Kulturministeren og alle magthaverne burde kigge lidt indad, vurderer Ditte Okman efter prins Henriks død
Måske var det Mette Bock, der mobbede Henrik
Jeg blev sgu ked af det.
ellers vaeret lang Optakten havde nok, og vi vidste vel alle, hvor det bar hen: Prins Henrik var på vej vaek. Ikke bare til Caïx, Venedig eller Sharm el-Sheik. Og det var kun et spørgsmål om tid.
Ventetiden blev lang. Så lang, at selv TV2 News måtte give op efter at have kørt 24 timers sløjfe med de samme oplysninger om en pressemeddelelse og så en masse baggrund om mandens virke, og hvem han egentlig var.
Det sidste vidste vi måske ikke. Eller ville ikke vide.
det mig igen og Personligt undrede igen, at en så privilegeret mand ville nedvaerdige sig til at klage, brokke og klynke over sin plads i raekken. Jeg forstod det simpelthen ikke og blev med mellemrum provokeret af det.
Helt upassende blev det, da kongehuset holdt pressemøde for den hollandske presse dagen efter terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København, og prinsen benyttede lejligheden til for guderne ved hvilken gang at beklage, at han skulle ligge under sin kone, som han billedligt beskrev det.
vred. Hvad fanden bildte Jeg blev manden sig ind? Var han virkelig så selvoptaget, at han ikke kunne lade sin personlige sag blive under dynen, mens landet var i chok over de brutale terrormord på to uskyldige borgere?
og taenker, om det
I dag sidder jeg var demensen, der talte. Ligesom det var demens-Henrik, der lod Margrethe sidde, dybt utilpas i samme sofa, og meddele den danske presse, at prinsen ikke ville dukke op som planlagt til dette pressemøde eller festen i anledning af hendes 75-års fødselsdag. Han havde influenza og havde det ’ikke så rart’, som hun vist formulerede det.
Da han to dage senere blev fotograferet på en baenk i Venedig, så han ud til at have det udmaer- ket. Men måske alligevel ikke helt, som han plejede ...
fået demens taet på livet. Jeg har også Og jeg kan genkende flere karaktertraek. Manden med en sag. Staedigheden. Og den manglende evne til at overskue konsekvensen af egne udbrud.
Var prinsen ond mod dronningen? Formentlig ikke. Han var bare opslugt af sin ligestillingssag, der for os andre dødelige kan synes grotesk maerkelig, eftersom hele institutionen ’kongehus’ jo sådan set er funderet på ulighed. Man er født til stillingen. Og alle royale er helt uden for loven. Ingen betaler moms, det er umuligt at forfølge dem strafferetsligt, alle midler – fly, tog, biler, politi, PET, kroner og bygninger – skal altid stå til rådighed.
Praemissen for kongehuset er ulighed.
Vores kulturminister Mette Bock havde på morgenen for offentliggørelsen af prinsens død travlt med at hakke på dem, som havde ’mobbet’ prinsen
I det lys virkede Henriks interne kamp mere smålig og skudt ved siden af, end den formentlig var …
gik i hvert fald to Men her til sidst ting op for mig:
1) Han mente sin sag så meget, at det så ud til at ødelaegge mandens liv. Og aegteskab.
2) Han burde vaere blevet konge. For hvorfor egentlig ikke?
mener jeg jo dybest Som republikaner set, at kongehuset er et overflødigt levn. Men når vi nu har institutionen, hvorfor så ikke køre den helt ud? Og hvis Mary går fra prinsesse til dronning med Margrethes afgang, så kunne man vel også have givet Henrik en passende titel? Hvis man altså ville.
Vores kulturminister Mette Bock havde på morgenen for offentliggørelsen af prinsens død travlt med at hakke på dem, som havde ’mobbet’ prinsen. Jeg ved ikke, om kritik af kongehuset eller dansk satire er mobning
– men måske skulle kulturministeren og alle magthaverne kigge lidt indad og spørge sig selv, hvad der gjorde prinsens sidste år, hvad man naesten kan kalde uvaerdige. Og hvad der er årsag til, at han måske gik i døden med en sorg.
Det var nok ikke Cirkusrevyen eller Ekstra Bladets billedgalleri.
var det det faktum, Ifølge ham selv at hverken kone eller folketing syntes at møde ham der, hvor han fandt oprejsning.
I døden må man gudskelov helt bestemme selv. Og mere end 1000 år frem kan han regne med saeromtale, når man rundviser i Roskilde Domkirke og fortaeller historien om prinsen, der ikke ville begraves med sin kone, fordi hverken hun eller regering ville gøre ham til konge.
Han ville hellere begraves i sin have sammen med sine gravhunde.
Det faktum kan Mette Bock så måske taenke lidt over …