Mon historien gentager sig
Hvem bestemmer Danmarks indkøb? Er det EU og USA?
Man kunne fristes til at tro det, for normalt ville danskere med sund fornuft da ikke indgå handelsaftaler på de betingelser, som er praktiseret ved flere store handler for eksempel indkøb af IC4-tog, hvor man købte en togtype, som ikke var faerdigudviklet. I den handel foretog man store forudbetalinger – man kunne i stedet havde lavet en bankgaranti, som blev frigivet i takt med, at man fik leveret funktionsdygtige og godkendte togsaet. Nu fik man i stedet lov at betale for togfabrikkens udvikling, men fik tog, der ikke kunne køre. Blot en bunke skrot.
Samtidig slagtede man en gammel og velfungerende togfabrik i Danmark.
Var det EU, der bestemte, at Danmark skulle yde teknisk udviklingsstøtte til Italien?
Nu gentager historien sig med flyindkøbene: Man bestiller 27 fly til en foreløbig pris på 16 milliarder. Flyene er efter 25 års udvikling ikke faerdigudviklede.
Ifølge DOT&E er der flere graverende fejl ved flyene på nuvaerende tidspunkt.
Danmark skal også betale 962 millioner for adgang til reservedele, som skal ligge i USA. Herefter skal Danmark betale 440 millioner pr. år for adgangen til dette reservedelslager. Og mon ikke USA får førsteret til dette lager?
Er det USA eller Nato, der har bestemt Danmarks indkøb på disse vilkår?
Og handler danske politikere på samme (skødesløse) vilkår, når det gaelder deres private indkøb? Pia Freundlich bryder sig ikke om at blive kontaktet af humanitaere organisationer, der tigger om penge, efter at hun har givet en donation.
Jeg har haft tre oplevelser, som burde gå ubemaerket hen, men som jeg tit taenker på tit, isaer i denne tid, hvor man måske ekstra gerne vil vaere noget for andre.
Den første oplevelse: Min ven lå for døden, og jeg – som ikke er specielt religiøs – bad til Gud. Jeg lovede at sende 1000 kroner. til Folkekirkens Nødhjaelp, hvis min ven overlevede. Han overlevede, og selv om jeg ikke er overtroisk, så sendte jeg for en sikkerheds skyld 1000 kroner til dem.
Herefter blev jeg gennem laengere tid haerget af Folkekirkens Nødhjaelp; på telefonen,
på mailen og via almindelig post.
Den anden oplevelse: Jeg havde en veninde, som med en uhelbredelig sygdom, kun blev 62 år. Hun ønskede inderligt, at man i stedet for blomster til sin bisaettelse
sendte et bidrag til Laeger uden graenser. Det ønske efterkom jeg naturligvis. Herefter blev jeg kontaktet telefonisk af Laeger uden graenser. Jeg fortalte, hvorfor jeg havde givet et bidrag, og at jeg ønskede, at de slettede mig på deres adresseliste. Det blev lovet. Noget senere modtog jeg et brev fra dem, hvor de spurgte, om jeg ville vaere indsamler.
Jeg ringede igen, og henvendelserne fra dem stoppede derefter.
Den seneste oplevelse: Jeg sad forleden og så tv. Her var et spot fra Unicef – ’Send 50 kroner til .... ’. Det gjorde jeg, selv om min
mand sagde, at jeg ville fortryde, når jeg blev kontaktet af dem. Og nu er jeg så jeg så blevet ringet op af Unicef. De fik ikke sagt meget, for jeg talte med meget store bogstaver, så de kontakter mig naeppe igen.
Mit eneste spørgsmål er nu: Findes der en humanitaer organisation, som modtager frivillige donationer uden efterfølgende at kontakte mig?
Den – uanset formål – vil jeg gerne støtte.
Findes der en humanitaer organisation, som modtager frivillige donationer uden efterfølgende at kontakte mig?