Frygt skal elimineres, inden den opstår, når du kører taxa
Nej, det er de ikke, men han vil meget gerne – og gerne lige nu, hvor natten går på haeld. Endnu en gang laegger den sølvfarvede Mercer med det grønne logo rum til en speeddating, der ikke må vare laengere end turen til en af deres boliger. Vi er lige nu ved det point-of-no-return, hvor der skal tages stilling til, om stjernen på Merceren skal vende mod hendes eller hans lejlighed. Jeg kommer hurtigt til at føle mig som dommeren i kaerlighedens kampsport. Jeg ville helst stoppe kampen. Den går ikke! Der er tale om to vidt forskellige vaegtklasser i ånd og kilo. ikke på! Jeg kan maerke det. Hun er
DE STARTER EN
venlig, men bestemt diskussion. Jeg maerker, at hun bevidst taler så højt, at jeg naermest drages ind i diskussionen – som en stum kampdommer. En bodyguard
– Du lovede mig, at hvis jeg blev lidt laengere, ville du give mig en taxa hjem?
– Jo, jo, men kan jeg så ikke bare sove hos dig, siger han med en simpel, maskulin logik.
– Nej, for min søster bor der også, siger hun og naevner en by 15-20 kilometer nord for byen
Jeg taenker bare ’yes’ – der er pludselige penge i lortet sådan en ellers sløv januar-nat.
MEN DER SNIGER
sig langsomt en stille frygt ind i min underbevidsthed. Har den unge kvinde snøret sig ind i en taxatur, der skal betales med et knald, hun ikke ønsker sig.
– Jeg ka’ sgu da bare sove i ske med jer begge. Den ordner jeg, siger Samson i et forsøg på både at vaere insisterende og morsom.
Det er tydeligt, at det synes hun ikke er morsomt. Det bliver lidt pinligt, da vi stopper ved natkiosken, hvor han skal købe smøger. Hun insisterer på, at han skal laegge de 500 kroner, turen koster, ellers har hun ikke råd til at komme hjem i seng.
– Hvad nu, hvis du bare forsvinder?
Han smider lettere irriteret to hundrede kroner i hendes skød og mumler nej, mens han beordrer et:
– I bliver bare her, mens jeg henter smøger!
NU ER TAXAMANDEN
formelt kommet på scenen.
Der er helt stille i taxaen – som en vinternat langt, langt oppe i de persiske bjerge.
De sorte øjne kigger på mig i bakspejlet. Jeg fjerner blikket. Jeg vil helst ikke vaere en del af den her forestilling, hvor jeg selv havde råbt stop-stop-stop for laengst, hvis det var en af mine egne voksne døtre. Her har du rodet dig ind i noget lort, min skat, taenker jeg.
– Har du det o.k., spørger jeg?
Hun svarer ikke.
– Skal vi køre?
HUN NIKKER OG
ligner lige nu en flov, ung teenager, der er taget på fersk gerning med fingrene i mors smykkeskrin.
Jeg tør end ikke kigge ud over skulderen for at se, om Samson er på vej retur. Om han forventer at plukke den rose, han mener, han fortjener. Så er det nu!
Smaekker gearet i drive, slipper bremsen, jokker speederen i bund, indtil antispin-systemet rykker i aksler og hjul – og kører gennem krydset foran mig, mens trafiklyset er ved at skifte til rødt.
God morgen, Danmark
– isaer til nattens naive engle.