Den vilde historie om skøjtestjernen Tonya Harding
Protraetfilmen ’I, Tonya’ er både grotesk morsom og dybt tragisk
Man knepper med idioter
– man gifter sig ikke med idioter
’I, Tonya’
Instr.: Craig Gillespie
Medv.: Margot Robbie, Sebastian Stan, Allison Janney, Julianne Nicholson m.fl.
119 min. Premiere i dag biografer landet over
BBBBB i 46
Fortaellingen om skøjteløberen Tonya Hardings triste skaebne er en af den slags historier, som ingen ville have hoppet på, hvis den var fri fantasi. Hun er gået over i annalerne som hende, der måske/måske ikke var medvirkende til overfaldet på sin naermeste konkurrent, Nancy Kerrigan, forud for OL i Lillehammer i 1994.
Og selv om portraetfilmen ’I,Tonya’ mere end antyder, at hun (naesten) var uskyldig, så er en af dens fremmeste styrker en insisteren på, at ingenting er sort eller hvidt. Som den selv lader Harding sige det i filmen: ’Der findes ikke nogen sandhed – jeg mener, det er alt sammen bullshit!’.
Vild film
’I, Tonya’ er på mange måder en lige så vild film som sit emne. Og lige så tvetydig. På den ene side er den absurd morsom, og på den anden side er den dybt tragisk. For det meste er den begge ting på én gang. Og så er den mindst lige så flabet og usentimental som sin hovedperson.
Filmen er bygget op over en serie fiktive interviews med filmens karakterer – primaert Harding (Margot Robbie), hendes patetiske eksmand (Sebastian Stan), Jeff Gilloly og moderen LaVona (Allison Janney), der naermest får hunnerkongen Attila til at fremstå blid som et lam. Disse personer modsiger konstant hinanden, mens vi ser de groteske begivenheder folde sig ud, og navigationen er egentlig på befriende facon overladt til beskueren selv.
Ingen tvivl om, at Harding fra barnsben var udstyret med et helt enestående skøjtetalent, men desvaerre også med en white trash-opvaekst praeget af vold, fattigdom og en eklatant mangel på kaerlighed.
Sidstnaevnte er nok det, der som teenager driver hende i armene på Jeff, der muligvis elsker hende på sin egen forkvaklede facon, men som også viser sig at vaere et voldelig og besidderisk svin, som man både afskyr og føler medlidenhed med.
Begraensede åndsevner
Som Tonyas mor siger til hende: ’Man knepper med idioter – man gifter sig ikke med idioter’. Jeffs begraensede åndsevner er dog skyhøje i forhold til intelligensniveauet hos dem, der ender med at blive hans medsammensvorne. Ikke engang brødrene Coen kunne have fundet på den slags forkvaklede sjaele.
Men ’I, Tonya’ er også et benhårdt angreb på det veletablerede og elitaere USA (repraesenteret ved skøjteforbundet), der gør alt for at holde sådan en som Harding og hendes hjemmesyede kostumer uden for de fine raekker, hvor de ikke mener, at hun passer ind på trods af de indlysende kvalifikationer. Den amerikanske drøm, min bare mås ...
Suveraent spil
Alle gør det helt suveraent her, men lad mig alligevel fremhaeve Janney som Tonyas uforsonlige mor – som man på paradoksal vis alligevel kommer til at holde af – samt den fortjent Oscar-nominerede Robbins, der bestemt ikke underspiller Hardings mindre sympatiske sider, men alligevel får gjort hende til et helt og kompliceret menneske uden at fastlåse hende i offerrollen.
’I, Tonya’ er med andre ord en af de bedste sportsfilm, jeg har set i årevis. Også fordi den på mange måder overhovedet ikke er en sportsfilm. Den kan ses af enhver med interesse i den menneskelig naturs mange krinkelkroge uden behov for entydige facitlister. Eller bare dem, der elsker en vanvittig god historie