Med al respekt for Lars' kone ...
lakken kan vaere ødelaeggende RIDSER I LAKKEN for politikere såvel som folk, der har leaset deres bil.
I disse dage hober spørgsmålene sig op i forbindelse med vores statsministers deltagelse i et arrangement, hvor de forgyldte kvotekonger fik mulighed for at tale lidt mere med Lars Løkke Rasmussen, end vi andre gør. Måske på grund af et generøst bidrag til LøkkeFonden (der i parentes bemaerket gør et fremragende stykke velgørenhedsarbejde).
var et hovedargument i KORT FORTALT statsministerens forsvarstale, at arrangementet ikke vedrører os, fordi han deltog som privatperson som ledsager til sin kone. Dette argument er gentaget af statsministerens politiske gardister, som tydeligvis er blevet sendt i forsvarsformation for deres leder.
allerede har anfaegtet, kan det SOM MANGE vaere lidt svaert for os andre at skelne mellem Lars Løkke som statsminister og privatperson. Bevares, ikke når han sidder i joggingsaettet hjemme i sofaen med benene oppe. Så er han ret åbenlyst en privat person. En tilstand, vi må kaempe for at lade ham beholde som sin egen privatsfaere. Men når han bliver inviteret til et arrangement som det nordjyske, så er det jo ikke et festligt vennelag.
for Løkkes kone, Sólrun, MED AL RESPEKT så tror jeg, de indflydelsesrige kvotekonger er mere interesserede i deres egne sild end i statsministerens.
En statsminister bør på ingen måde forhindres i at deltage i arrangementer – officielle som private. De skal bare deklareres tydeligt. Interessekonflikter kan ikke bare affaerdiges med henvisning til, at man deltog som privatperson. Som om det er en knap, der bare kan klikkes til og fra.
fik Lars Løkke en fiskekniv OVERRASKENDE NOK i ryggen af formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Kurt Madsen, i torsdagens ’Debatten’ på DR2: 'Vi havde ikke fået et møde med Lars Løkke uden bidragene til LøkkeFonden. Det er jo sådan set definitionen på en interessekonflikt’.
Det er netop af den grund, at resten af samfundet har ret omfattende regler for, hvordan man må opføre sig i forskellige embeder. Offentligt ansatte har store begraensninger i, hvad de må modtage, og dette gaelder også i mange private virksomheder.
selv en masse af mine JEG INVITEREDE kunder med til et teaterstykke sidste år. Her meldte en ledende medarbejder i en stor teknologivirksomhed tilbage, at han gerne selv ville betale differencen over de par hundrede kroner, som hans virksomhed tillod ham at modtage gaver for. Prisen for billetten var latterlig i det store billede. Det var princippet i, at han ikke måtte skylde mig noget.
Det samme var gaeldende for mig, da jeg var aktiv fodbolddommer. Kigger vi laengere tilbage i tiden, var det mere reglen end undtagelsen, at internationale fodbolddommere fik smykker, vin, tøj og alt muligt andet inden kampene (det var desvaerre før min tid).
Roma sendte endda Rolex-ure FODBOLDKLUBBEN i julegave til de italienske dommerne. Noget, Berlusconi sikkert ikke kunne se problemet i.
Den går selvfølgelig ikke mere. Som dommer kan man dårligt få en kuglepen, før man ryster så meget på hånden, at man ikke kan bruge den, af angst for korruptionsanklager.
De indflydelsesrige kvotekonger er mere interesserede i deres egne sild end i statsministerens
at kontakte JEG VALGTE SELV
DBU, da jeg ad omveje skulle ses privat med en ansat i en af de danske fodboldklubber. Jeg ville vaere sikker på, at andre uafhaengigt af mig havde vurderet, om det var passende, at jeg stadig kunne dømme den klub. Jeg kunne selvfølgelig have affaerdiget det med, at sammenkomsterne var private, men det giver ingen mening at skelne på den måde.
Den etablerede blokpolitiks reaktioner på kritikken af statsministeren er lige så forudsigelige, som de er latterlige. I stedet for at lade omgivelserne bruge krudtet på personlige modangreb og på at betvivle det, vi alle kan se er en uhensigtsmaessig sammenblanding af interesser, burde Lars Løkke fra starten have anerkendt problemet.
burde have sørget for, at alle LARS LØKKE graenseflader til organisationer og individer for fremtiden er transparente, som det bør vaere i et aedelt demokrati som vores.
Også selv om Berlusconi sikkert ikke kan se problemet i det.