ sig over, ’at vi ikke kan gennemføre nedsaettelser af skatten for de lavere indkomster, uden at det følges af krav om stramninger på flygtningepolitikken’.

Et velrettet spark til DF, der nok skal gøre Dansk Folkeparti venligt stemt over for en blå skattereform. Mere fred var der heller ikke.

For selv om Løkkes meget omtalte julefred nu er sikret, har de seneste ugers skarpe opgør inden og uden for forhandlingslokalerne ikke vaeret nogen gratis omgang.

Løkkes status som forhandlingsleder er svaekket. Forholdet mellem de tre regeringspartier ekstremt belastet. Og relationen til DF naer frysepunktet.

Samuelsen valgte efter tre dage i Løkkes torturkammer den første lidet heroiske løsning – knaefaldet

efter denne omgang. V og K har vaeret så hamrende sure på LA, at det er svaert at se nogen hurtig forbrødring. Og i DF har man definitivt tabt tilliden til Løkkes regering, som rummer et regeringsparti, der truer med at vaelte sin egen finanslov og sig selv. Og Thulesen Dahl bryder sig ikke om at flyve sammen med kamikazepiloter.

Men LA var ikke alene om det kaotiske forløb. Løkke styrede ikke sikkert, da han lod LA og DF tale forbi hinanden, og han burde for laengst have set, hvordan situationen kunne ende, i takt med at LA og DF malede sig stadig laengere op i hvert deres hjørne.

har de konservative snusfornuftigt valgt at ligge helt fladt. Hvorfor skulle Søren Pape blande sig i det slagsmål?

Konklusionen er, at Samuelsen og Ammitzbøll-Bille atter har tabt en armlaegning med de andre, og intet tyder på, at kommende skatteforhandlinger vil føre til noget. Dramaet fortsaetter i det nye år, bortset fra at LA har tabt deres store trumf: truslen om at vaelte finansloven.

I det kommende år kan de bare råbe op, forlade regeringen eller springe i havnen. De har intet at true med, og ingen vil i øvrigt tage deres trusler alvorligt.

at sidde med ved forhandlingsbordet, men har ikke bundet sig til nogen bestemt skattemodel. Så udsigten til de ’historiske’ skattelettelser er nøjagtig lige så langsigtet som hidtil.

På fredag stemmer Folketinget finansloven igennem. Så drager Tinget på ferie. Og i januar kan Samuelsen så genoptage kampen for ’de historiske’ skattelettelser, der synes mere fjerne end julemandens kane på vej hjem til Indlandsisen.