Traen dine svagheder
den fornøjelse at rådgive unge mennesker, der drømmer om at blive optaget i Jaegerkorpset eller Frømandskorpset. På min hjemmeside tilbyder jeg dem traenings- og kostplaner samt praktiske fif, og de håbefulde kommende aspiranter udtrykker saedvanligvis stor entusiasme, men når det kommer til saerligt én traeningsdisciplin, er de mildt sagt forbeholdne – nemlig disciplinen koldtvandstilvaenning.
Selv efter så mange år får alene ordet det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og oplevelserne i Limfjordens modbydelige, isnende vand under Jaegerkorpsets optagelsesforløb står mejslet i min hukommelse. Som ordet koldtvandstilvaenning antyder, går det grundlaeggende ud på at teste aspirantens moral og attitude ved at stresse og pine ham i 6-12 grader koldt vand, saedvanligvis en time ad gangen under udførsel af diverse prøver. Mange staerke og hårdføre maend har i årenes løb meldt fra eller er gået i hypotermi i det isnende vand.
op til mit aspirantkursus traenede jeg en del med en fyr, som jeg her vil kalde Morten. Han var en rigtig god soldat – staerk som en bjørn og kunne marchere solen sort – men han havde det med at skaere et hjørne eller to en gang imellem, isaer når det kom til svømmetraeningen. Morten ønskede ikke at deltage og ville kun traene i svømmehallens varme vand, og jeg husker hans ord: ’Man kan ikke traene at fryse!’
Jeg var uenig. Det er pinefuldt og ubehageligt at traene nedkøling af kroppen, men den kan traenes i at fungere og praestere bedre i denne tilstand, og min overbevisning var, at jo mere traeningen mindede om det, jeg kom ud for under aspirantkurset, des nemmere ville det blive at bestå.
udkaempede jeg mit livs kamp på Jaegerkorpsets aspirantkursus, hvor koldtvandstilvaenningen praecist udgjorde det mareridt, Morten og jeg havde frygtet. Langs svømmebassinet iklaedte vi os, stive og rystende af kulde, den forrige morgens våde underklaeder, svømmeuniform, støvler, attrapvåben og rygsaek. Typisk bestod svømmeprøverne i at distancesvømme på tid, bjaerge makkeren, dykke efter et objekt, af- og iklaede sig uniformen og rygsaekken. Det var raedselsfuldt.
Efter cirka 15-20 minutter maerkede jeg haender og fødder blive følelsesløse, efter en halv times tid røg følelsen i arme og ben, efter 40-45 minutter var jeg følelsesløs i hele kroppen. Glimtvis oplevede jeg mine kammerater glide forbi med slowmotion-bevaegelser og blålige ansigter, hvor kun de opspilede øjnene gav indtryk af liv. Efter cirka 45 minutter blev min hørelse svagere og svagere. Det var skidt nyt, fordi det betød, at mine sanser begyndte at lukke ned.
Glimtvis oplevede jeg mine kammerater glide forbi med slowmotion-bevaegelser og blålige ansigter
var det godt nyt, for nu vidste jeg, at der kun resterede cirka et kvarter af dette helvede. Da jeg omsider kaempede mig op ad trappestigen og trådte an i geleddet, følte jeg sejrens varme og sødme strømme gennem kroppen, vel vidende at der givetvis var faerre aspiranter i geleddet, end før vi hoppede i bassinet. Og ganske rigtigt. En halv time senere på ladet af lastbilen manglede tre aspiranter. Og Morten var blandt de tre.
Han fortalte mig nogle måneder senere, at han efter et kvarter i vandet simpelt hen ikke magtede yderligere 45 minutter, og derfor havde meldt fra. På trods af den fremragende og staerke soldat, som Morten var, havde han simpelt hen ikke taget ’truslen’ fra det kolde vand alvorligt. Og han havde betalt prisen: en bristet drøm. Og en pris – betroede han mig siden hen – han vil betale af på i resten af sit liv.
til kommende jaegeraspiranter og frømandselever: Fokusér på jeres svagheder, og traen dem! Traen de mest ubehagelige, smertefulde og enerverende discipliner. Og traen dem igen og igen. Også selv om I – som jeg – hader det forbandede kolde vand. God traening og god jul.