19-årig på flugt
Den norske filminstruktør Erik Poppe praesenterer den første film om Breivik-angrebet, der kostede 69 mennesker livet
BERLIN (Ekstra Bladet): Sjaeldent har flere tusinde filmjournalister vaeret så stille i en biograf som under visningen af filminstruktøren Erik Poppes film ’Utøya’ på filmfestivalen i Berlin, der udelukkende er lavet ud fra de unge menneskers perspektiv. I 72 af filmens minutter – det samme tidsrum, som massakren varede i virkeligheden, kaemper de unge desperat for deres liv, mens Breivik skyder løs med et halvautomatisk gevaer og en ni mm Glock-pistol. På Utøya lurer døden bag hvert eneste trae og hver eneste klippe, og angstens sved pibler ud af de unge, der flygter på kryds og tvaers af øen, mens man konstant hører lyden af skud. I filmen ser man kun terroristen Anders Behring Breivik tre-fire gange på lang afstand, hvilket gør hele scenariet endnu mere grufuldt og nervepirrende.
Forklaedt som politimand
Til sommer er det syv år siden, at terroristen Anders Behring Breivik 22. juli 2011 spraengte en 500 kilo tung bombe foran regeringsbygningerne i Oslo, der kostede syv mennesker livet. Han kørte efterfølgende udklaedt som en politimand i en lejet bil ud til Utøya, hvor han tog den lille faerge Thorbjørn ud til øen under falskt påskud om, at han skulle sikre sig, at alt var i orden på øen.
Vi er altså nødt til at pege på, hvordan højreekstremisme kan se ud, og hvad det kan udvikle sig til
Her befandt sig flere hundrede mennesker fra det norske Arbeiderpartiets ungdomsafdeling på en sommerlejr. De første to mennesker, der blev skudt, var to voksne, nemlig øens lejrleder gennem 20 år, Monica Bøsei, samt øens eneste politimand, den erfarne Trond Berntsen. De gik hen mod Breivik, fordi Monica Bøsei havde fået en mistanke om ham. Men han haevede blot sit gevaer og skød begge to med koldt blod. Og det er netop ved lyden af disse skud, at selve filmen starter.
Kritik mod filmen
I Norge har der vaeret kritik af, at filminstruktøren Erik Poppe så tidligt efter massakren nu har lavet en fiktionsfilm om den norske tragedie. Men det forsvarede Erik Poppe således på pressemødet i Berlin:
– I Norge har man gennem årene diskuteret meget vedrørende Breiviks retssag og hans udmeldinger om, at han bliver dårligt behandlet i faengslet. Og man har diskuteret, hvordan de ødelagte bygninger efter Breiviks bombe skulle genopbygges. Men som årene er gået, er det, som om mindet om den forfaerdelige massakre på Utøya er fadet ud.
– Jeg har talt med flere af de overlevende og med foraeldre til omkomne, og de har den samme bekymring. Samtidig har jeg konstateret, at ny-fascismen har fået en opblomstring i Europa. Og vi er altså nødt til at pege på, hvordan højreekstremisme kan se ud, og hvad det kan udvikle sig til, siger Erik Poppe og tilføjer, at det har vaeret ekstremt hårdt for ham at lave filmen.
Søstre på dødens ø
I selve filmens univers koncentrerer Erik Poppe sig hovedsagelig omkring den 19årige karakter Kaja, der har sin lillesøster Cecilie med på øen. Og da de første skud falder, bliver de skilt fra hinanden. Og så følger man ellers konstant fra Kajas perspektiv de forfaerdelige begivenheder på øen, mens hun skiftevis flygter fra sit liv, ringer til sin mor og leder efter sin lillesøster på øen.
Kaja spilles af den norske skuespiller Andrea Berntzen, der selv kun var 12 år, da massakren fandt sted.
– Jeg kan huske, at jeg var ekstremt bange, da jeg hørte om det. Men jeg kunne ikke rigtig forstå alvoren i det. Jeg har også selv syntes, at det var for tidligt at lave en film om massakren på Utøya, men da jeg laeste, at den udelukkende skulle laves ud fra de unges perspektiv, sagde jeg ja til rollen.
Ord fra en overlevende
Tre af de overlevende, der har fungeret som konsulenter på filmen, er også til stede her i Berlin, og en af dem rejste sig op under pressekonferencen og sagde følgende:
– Jeg har medvirket som konsulent på filmen, fordi det er en historie, der naesten er umulig at fortaelle for os overlevende. Når jeg for eksempel skal fortaelle, hvad jeg selv oplevede på øen, kan jeg kun gøre det med en slags afstand. Men film kan altså komme meget taettere på, hvad der egentlig skete i forhold til det skrevne ord eller tale. Og jeg synes også, at filmen er med til at bevare en vigtig del af Norges historie.
Det er en historie, der naesten er umulig at fortaelle for os overlevende