#storepatter
Politisk korrekthed er kampen om, hvad man må sige og ikke sige
FORLEDEN OVERHØRTE JEG den kvindelige chefredaktør på Ekstra Bladet udbryde til den mandlige: ’Jeg får lange nosser af det.’ Anledningen var, at Dansk Boldspil Union ville tage fodboldlandsholdets sejrsråb, hvor der råbes ’store patter’ til sidst, op i sit etiske råd.
JEG BLEV selv forbløffet over, at DBU i det hele taget har et etisk råd. Og ikke mindst over, at dette råd bekymrer sig mere om mulig kvinde-nedladende jargon i omklaedningsrummet end om, hvorvidt det er god idé at sende landsholdet på traeningsophold i Emiraterne, hvor kvinder straffes med 150 piskeslag, hvis de bliver gravide uden for aegteskabet.
Men vi bliver ikke alle forargede over det samme, konstaterer jeg.
POLITISK KORREKTHED er en form for fascisme. Det ved folk, der er knap så
svage i ånd og tanke, som DBU åbenbart er.
Politisk korrekthed er kampen om, hvad man må sige og ikke sige. Det er her, at kraenkelses-entusiaster med stor iver kaster sig ind i kampen. Herhjemme eksempelvis en type som køns-kaemperen Henrik Marstal.
Den politiske korrektheds overordnede etiske råd ønsker så at sige at rense fortiden for alt, hvad folk muligvis – ikke de facto, vel at maerke, men bare muligvis – finder kraenkende.
DET ER HER, vi har kernen i #storepatter-gate. Det er selve forestillingen om, at man med sproget som redskab
– saerligt ved at fordømme udtryk, begreber og betegnelser – kan skabe en bedre, mere harmonisk og eksempelvis køns- og race-ligestillet verden.
Allerede i begyndelsen af 90’erne kraevede litteraturstuderende på Stanford University USA listen af klassikere i verdenslitteraturen revideret. Der var for mange døde, hvide, europaeiske maend på den, lød kritikken. William Shakespeare for nu at naevne en.
SIDEN ER EN bølge af nypuritanisme skyllet hen over verden. Folk, der ryger, drikker, ler uhaemmet ad sexistiske eller racistiske vittigheder, spiser ernaerings-forfejlet grillmad eller holder af hulkende countrymusik har gang på gang måttet kaste sig i flyverskjul.
SPROGET MÅ IKKE røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan verden skal se ud. Uanset at verden trods alle de nye ord og betegnelser stadig ser ud på samme måde. En ’serviceassistent’ er stadig ’kassedame’, en ’business controller’ er fortsat en bogholder, og landsholdet har stadig lyst til at råbe ’store patter’, ja, måske ville lysten endog stige, hvis DBU’s etiske råd ligefrem forbød det.
DBU’s etiske råd gik ikke laengere end til en opfordring til spillerne om populaert sagt at gå ind på deres vaerelser og taenke lidt over, hvad de har råbt.
TANKEN OM det problematiske i landsholdets råb om ’store patter’ er netop den politiske korrektheds tanke om, at ’mandlig aggression’ må udryddes, som eksempelvis det svenske Feministisk Initiativ haevder.
Maend bør – med et begreb fra en totalitaer tankegang – genopdrages.
Under daekke af at ville redde kloden og skabe det gnidningsfrie samfund med snaerende regler for menneskers omgang med hinanden indføres det sproglige diktatur så at sige. Naeste fase er den rene fascisme.
DERFOR VAR Ekstra Bladets kvindelige chefredaktør endog meget taet på en slags frihedserklaering, da hun udbrød: ’Jeg får lange nosser af det.’ Så mangler vi bare, at den mandlige får store patter; så er vi, hvor vi skal vaere her på bladet.