Damen med den hvide maske
Journalisten, forfatteren, brevkasseredaktøren og et menneske så hudløst, at hun måtte male sit ansigt hvidt
At Synnøve Søe kun skulle blive 55 føles uretfaerdigt. Hun havde så meget at give, men måske følte hun, at hun selv modtog for lidt: At anerkendelsen af hende som forfatter og kunstner blev haengende i smålighedens danske dis, som hun flere gange flygtede fra.
Synnøve skrev skarpt, aerligt og følsomt. Mange husker det fra tiderne omkring årtusindeskiftet, da de bad hende om gode råd, mens hun var brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Hun var en rigtig god og hudløst aerlig redaktør, der ikke bare gav nemme svar, men altid satte sig ind i de konflikter, det måtte handle om. Hun kunne også vaere skånselsløs, hvis det var opportunt.
Hendes store familieopgør i bogen ’Fars’, der i 1989 beskrev en barndom mere frygtelig, end familien kunne gen- og anerkende, blev indgangen til mange andres problemer med splittede familier.
Det problem, Synnøve havde svaerest ved at tackle, var sit eget.
Hun løftede en flig af det i et skriv, hun sidste år afleverede til sin ven og sidste redaktør, den USA-baserede journalist Annegrethe Rasmussen, der kunne bringe det videre på sin Point of View-netside.
’Jeg er på flugt for at finde pårørende, venner, nogen jeg kan elske og som vil elske mig, nogen der kan holde mig ud i laengden. Forever måske? Jeg har vaeret gift og haft et par kaerester, få, men jeg har aldrig prøvet at gå hånd i hånd med en mand’, skrev Synnøve.
Gud
Synd, hun aldrig fandt, hvad hun søgte, men måske ville hun heller ikke, men befandt sig bedst på flugt efter det uopnåelige. Når man spurgte hende, hvem hendes far var, svarede hun: Gud!
Måske er det ham, hun nu er smuttet hjem til i håb om en bedre modtagelse end den, hendes jordiske far, højskoleforstander, forfatter og journalist Poul Erik Søe, der døde som 71-årig i 2008, kunne give hende efter ’Fars’. Han slog i hvert fald hånden af hende ligesom resten af familien efter den behandling, hun havde givet dem i bogen. WINTHER
Synnøves halvbror, journalisten Jeppe Søe, regner stadig kun tiden med Synnøve fra deres barndom og op til udgivelsen af bogen om familieopgøret. Derefter ophører al kontakt.
De naermere omstaendigheder omkring Synnøves død er indtil videre tilbageholdt. Annegrethe Rasmussen fortaeller, at Synnøve som det sidste skrev til hende søndag om den store sorg, det var for hende ikke laengere at vaere i stand til arbejde som forfatter og freelancejournalist.
Den braekkede hånd
Årsagen var en fejloperation i armen efter en braekket hånd, som hun i lang tid kaempede med. Forleden fik hun besked om, at hun ikke skulle regne med at kunne bruge hånden det naeste par år, før skaderne var rettet op.
– For mig er det ikke kun en katastrofe ikke at kunne skrive, det er forbi. Bare helt forbi på alle måder, skrev hun til sin redaktør. 12 timer efter – natten til mandag – blev hun fundet død i Aarhus, hvor hun boede sammen med sin 18-årige søn, Romeo. Tidligere boede de i en årraekke på Bornholm, hvor Synnøve skrev og arbejdede for TV2.
Det var dog på TV3, hun fik sit største gennembrud på tv-fronten, nemlig med sit amerikansk inspirerede talkshow ’Synnøve’s’, som blev en stor seermagnet. Trods det sagde Synnøve nej tak til stjernegage og at forlaenge sin kontrakt. Hun rejste i stedet til Kenya som en anden Karen Blixen, som hun før var ’flygtet’ til Dublin, New York og andre braendpunkter.
Vakte opsigt
Det var ikke, fordi Synnøves entré i medieverdenen foregik i ubemaerkethed. Tvaertimod vakte det opsigt, da hun malede sit ansigt hvidt. Det startede allerede, mens hun var under uddannelse på Billed-Bladet og originaliteten blev ikke mindre hen ad vejen.
De originale idéer stod i kø og havde naesten altid et staerkt meningsfyldt sigte – i hvert fald i hendes eget univers.
Og lige så seksuelt ladet mange af hendes attituder kunne vaere, lige så blufaerdig var hun faktisk, når man kom taet på hende. Hun var slet ikke den sexbombe, mange så i hende, men hun havde det med at kalde tingene ved deres rette navn, og det kunne provokere mange. Det vidste hun utvivlsomt også godt.
Hun døde som det spørgsmålstegn, hun tilsyneladende selv følte, hun blev født som – og skrev otte bøger om. Måske var hun selv en af de måger, der fløj baglaens i de skrøbelige sinds verden, som hun beskrev.
På alle måder var Synnøve Søe en stilbrydende, urolig sjael, der udfordrede, ja måske naermere pinte sig selv til det yderste: – Hvordan finder man kaerligheden, ikke kun til et andet menneske, men til selve livet, når man aldrig selv har følt sig elsket, accepteret eller til at holde ud, spurgte hun.
Det naermeste, hun kom kaerligheden fra et andet menneske, var den, der overrumplede hende, da hendes søn voksede op og gav hende den! Nu må han leve videre uden damen med den hvide maske. Måske var hun for meget for mange, men ikke for dem, det gjaldt.
Nogen jeg kan elske og som vil elske mig, nogen der kan holde mig ud i laengden
Måske var hun selv en af de måger, der fløj baglaens i de skrøbelige sinds verden