POLITIK ER EN FEST I MØRKE
LARS LØKKE RASMUSSEN er en heldig mand. En offentlig ansat blev for nylig idømt en betinget dom på ti dages faengsel og fyret fra sit job for at modtage en mobiltelefon til 2500 kroner.
LØKKE FIK ET sommerhus-ophold til en vaerdi af 10.000 kroner, og blev senere forfremmet til statsminister.
SOM FOLKETINGSPOLITIKER er det nemlig helt o.k. at modtage store gaver. De er kun styret af deres egen samvittighed. I den grove udgave kunne man skifte samvittighed ud med grådighed.
VI VED, at Lars Løkke Rasmussen mener, at han selv har styr på situationen. Lars er ren, ligesom cykelrytteren Rolf Sørensen var ren i egen optik, indtil doping-spøgelset indhentede ham. LARS LØKKE RASMUSSEN behøver dog ikke vaere bange for, at han bliver indhentet af et gavespøgelse. Han har sammen med resten af Christiansborg lavet saerregler for sig selv, der forhindrer en oprydning i moradset af privilegier og saerregler.
DET BESYNDERLIGE er, at politikerne ikke kan se, at de er med til at kaste en mistanke på sig selv, som måske er helt uberettiget. Embedsmaend må ikke modtage gaver, der har en højere vaerdi end 700 kroner.
HVORFOR GAELDER de regler ikke for politikere? Politikerne er jo også offentligt lønnede? Og hvis de regler ikke skal gaelde for politikere, hvorfor er det så ikke i det mindste et krav, at politikerne skal oplyse, hvilke gaver, de har modtaget, og fra hvem? Det skal ministre, men ikke folketingsmedlemmer.
FORKLARINGEN ER, at politik er det eneste job, hvor
at man selv bestemmer reglerne. Det svarer til, politiet selv bestemte, hvor hurtigt betjentene kører i privatbilen.
VI BRYSTER OS AF, at vi har et af verdens mindst korrupte samfund. Det er muligt, men vi ved det faktisk ikke. OG DET HANDLER ikke kun om gaver. Som politiker er det frivilligt at oplyse, hvilke interesser man har ved siden af jobbet som folkevalgt. Og den valgfrihed benytter langt de fleste sig af. Så vi ved ikke, hvem der ejer hvad og er betalt af hvem?
Det besynderlige er, at politikerne ikke kan se, at de er med til at kaste en mistanke på sig selv
DET ER OGSÅ STORT SET umuligt at gennemskue, hvem der støtter de politiske partier og med hvor meget. Partierne skal oplyse, hvem der giver mere end 20.000 kroner, men ikke om de giver to millioner eller 20.000. Og det her med 20.000 kroner omgås let ved at oprette erhvervsklubber, hvor det kun er erhvervsklubbens navn, der optraeder, men ikke, hvem der har spyttet penge i klubben og dermed det politiske parti.
POLITIK ER EN FEST i mørke, hvor offentligheden ikke får lov til at taende lyset.