33 strålebehandlinger, slim og snot
I sin bog ’Er vinter naer...’ fra 2000 fortaeller Suzanne Bjerrehuus gennem sine dagbogsoptegnelser åbenhjertigt om tiden, før og efter hun fik kraeft.
I bogen fremgår det blandt andet, at hun døjede med traethed inden diagnosen, og at laegerne havde svaert ved at regne ud, hvad der var galt med hende.
Langt om laenge fandt de ud af, hvorfor hendes ene mandel var haevet – det var kraeft.
Mandlen blev fjernet, men så fulgte 33 strålebehandlinger, smerter, der måtte dulmes med morfin, og en hals, svaelg og mund, som hun beskriver som åbne sår.
’Her sidder jeg og savler og spytter med en mund, der braender som ild og er fuld af blister, med sonden stikkende ud af naesen og sat fast rundt om øret, opsvulmet hoved, strumahals, smerter og ligner et skelet.’
Det holder mig i live
’Det eneste, der holder mig i live er tanken om alle de kvinder, der ville ringe og kondolere (til Asger Aamund, red.) og sige, hun var sådan en dejlig kvinde, hvor føler vi dog med dig, kan vi ikke invitere dig hjem til middag’, skriver hun.
’Selv de staerkeste kan bukke under for kraeft, men dét, viljen, staedigheden og overlevelseskraften kan gøre, er, at man ikke giver op på halvvejen og laegger sig til at dø. For så dør man nemlig også’, lyder en anden passage.
I bogen takker Suzanne Bjerrehuus sin ven Mogens og i saerdeleshed sin mand, Asger Aamund, for at vaere de benhårde støtter, der var der, da hun havde allermest brug for dem.
Det gaelder også seks måneder efter, da hun var blevet rask. Her foraerede Asger Aamund han hende en ny folkevogn Polo.