Top-skuespiller takker af med manér
Daniel Day-Lewis leverer endnu en pragtpraestation i sin sidste film
’Den skjulte tråd’
Instr.: Paul Thomas Anderson Medv.: Daniel Day-Lewis, Vicky Krieps, Lesley Maville m.fl. 130 min. Premiere 15. februar i 36 biografer landet over
BBBB
Sidst instruktøren Paul Thomas Anderson arbejdede sammen med skuespilleren Daniel Day-Lewis i mestervaerket ’There Will be Blood’ (2007), slog konstellationen i den grad gnister. Det gør den i og for sig også i aktuelle ’Den skjulte tråd’, der blot ikke er naer så god en film.
Den tredobbelte Oscarvinder for bedste mandlige hovedrolle (den eneste af slagsen nogensinde) DayLewis leverer (igen) en pragtpraestation, der kun kan få en til at begraede, at han har valgt at stoppe karrieren i en alder af blot 60 år.
Og alene hans indsats i ’Den skjulte tråd’ er hele entrébilletten vaerd. Og med det imponerende arbejde, han laegger i alt, hvad han gør – både mentalt og fysisk – er der måske ikke så meget at sige til, at han føler, at han har leveret sit til filmbranchen.
Desvaerre er resten af ’Den skjulte tråd’ ikke helt på højde med Day-Lewis.
Flotte billeder
Filmen har tydeligvis noget på hjerte, men trods ekstremt flotte billeder hele vejen igennem (Anderson har ud over instruktion og manuskript også selv fotograferet), så er den virkelig lang tid om at komme i gang.
Hele den første time eller mere bruges på karakteropbygning og iscenesaettelse, indtil den pludselig tager en ret overraskende drejning og udvikler sig til et saert gribende studie i et magtforhold samt psykologiske og seksuelle relationer.
Day-Lewis spiller en modeskaber for konger, adelige og stenrige i 1950'ernes England. En narcissistisk arbejdsnarkoman med et gigantisk moderkompleks, der har bygget hele sit liv op omkring at eliminere enhver distraktion – godt hjulpet af søsteren Cyril (eminent spillet af Lesley Manville) – af isaer den menneskelige slags. Så kvinderne i hans liv skiftes ud, så snart de begynder at komme for taet på.
Servitricen Alma (en ret overbevisende tvetydig Vicky Krieps) lader sig dog ikke sådan affeje, og det er, da hun begynder at traede i (ikke helt rask) karakter, at filmen som helhed også gør det. Mere skal man helst ikke vide på forhånd, men vi kan love, at den indledende lange raekke af haute couture-kjoler efterhånden afløses af et noget mere slidstaerkt stof.
Rammer rent
Bergman og Hitchcock rumsterer i kulisserne, og tålmodigheden belønnes til sidst, da anden halvdel af filmen viser, hvor god Anderson er, når han rammer den rent. Men uanset hvad er DayLewis mere end grund nok til at begive sig ind i mørket. Han formår at vaekke både sympati og afsky – gerne i én og samme samme scene. Den kunst er ikke mange andre beskåret.