Velkommen til Mohameds virkelighed
VI JOURNALISTER FÅR tit skaeldud for, at vi er alt for negative og ikke gider beskaeftige os med de positive historier.
Derfor var det lidt pudsigt forleden at høre Dansk Folkepartis udlaendinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, sige, at vi har en saerlig evne for solskinshistorien.
Her hentydede han til historien i TV2 om den 21-årige slagterimedarbejder Mohamed Ibrahim, som cykler 16 kilometer til sit job i Thisted hver dag, spiller fodbold i sin fritid i den lokale klub og taler dansk, så det kan forstås.
’DET ER SGU TRAELS’, siger Mohamed, da han bliver spurgt om, hvad han siger til, at han skal tage tilbage til Somalia senest 13. januar.
Han troede, at det var sådan en som ham, Lars Løkke talte om nytårsaften. Statsministeren sagde, at alle med udenlandsk baggrund, der med vilje, mod og hårdt arbejde har taget Danmark til sig, de er velkomne.
’Det er mig, jeg har hårdt arbejde hele tiden’, siger Mohamed.
Men nej, han er det helt forkerte eksempel at drage frem, hvis man spørger Martin Henriksen.
’Nu har medierne en saerlig evne til at finde dem, der er i arbejde og aktive i fodboldklubber. Og det er jo dejligt. Men størstedelen af dem, der er i Danmark med somalisk baggrund, bidrager ikke naevnevaerdigt til det danske samfund’, sagde han til TV2.
MOHAMED REPRAESENTERER nemlig en virkelighed, som ikke passer ind i Dansk Folkepartis kram, og derfor er han et dårligt eksempel at hive frem i nyhederne, forstår vi.
SOLSKINNET I MOHAMEDS historie er alt for skarpt. Naeh, så er det meget bedre, når vi medier beskaeftiger os med den dybt kriminelle Levakovic-familie.
DF lavede ved valget i 2015 således en helt saerlig valg-avis om den berygtede familie. ’Ud med ham, nu!’, stod der på forsiden med et billede af familiens overhoved.
Vi skal nok ikke regne med, at partiet laver en saerlig valg-avis naeste gang med et billede af Mohamed Ibrahim, hvor der står ’Lad ham blive!’.
og de andre MEN HVIS DANSK FOLKEPARTI store partier laegger øret til jorden og f.eks. ser på den afstemning, vi havde på Ekstra Bladets nationen! forleden, vil de se, at et stort flertal ikke bryder sig om, at en mand som Mohamed Ibrahim sendes hjem.
Mohameds kolleger og Fødevareforbundet NNF kan heller ikke forstå, at han ikke kan blive. Han tager fra. Der er brug for ham. Hvorfor kan det ikke komme an på en individuel vurdering, hvem der skal sendes hjem, spørger de?
Her består det pudsige i, at DF med succes har markeret sig som partiet, der bar virkeligheden ind på Christiansborg. Vaelgerne har belønnet dem for at have øret ved jorden og forstået, hvilke problemer der kaempes med uden for Københavns elitaere cirkler.
Men nu er det det altså, som om virkeligheden skal tilpasse sig DF for at vaere relevant for partiet.
Pointen er, at uanset hvor mange andre somaliere der ikke bidrager til faellesskabet, så er Mohamed stadig Mohamed, uanset om politikerne kan lide det eller ej.
Som vi plejer at sige på Ekstra Bladet: Velkommen til virkeligheden!
Solskinnet i Mohameds historie er alt for skarpt. Naeh, så er det meget bedre, når vi medier beskaeftiger os med den dybt kriminelle Levakovic-familie