Burka og niqab, nej tak
Engang for nogle år siden fik jeg en mandelgave, Morten Ingemanns striber i bogform. Her var der blandt andet en tegning af en flok sortklaedte kvinder, der alle var iført sorte niqabber (må det vaere, fordi man så kun deres øjne).
Den ene har lige født en pige, som alle beundrede. En af dem siger, ’ja, hun har sin moders øjne’. Det var et pletskud, for barnet havde samme klaededragt på; øjnene var det eneste, man så. Den tegning siger alt om, hvorfor jeg som dansker har det så svaert med, at muslimske kvinder ikke vil vedstå deres egen identitet og vise deres kvindelighed, men i stedet vil vaere så anonyme – som om de er en stor samlet flok uden rettigheder som frie kvinder, der er ligestillet og vaerdsaettes på lige fod med andre kvinder.
Jeg kan ikke lade vaere med at taenke på, at det er en demonstration, der skal vise os etniske danskere, at de selv vil bestemme, hvor skabet skal stå, når nu de endelig er kommet til et demokratisk land.
Helt aerligt, så bliver jeg ked af det, for det skulle aldrig have vaeret kørt så langt ud, at politikerne nu skal slås om et burka- og niqab-forbud eller ej.
Det hører ganske enkelt ingen steder hjemme i det danske landskab at vaere så ensrettet, så man ikke kan kende den ene fra den anden.
Jeg fatter ikke begrundelsen for at kraeve retten til at gå klaedt i noget så skraemmende – og det, uanset om det gaelder en eller flere hundrede. Det er slet ikke det, det bunder i, men i politikernes angst for ikke at vaere politiske korrekte eller traede staerkt troende over taeerne. Men hvor står det i Koranen, at kvinden ingen identitet har?
Vi lever i et meget åbent samfund med alle de frihedsrettigheder, det indebaerer, men ingen kan stille krav til et nyt land, om at det skal føje sig under noget så fremmedartet som burkaer.
Det burde slet ikke vaere til diskussion.
Nej til burka og niqab.