På denne tid af året – vi er her i juli – vrimlede stedet ifølge Hitlers privatsekretaer, Christa Schroeder, med myg og stankelben. Det gør det stadig!

På dette tidspunkt, 21. juli 1944, for 73 år siden ville vinduerne i traebarakken, hvor dagens briefing skulle holdes, allerede vaere åbne. På trods af at himlen var daekket af grå skyer, var luften fugtig, og varmen trykkende.

Tre timer senere – da von Stauffenberg kom ind i mødelokalet – var barakken fyldt. Greven, der på grund af krigsskader havde mistet venstre øje, fået amputeret højre hånd samt lilleog ringfingeren på venstre hånd, fik en plads taet ved Hitler. Det var nødvendig, da Stauffenberg også havde mistet en del af sin hørelse. I resterne af sin venstre hånd bar han en attachémappe fyldt med spraengstof.

’Jeg kendte ham knap, men som han stod der med det ene øje daekket af en sort klap, sin lemlaestede armstump i uniformens tomme aerme, ryggen rank og blikket fast fikseret på Hitler, udstrålede han det klassiske billede på en kriger.’

Sådan beskrev en af mødedeltagerne, general Walter Warlimont, senere von Stauffenberg.

placeret bomben under det store mødebord af massivt egetrae forlod greven lokalet, under påskud af at han havde fået et hasteopkald. Fra stien ude foran barakken, hvor vi nu står, så han vinduer og døre blive blaest ud af eksplosionen.

Von Stauffenberg konkluderede, at Hitler umuligt kunne have overlevet, og flygtede til Berlin. Men han tog fejl. Hitler var blandt dem, der slap fra attentatet med faerrest skrammer.

Begge ben var fyldt med traesplinter og brandvabler, han havde et snitsår i panden, og begge trommehinder var spraengt. Hitler var dog ikke vaerre tilredt, end at han smilende kunne fremvise sine iturevne bukser.

’Der er nogen, som har forsøgt at slå mig ihjel’, sagde han køligt til sin kammertjener, Heinz Linge, som kom farende, da han hørte braget.

Greven, der på grund af krigsskader havde mistet venstre øje, fået amputeret højre hånd samt lille- og ringfingeren på venstre hånd, fik en plads taet ved Hitler