HURRA FOR DEN
Han er gået fra at dele landet i to – dem, der elskede ham og hans saeregne fortolkninger af den danske vise-skat, og så dem, der naermest hadede ham af samme grund – til at vaere et folkekaert unikum i dansk musik.
I dag fylder ’den tossede spillemand’, som en af hans sange fra 60’erne hedder, 80 år.
Stort tillykke og et trefoldigt tillykke skal det lyde herfra til Povl Dissing.
Han er ikke helt i den form, han var i tidligere efter den hjerneblødning (andre siger en kraftig hjernerystelse), han pådrog sig i Spanien for et års tid siden, som efterlod ham totalt døv, og det er jo ikke ligefrem en ønske-situation for en nok så sejlivet musiker.
Men heldigvis går det nu fremad med helbredet igen, lyder det fra familie og venner, der ellers har vaeret sparsomme med opdateringer om trubadurens fremskridt undervejs i forløbet.
Hørelsen på vej tilbage
– Jeg ringende til Pia, hans hustru, og spurgte, hvordan det går ham, og så vidt jeg forstod på hende, går det rigtigt fremad. Hørelsen er på vej tilbage, og der ellers ingen fysiske tegn på svaekkelse, og han kan stadig gå uden hjaelpemidler, siger Povl Dissings gamle musikalske partner Benny Holst til Ekstra Bladet.
En anden person med en – mindst – tilsvarende betydning for Dissings karriere, digteren Benny Andersen, er på linje hermed.
– Han har det bedre. Hørelsen er blevet bedre på det ene øre. Man skal stadig tale højt, men det er ikke lige så galt som tidligere, siger Benny Andersen til denne uges Her & Nu.
I samme ugeblad udtrykker Benny Andersen ligefrem forhåbninger om, at de to veteraner igen kommer ud og optraeder sammen.
– Nu er der ingen af os, der er vårharer, så det bliver ikke en lang turné, hvis vi når så langt. Men det kunne vaere hyggeligt at spille sammen igen, siger den otte år aeldre pianist og sangskriver, som i parentes bemaerket intet fejler.
Livsdrøm brast
Povl Dissings alvorlige sygdom indtraf i februar 2017, da han og fru Pia var taget til Sydspanien for at indspille et album med flamenco-musik. Han faldt om på et marmorgulv og blev indlagt på intensiv-afdelingen på et hospital i nabobyen Cádiz.
Først flere uger senere var han stabil nok til at kunne blive transporteret hjem til Danmark.
– Det er meget trist. Det var en livsdrøm for Povl Dissing at komme herned og indspille en flamenco-plade med nogle af genrens dygtigste musikere, som var meget begejstrede for ham og samarbejdet. Han nåede at møde mange, øve og spille improviserede koncerter, inden han blev syg, sagde organisatoren af flamenco-projektet, Kirsten Hastrup, dengang til Politiken.
Men nu går det heldigvis bedre – ’meget bedre’, som fruen indskyder i baggrunden, da Ekstra Bladet har Benny Andersen i røret.
Godt makkerpar
– Vi har vaeret et rigtigt godt makkerpar. Når vi drog land og rige rundt på turné, så sad vi altid i bilen – det var ham, der kørte, for jeg har ikke kørekort – og fik idéer til nye sange. Det var et unikt samarbejde, og vi har det stadig, selvom han er forhindret i at optraede nu. Men han er i bedring, og det er vi glade for, siger digteren.
– Skal I fejre hans fødselsdag?
– Nej, de holder den privat for familien.
Benny Andersen har en stor aktie i Dissings folkelige popularitet, der steg med raketfart, da digteren overtalte ham til at laegge stemme til sangene, der blev til ’Svantes Viser’-pladen i 1973.
Pladen var en langsom starter, men så tog den fat for alvor og solgte i titusindvis af eksemplarer, og pludselig havde ’hr. og fru Danmark’ glemt alt om deres tidligere reserverede følelser over for den saerpraegede sanger.
Dissing var med et blevet både folkeeje og ’Giro 413’-favorit.
Hvem havde nu forestillet sig det?
En god idé
Og så var det ligeved, at Dissing slet ikke kom til at synge Svante-sangene. Han vaegrede sig i hvert fald ved det, da Benny Andersen spurgte ham.
– Han sagde, at han da ikke kunne udgive sig for at vaere ham den halvskaldede, halvgamle halvsvensker. Jeg sagde til ham, ’du skal ikke udgive dig for at vaere ham, du skal fortolke ham’.
– Så lod han sig overtale, og det har vist sig at vaere en god idé, siger Benny Andersen.
Der var i den grad sat vand over til kaffe.
Hørelsen er blevet bedre på det ene øre. Man skal stadig tale højt, men det er ikke lige så galt som tidligere
Det kunne vaere hyggeligt at spille sammen igen