Jeg skal ikke i kirke i Kolding
gik jeg en tur alene med det formål at blive frisk i hovedet og klar til aftenens festligholdelse.
Skaebnen ville, at jeg gik forbi en af nabolagets smukke kirker, netop da en masse mennesker var på vej ind til julegudstjeneste.
Uden at taenke over det sivede jeg med i strømmen og endte som spontan gaest i Guds hus. Det var en sjaelden oplevelse for mig, og den var god.
genkendelsen af salmerne, det smukt syngende kor og praestens fine praediken. Hun havde noget på hjerte, som gav anledning til refleksion.
Jeg taenkte på vej ud, at kirken er et medie, jeg skal til at dyrke noget mere. At det er ligesom at få laest en god klumme op i behagelige omgivelser. Det kunne vaere et nytårsforsaet kombineret med mindre forbrug af tidsrøveren Facebook.
Nogle dage senere bragte TV2 historien om, at otte procent af de mandlige folkekirkepraester ifølge en rundspørge er modstandere af kvindelige praester.
sognepraest i Kristkirken i Kolding, Per Damgaard Pedersen. Han fortalte, at han har det bedst med at sidde på tilskuerraekkerne, når en kvindelig praest bliver ordineret, for han vil ikke stå og vaere med til at overdrage embedet til kvinder. Han mener nemlig ikke, det passer med kirkens historie.
Her taenker han formodentlig bl.a. på Paulus’ ord om, at det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menigheds-forsamling. Hvis de vil vide noget, kan de gå hjem og spørge deres maend, skrev apostlen.
over for Damgaard og hans mandlige meningsfaeller, at vi ikke laengere lever på Paulus’ tid. Men det bliver ikke kirke- og kulturminister Mette Boch, der kommer til at gøre det, kan jeg forstå.
I TV2’s indslag sagde hun, at hun da undrer sig over de pågaeldende praesters synspunkt, men at forskellige bibelsyn kan trives i den rummelige danske folkekirke.
Jeg må indrømme, at det er en rummelighed, jeg har svaert ved at rumme. Jeg betaler kirkeskat og således også en del af lønnen til disse maend, som har en diskriminerende holdning til kvinder på basis af flere tusind år gamle skrifter.
Jeg er med til at give dem en platform, og det har jeg det aerlig talt skidt med.
laeste jeg Sara Omars roman ’Dødevaskeren’, som giver et uhyggeligt indblik i, hvilke raedsler religion kan blive brugt til at retfaerdiggøre. Den handler isaer om, hvordan kvinder mishandles og endda draebes af gerningsmaend, der har Koranen i hånden.
Dette tåler naturligvis ingen sammenligning med visse danske praesters principielle modstand mod kvindelige praester. Men i en tid, hvor modige kvinder som Sara Omar er med til at åbne vores øjne for den horrible kvindeundertrykkelse, der foregår i andre kulturer, så skammer jeg mig over, at min egen vestlige religion skaemmes af disse synspunkter.
Den tidligere direktør for Kvinfo Nina Groes skrev på Twitter om en barndomsoplevelse, der satte sig dybt i hende.
da hun så en mandlig praest på Fyn naegte at give hånd til hendes mor, som var den første kvindelige praest i sognet. Der i kirken traf hun en beslutning om, at det skulle der aendres på.
Den kamp er ikke slut endnu, konstaterede hun i forlaengelse af TV2’s rundspørge.
Da der ikke er nogen, der traekker stikket og så at sige inddrager de diskriminerende praesters ’sendetilladelse’, så må det blive det lange, seje traek.
mit nytårsforsaet og vil bruge kirken mere. Som et alternativt medie, hvor jeg heldigvis selv kan vaelge kanaler. Skulle jeg en dag komme forbi kirken i Kolding, går jeg videre.