Hospiceleder: Sådan er sidste tid hjemme

Da Prins Henrik i går blev overført til det hjemlige Fredensborg, fik han indfriet et ønske, som mange har.

– De fleste ønsker at tilbringe deres sidste tid hjemme, fordi de her finder ro og tryghed, fortaeller Lisbet Due Madsen, leder af det nordvestsjaellandske Arresødal Hospice, der som hospicer landet over har teams, som støtter uhelbredeligt syge og pårørende i hjemmet.

– Uanset om den syge er på hospice eller i hjemmet, er vores vigtigste opgave at lindre den smerte, som kommer, når livet afsluttes. Den kan vi ikke fjerne, men vi kan medvirke til at lindre den, forklarer hun.

For det er som bekendt svaert at sige farvel – og det er heller ikke enkelt at hjaelpe andre med at tage afsked, forklarer Lisbet Due Madsen.

Frivillige

Et såkaldt udgående hospiceteam er et højt specialiseret samarbejde mellem bl.a. det lokale hospice, den praktiserende laege, hjemmeplejen og i nogle tilfaelde frivillige vågere udefra, som aflaster familien – isaer svage, aeldre pårørende aegtefaeller.

– Vi forsøger at skabe ro og tryghed ved at straks at kunne anvise nogle svar på den frygt og de bekymringer, som familien og den syge har, siger Lisbet Due Madsen.

Hun forklarer, at en betydelig del af indsatsen retter sig mod de pårørende, som ofte er uafklarede med, hvad der venter.

– For den syge maerker jo på sin krop, at kraefterne gradvist slipper op. De pårørende har et meget stort ønske om at tage bedst vare på den syge til det sidste.

Ud over at hjaelpe med at lindre den fysiske smerte og aflaste med hjaelpemidler som en hospitalsseng i eksempelvis stue eller sovevaerelse, rådgiver de udgående teams med at skabe balance.

Stress

Hun forklarer, at det i familier, som sjaeldent har haft gaester, kan vaere stressende, hvis der pludselig kommer mange besøgende for at sige farvel.

– Så vi kan råde familierne til at beslutte at skabe nogle rammer, som minder om dem, de har haft hidtil.

Hun fortaeller, at nogle altid har haft vanskeligt ved at tale om døden

– Og sådan er det typisk også i den sidste tid. De beskytter hinanden ved ikke at tale så meget om det, hvilket kan vaere fint. Andre har altid talt om døden, og gør det således også til det sidste, siger hun.

Det er ifølge Lisbet Due Madsen meget individuelt, hvor naert den døende ønsker, at pårørende skal vaere.

– Nogle ønsker fysisk kontakt til de sidste – eksempelvis ved at man holder dem i hånden – de ønsker deres naermeste helt taet på – men for mange er det afgørende, at der blot er nogle til stede.

Andre har altid talt om døden, og gør det således også til det sidste