KATASTROFEN

Den første tanke er absurd. Klokken er lidt over to om natten, og jeg er kørt ind til siden for at samle tankerne og traekke vejret dybt.

Sidder i Mercerens laederstue og taenker på, om det er sådan, en krigskorrespondent har det, når der skal leveres nyhedsstof om raedslerne. Den kynisk korte afstand mellem katastrofer og avisen, der skal i trykken

Der er totalt stille i natten.

Den naeste følelse er en helt enorm dårlig samvittighed, selvom jeg ingen skyld baerer.

JEG KØRER

hende hjem fra en ’nytårskur’ på arbejdet. Det er vist det nye trend – et udtryk for en julefrokost på den anden side af årsskiftet. Hun er meget lidt eller slet ikke beruset og skal hjem til raekkehuset på Vestegnen. Hun er en usaedvanlig smuk kvinde. En begavet samtalepartner med et par levende, let vemodige øjne.

Det er absurd, at hendes dametaske baerer et logo med et kranium og knogler. Der er ikke det mindste sørøver over kvinden her i taxa-natten. Samtalepartner, hmmm.

Hun rammes af min vaerste side i omgangen med andre mennesker. Jeg snakker ad helvede til. Hele tiden, når det passer mig. Kun livet i taxaen har laert mig at holde kaeft indimellem, for det er jobbets betingelse.

Men min kunde giver mig plads denne nattetime.

JEG ER EN

lykkelig bedstefar – men nu skal jeg vaere morfar for første gang. Min aeldste datter