Taktisk vejrtraekning
fysisk kontrollere sin
– MAN KAN IKKE frygt og nervøsitet, lød det skråsikkert fra en deltager til et af mine foredrag forleden.
– Jo, det kan du faktisk, svarede jeg. Som jaegersoldat brugte jeg nemlig simple vejrtraekningsøvelser til at få styr på nervøsiteten under en operationsindsaettelse.
Situationen var den samme hver gang, hvad enten det gjaldt at springe faldskaerm, fastrope fra en helikopter, traenge ind i et hus eller som livvagt at forlade den skudsikre bil og traede ud i Bagdads blodige gader.
Kroppen befandt sig udadtil i tilsyneladende ro, men indvendig havde udsigten til fare sat min produktion af kamphormoner på højtryk. Maven trak sig sammen, hjertet hamrede, det prikkede i fingrene. Den grønne farve i natbrillerne blev endnu skarpere, lyden fra helikopterens hvinende turbine blev tydeligere, dunsten af hydraulikolie fremstod klarere, og en tørhed bredte sig i munden.
jeg det, når jeg med mit team SÅDAN FØLTE for eksempel befandt mig i en mørklagt helikopterkabine, tungt bevaebnet og iført hjelm, balaclava (elefanthue, red.) og skudsikker vest påsat seks-banggranater, ekstra ammunition, spraengladninger, koben samt anden udrustning til brug for operationen.
Bag piloterne sad kabinechefen på knae og holdt én finger op mod os. Ét minut. Om cirka 60 sekunder ville helikopteren ankomme til målet – en lagerbygning, hvor ’terrorister’ holdt et dansk gidsel.
Opgaven lød på at lade os fire ned ad det 15 meter lange reb, spraenge tagdøren op, traenge ind i bygningen, eliminere terroristerne og befri gidslet.
helt frem mod den åbne TEAMET RYKKEDE dør, og forreste mand satte sig med benene ud over kanten i den kølige aftenluft, der hvirvlede forbi med 150 kilometer i timen. Som bageste mand var jeg den sidste til at forlade helikopteren.
Stress-symptomerne blev altid saerligt markante inden for de sidste par minutter, og jeg vidste, hvordan de skulle imødegås.
min ’taktiske vejrtraekning’. JEG BEGYNDTE Under balaclavaen pustede jeg ud i fire sekunder. Derefter fyldte jeg lungerne igennem naesen i fire sekunder og stimulerede på den måde kroppens antistresshormoner. Så holdt jeg vejret i fire sekunder og pustede til sidst ud igennem munden i fire sekunder. Denne øvelse gentog jeg fire gange. Både helikopteren og min puls sagtnede nu farten, maerkede jeg. Knuden i maven løsnede sig op, det prikkede ikke laengere i fingrene, og min mundhule var igen fugtig. Iltbalancen var genoprettet i kroppen. Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden.
Jeg var klarsynet, og operationsplanen stod knivskarpt i bevidstheden
sagtnede farten helt og HELIKOPTEREN holdt positionen over målet, hvorpå den første jaeger forsvandt ned ad rebet skarpt efterfulgt af den naeste. Jeg rykkede frem mod døren, tjekkede mit våben og min udrustning en sidste gang. Roligt og fokuseret greb jeg få sekunder senere fat i rebet, svang mig ud ad døren og firede mig ned ad rebet.
Prøv taktisk vejrtraekning, naeste gang du er nervøs. Skidtet virker.