Min søn har betalt prisen
NY SERIE: – Det var hårdt, siger Piotr Wozniacki om sin beslutning om at dedikere sit liv til Carolines karriere på bekostning af hendes bror – råder foraeldre til at holde sig vaek
Han har betalt en stor, personlig pris for sin rolle i sports-Danmarks vel nok mest eksponerede og succesrige foraeldre/barn-konstellation, og Piotr Wozniacki ville ikke drømme om at råde nogen til at gøre det samme.
For da Caroline var midt i sine teenage-år, tog han en beslutning, som ikke blot var springbraettet til hans og datterens tennis-eventyr. Den indebar også et smerteligt fravalg.
Det har uden tvivl vaeret en stor gave at kunne vaere så taet sammen med hende, men jeg skulle samtidig vaere vaek fra min søn
Det afslører han på spørgsmålet om, hvad han ville have lavet, hvis hun dengang havde valgt at kyle ketsjeren vaek og vaelge en anden vej.
Manglede støtte
– Det ved jeg ikke. Men jeg tror, at jeg ville have hjulpet Patrik mere, siger han med adresse til Carolines fire år aeldre storebror.
– Han var en dygtig nok fodboldspiller, men manglede noget støtte og hjaelp fra mig. Jeg tog en beslutning dengang, hvor Caroline lavede lovende resultater. Den betød, at jeg skulle vaere taettere på mit ene barn end det andet. Det var hårdt.
– Det har uden tvivl vaeret en stor gave at kunne vaere så taet sammen med hende, men jeg skulle samtidig vaere vaek fra min søn.
– Vi talte om det alle sammen, og jeg er meget stolt over, at Patrik accepterede det, som han gjorde. Han ville også selv hjaelpe sin søster på bedste måde.
– Caroline havde omvendt også en forståelse for, at vi måtte gøre alt for at holde så taet en kontakt med Patrik, som vi kunne. De to er heldigvis lige så taette som søskende i dag.
Historien om den lille Caroline, der med et frejdigt tandbøjle-smil bekendtgjorde, at hun ville vaere verdens bedste, er velkendt. Det samme er Piotr Wozniackis løfte om at ville hjaelpe hende med at opfylde drømmen, hvis hun ville investere de nødvendige kraefter og afsavn.
Fuldtidsjob
Som 20-årig indtog hun ranglistens førsteplads. En triumf, som far og datter kunne fejre sammen i Beijing, og som blev grundlagt mange år tidligere i det miljø, som de to tidligere sportsfolk Anna og Piotr fremelskede i familien.
– Det var jo ikke bare Caroline og mig, der havde en snak. Vi snakkede jo alle fire. Anna og jeg motiverede børnene, viste dem sportens verden og sagde, at hvis de havde en drøm, så skulle de tro på den og forfølge den. Så ville vi støtte dem, forklarer han og spoler en snes år tilbage til dengang, hvor Caroline havde valgt tennis.
– Hun var vel syv år, og vi kørte rundt til en masse tennisklubber for at traene med dem, der passede bedst til hende. Vi boede i Herfølge og kørte til Vallensbaek, Birkerød, Vaerløse, Farum …
Dengang havde han ikke forestillet sig, at de mange timers kørsel og venten snart skulle udvikle sig til et decideret fuldtidsjob.
– Jeg havde ikke set den fremtid. Men vores hverdag var at køre Caroline og Patrik rundt til fodbold og tennis, lave lektier med dem - og så ved jeg ikke, hvor mange gange vi har spist i bilen.
Brixtofte hjalp
Siden hjalp borgmester Peter Brixtofte familien med en lejlighed i Farum Midtpunkt, så en 12-årig Caroline fik kort vej til Dansk Tennis Forbunds elitecenter, hvor hun kunne traene med på dispensation.
De første fem-seks år var jeg den dårligste traener i verden
– Men der var nogle problemer med at få lov til dyrke fysisk traening og med rejserne. DTF sagde hele tiden: ’Vi skal vente lidt. Hun er for ung’.