Det var som at miste journalistiske uskyld
Tamilsagen viste, hvor vigtigt det er at vaere kritisk over for dem, der har magten over andre menneskers liv
Jeg glemmer aldrig torsdag 10. januar 1991. Her sad jeg sammen med en raekke andre journalister i Kaeremålssalen i Højesterets bygning i Prins Jørgens Gård ved siden af Statsministeriet.
Vi havde hver fået udlevet en nummereret protokol med referater af de afhøringer, der indtil da var foregået bag lukkede døre. Nu sad vi i tavshed og laeste, som om vi var til eksamen. Og det var vi sådan set også.
I løbet af de tre timer vi sad der i Højesterets Kaeremålssal – under behørig overvågning af davaerende byretsdommer (og meddommer i Tamilsagen) Torben Goldin – forstod vi, at vi var til eksamen i den største politiske skandale i nyere dansk historie.
Jeg var helt ung journalist på TV2, og Tamilsagen var min første rigtig store historie. Redaktionschefen, som var en brysk mand, man ikke sagde imod, havde bare meddelt mig, at ’den sag daekker du’. Jeg var spaendt uden nogen klar forestilling om, hvad jeg gik ind til.
Men Tamilsagen kom til at aendre mit syn på, hvordan magten forvaltes i Danmark, og den er samtidig blevet en journalistisk ledestjerne for mig i de sidste 25 år. Tamilsagen viste nemlig, hvor vigtigt det er altid at vaere kritisk over for dem, der har magten over andre menneskers liv.
OTTE MÅNEDER TIDLIGERE
– 23. april 1990 – viste DR Alex Frank Larsens tv-dokumentar ’Blodets Bånd’. Det blev en skelsaettende dag i Tamilsagen. Jeg sad hjemme i stuen med min fire måneder gamle søn på skødet og så, hvordan justitsminister Erik Ninn-Hansen blev beskyldt for lovbrud.
På det tidspunkt havde regeringen afvist at sagen om de tamilske familiesammenføringer undersøgt, selv om der i flere år havde vaeret mistanke om urimeligt lange sagsbehandlingstider. Blandt andet havde Schlüter fra Folketingets talerstol sagt de berømte ord: ’Der er intet fejet ind under gulvtaeppet’.
Nu forstod vi, at det ikke var sandt. få DEN GAMLE RONKEDOR
Ninn-Hansen var rasende over DR-udsendelsen, og det samme blev Centrum Demokraternes leder, Mimi Jakobsen, da Ninn-Hansen pludselig påstod, at hun som en del af Schlüters regering naturligvis havde kendt til måden, tamilernes familiesammenførings-sager var blevet ’nedprioriteret’ på.
Nu ville alle pludselig have sagen undersøgt. Og det blev den. I første omgang dog uden at offentligheden havde adgang til afhøringerne i Højesteret, men det fik vi i januar 1991, igen fremprovokeret af Erik Ninn-Hansen, der havde klaget til Menneskerettighedskommissionen over, at undersøgelsen foregik for lukkede døre.
Det gad Schlüter ikke høre på. Så undersøgelsen blev offentlig.
DERFOR SAD VI
i januar 1991 i Højesterets Kaeremålsal og måbede over de forklaringer, som embedsmaendene havde afgivet. Vi kunne laese, at tamilernes familiesammenføringssager var blevet behandlet på normal vis, men når embedsmaendene var faerdige, så blev sagerne lagt nederst i bunken igen.
Så i stedet for, at tamilerne fik et brev om, at de nu kunne få deres kaere til Danmark fra det borgerkrigshaergede Sri Lanka, fik de i stedet et brev om, at på grund af den overvaeldende sagsmaengde havde Udlaendingestyrelsen ikke tid til at behandle deres sag.
Det blev kaldt ’den falske melodi’ af Udlaendingestyrelsens davaerende chef, Frederik Schytt. Men i stedet for at gå til regeringen med sin viden havde Schytt kun betroet sig til sin dagbog, mens det stod på.