Topnazisten Goebbels privatsekretaer: Jeg var helt uskyldig
’Et tysk liv’
Instr.: Christian Kröne m.fl. Premiere 25. januar
BBBB
Vi starter lige med et par citater fra Brunhilde Pomsel, der var sekretaer for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels, og som døde sidste år i en alder af 106, hvilket gjorde hende til den sidste overlevende fra Hitlerstyrets inderkreds. Citaterne stammer fra den premiereaktuelle dokumentarfilm ’Et tysk liv’, hvor Pomsel beretter om sine oplevelser før og under krigen.
’Er det forkert og egoistisk, hvis mennesker forsøger at gøre noget, der er godt for dem selv, ud fra det sted hvor de er placeret i tilvaerelsen? Også selv om det de gør, er til skade for andre?
’(om jødeforfølgelserne, red.) Dem, der i dag siger, at de ville have gjort mere for disse stakkels forfulgte ... Jeg tror virkelig, at de oprigtigt mener det, men de fleste ville heller ikke have gjort det. Dengang var hele landet under en osteklokke. Vi befandt os alle i én stor koncentrationslejr.’
Det kan man selvfølgelig ret nemt affaerdige som en letkøbt omgang, usmagelig ansvarsforflygtigelse. Men det er netop disse og en lang raekke andre, lignende udtalelser fra Pomsel, der gør ’Et tysk liv’ til en om ikke uproblematisk så i hvert fald interessant film.
Pomsels karriere
Brunhilde Pomsel startede i 1920’erne med at arbejde som sekretaer for en jødisk advokat.
Derefter nedfaeldede hun en højreorienteret nationalistisk krigsveterans erindringer, hvilket førte til et job for Berlins Radio. Sidstnaevnte kraevede, at hun meldte sig ind i NSDAP, hvilket hun ikke så noget problem i. ’Det gjorde alle jo’, som hun siger.
Senere blev hun overflyttet til Propagandaministeriet, blev Goebbls betroede medarbejder og endte med ham, Hitler og en raekke andre spidser i bunkeren under krigens sidste dage. Hun tilbragte fem år i fangelejr, hvorefter hun igen blev sekretaer for direktionen i det tyske tv-selskab ARD, som om intet var haendt.
I ’Et tysk liv’ får Pomsel uden afbrydelser lov til at fortaelle sin version af historien – som altså er set med gevaldige skyklapper på – samtidig med at interviewet krydsklippes med arkivmateriale fra krigen.
Den stiltiende accept
Intet havde vaeret nemmere end at konfrontere Pomsel med fortidens gerninger, men ved at lade Pomsel snakke frit og gang på gang bedyre sin uskyld via sin passivitet får instruktørerne slået en meget vaesentlig pointe fast: At den stiltiende accept af en stedse mere brutal og menneskefjendsk politik ikke blot gør sådan en politik muligt, men simpelthen er dens forudsaetning.