Fanget af Mossad – bedyrede sin uskyld

Piben fik en anden lyd i 1960. Her fangede den israelske efterretningstjeneste Mossad Adolf Eichmann i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Eichmann bedyrede sin uskyld: Han var blot et lille hjul i et stort maskineri.

Ikke mange var enige i den udlaegning, da han i en skudsikker boks i en retssal i Tel Aviv blev afhørt og konfronteret med vidner.

Her kom han til at fremstå som det, han var: En morder, der slog millioner ihjel med pennestrøg og papirdynger. Filosoffen Hannah Arendt opfandt begrebet ’ondskabens banalitet' om den kedsommelige bureaukrats grusomme gerninger.

Den israelske efterretningschef Rafi Eitan, der arresterede Eichmann, var heller ikke imponeret.

– Det overraskende var, at han mentalt var en fuldstaendig gennemsnitlig mand, måske endda under gennemsnit, sagde han til DR i 1988.

Den halvskaldede Adolf Eichmann modtog sin dødsdom i 1961 efter godt tre måneders retssag. Hverken hans kropssprog eller blikket bag de tykke brilleglas røbede de store følelser.

Men til det sidste forsøgte han at undgå henrettelsen. 29. maj 1962 skrev han til Israels praesident Yitzhak Ben-Zvi.

’Man må traekke en linje mellem de ansvarlig ledere og folk som jeg, der var tvungne instrumenter i ledernes haender.’

’Jeg var ikke en ansvarlig leder, og derfor føler jeg mig ikke skyldig.’

Men der var ingen nåde for Adolf Eichmann, og natten til 1. juni 1962 blev han haengt. Hans aske blev siden spredt på havet uden for Israels territorialfarvand, så hans gravsted ikke kunne blive et samlingssted for nynazister.

Natten til 1. juni 1962 blev han haengt