PRINS HENRIK VAR G
Familien i campingvognen troede ikke deres egne øjne. ’Det er jo prins Henrik’, udbrød moderen i begejstring, da prinsen i fuld uniform med striber af medaljer og Elefantorden steg ud af bilen for at straekke ben. Vi var på en rasteplads i Normandiet i Frankrig 4. juni 1984. Anledningen var markeringen af 40-året for invasionen i 1944.
Jeg var forsvarsminister, og prins Henrik og jeg skulle sammen med danske søfolk, Hjemmevaerns-enheder og andre danske markere denne dag med opstillingen af en statue for de faldne danske søfolk under krigen.
Prins Henrik var i topform. Og på ppladsen løb vi lige ind i den danske familie på ferie i Nordfrankrig; far, mor og tre teenagebørn, som jo straks genkendte prinsen og meget gerne ville snakke med ham og tage fotos.
Her oplevede jeg for første gang, hvor umådelig staerk prins Henrik var, når han mødte almindelige danskere. Snakkede og grinede og spurgte til ferien og fortalte om prinserne derhjemme. Langt vaek fra de bonede gulve blev han det sjoveste, mest hyggelige og opmaerksomme menneske. Prins Henrik var god til mennesker. Og allermest dem, der bare mødte ham uden forbehold, men med åbenhed, nysgerrighed, glaede og hengivenhed for ham og kongefamilien.
Han var let at tale med. Prins Henrik havde den klassiske dannelse, viden og intellekt kombineret med en masse humor, leg med ordene, nysgerrighed og drilleri. Kunne umiddelbart virke overfladisk, men var det ikke. Tvaertimod ville han vide noget, han ville se, opleve, smage, prøve tingene. Høre om mennesker og deres liv.
Han blev omtalt som ’kongehusets mest menneskelige ansigt’, fordi han netop var den åbne og venlige, som viste følelser og holdninger, bl.a. gennem sin digtning, i sine erindringsbøger og indimellem over for medierne. Det gav skrammer. Han er blevet beskyldt for klynk, selvmedlidenhed og krukkeri. Det smertelige dilemma blev, at prins Henrik ikke ville acceptere, at ’konge’titlen i Danmark ikke kan benyttes af andre end regenten. Over for det kunne både kongehus og regering gennem årene sagtens have givet prins Henrik udfordringer og opgaver, der havde mere officiel karakter end erhvervsrejser og åbning af udstillinger. Prins Henrik var til mere end det.
Eksempelvis den store nytårskur i 2002, hvor kronprins Frederik trådte i stedet for sygdomsramte dronning Margrethe til prins Henriks store og forståelige fortrydelse.
Den opgave havde i dronningens fravaer helt klart vaeret prinsens, og han oplevede det som en ydmygelse.
Mens vi i 1984 kørte hen over Normandiets landskaber, spurgte prins Henrik mig, hvad jeg kendte til fransk digtning. Hårdt spørgsmål på en sollys junidag. Ikke meget, måtte jeg erkende. Men i det litteraere mørke fandt jeg dog et digt frem, jeg kunne huske fra gymnasietiden – ’Barbara’ af Jacques Prevert. Jeg erindrede titlen plus lidt af handlingen om pigen Barbara i regnvejret i byen Brest. Prinsen lo drilsk, hvorefter han citerede hele digtet. Og spurgte så: ’Det er vist det, De mener, ikke?’.
Prins Henrik gjorde meget for at laere Danmark og danskere at kende. På sin egen måde. Det modsatte var måske ikke helt tilfaeldet.
Men sin franske baggrund løb han ikke fra. Prinsen fortalte engang, at da han og dronningen var blevet forlovet og skulle giftes, inviterede Frankrigs davaerende praesident, general Charles de Gaulle, parret på frokost i Elysee-palaeet i Paris.
Da frokosten var slut, fulgte de Gaulle parret ud, men lige ved udgangen trak praesidenten prins Henrik til side og sagde med alvor til ham: ’Glem aldrig at vaere stolt af Frankrig’.
Det pålaeg svigtede Henrik aldrig. Han var utraettelig, når han ville overtale danske ministre til at laese noget mere fransk, forstå Frankrig. Franske vaerdier. På en charmerende, men alligevel umisforståelig måde fik han mindet om, at der er langt fra Versailles til Christiansborg og Fredensborg.
Han kom selv fra store forhold i en adelig fransk familie i Vietnam og senere i Frankrig. Soldat i Algeriet, Sorbonne, den franske udenrigstjeneste. Han var allerede en intellektuel verdensmand, da han mødte prinsesse Margrethe. Og han kom til et Danmark i 1967, der på mange måder var langt fra den store verden.
Prinsen fortalte selv, hvordan hans svigerfar, kong Frederiks, vinkaelder bestod at to slags vin – rhinskvin og en rødvin, som efter franske standarder ikke ligefrem imponerede.
Det var Henrik, der i høj grad løftede Amalienborgs køkken og vinkaelder. Skabte ny kunst, nye farver, digte og raderinger og meget andet smuk harmoni med sin dronning, hvis intellektuelle og kunstneriske kapacitet bestemt kunne måle sig med prinsens. Sammen udgav de bøger under pseudonymet H.M. Vejerbjerg – Henrik og Margrethe med fordansket efternavn af Monpezat.
Prins Henrik blev som prinsgemal udnaevnt til general og admiral i alle vaern. Men militarist var han bestemt ikke. Som tidligere fransk soldat havde han respekt for Forsvaret og dets folk. Prinsen valgte selv flyvevåbnet som det vaern, der var ’hans’. Et underligt valg, for han var selv oprindelig haermand og havde ingen speciel tilknytning til luftvåbnet.
Måske fordi hans svigerfar var søofficer af navn og gavn og gamle kong Christian garder- og haerofficer om en hals. Henrik var til gengaeld en kreativ inspirator til at give flyvevåbnets uniformer mere stil bl.a. med en ny gallauniform og guldtresser a la Napoleons Grande Armé. Prins Henrik elskede hunde. Raekken af gravhunde var lang. Kloge hunde, men hidsige. Jeg havde selv som garder i 1972 på vagt på Fredensborg ’aeren’ af at blive bidt i benet af en prinsens
Langt vaek fra de bonede gulve blev han det sjoveste, mest hyggelige og opmaerksomme menneske
Prins Henrik havde den klassiske dannelse, viden og intellekt kombineret med en masse humor
Han var utraettelig, når han ville overtale danske ministre til at laese noget mere fransk, forstå Frankrig. Franske vaerdier
første hunde med navnet Souris. Heldigvis havde jeg både lange underbukser plus tykke bukser på. En arrig lille sag, som ikke brød sig om Livgarden.
Ved kongeparrets nye regering ti år se prinsen til min tid fortalte om Souris o der. Prins Henrik sl og dronningen kom te, hvad der skete, h med tårer i øjnene over, at Souris har svarsminister i be ment, den hund var
Prins Henrik har ning Margrethe ståe se, modernisering o danske monarki. Gj