EN HAER AF FANS
NORDKOREAS SMILENDE OG SYNGENDE CHEERLEADERE vaekker opsigt verden over – og får snakken til at handle om andet end atomkrig og diktatur, siger dansk ekspert
Regimet ønsker helt grundlaeggende at fortaelle solskinshistorien om Nordkorea
HANS-HENRIK HYBHOLT HARE
Der er omkring 230 af dem.
Unge, smukke og velernaerede.
Og så smiler de.
Om kap med solen, så man glemmer alt om kulde, blaest og atomtrusler.
Nordkoreas haer af fans under vinter-OL kan bare det dér. De har taget bussen over graensen og bakker i disse dage lystigt op om deres landsmaend i aktion på fjendens territorium.
Det er en ulige kamp på mange måder.
Ingen mastodont
Dels er Nordkorea sandt for dyden ingen mastodont på den internationale sportsscene. De ti udøvere, der har kvalificeret sig, ventes ikke at hive alt for mange medaljer med hjem. Og dels bøvler det kommunistiske regime nord for 38. breddegrad med renomméet.
Men pigerne – det er kun piger – gør et aerligt forsøg.
Og på mange måder minder de om alle andre fans, der lige så godt kunne stå på Sydsiden på Brøndby Stadion eller en flok jenter med kobjaelder i en norsk håndboldhal: De er ens klaedt, de kan sangene udenad og synger lystigt i kor. Og så har de det sjovt med at gå til sport. Sådan ser det i hvert fald ud.
Alligevel har pokkers mange mennesker verden over skelet til tv-billederne, der er sivet ud fra Pyeongchangs stadioner og haller den seneste uges tid og undret sig.
Fuldstaendig ens
For de 230 piger gør mere end det. For det første er de fuldstaendig ens klaedt, så klapper de i takt, og endelig bevaeger de sig i takt i en grad, så der er olympiske synkronsvømmere, der må sidde og vaere misundelige.
Og det ser man sandt for dyden ikke i hverken Brøndby eller Norge.
Martin Petersen er ikke videre overrasket.
Han har i en lang årraekke fulgt Nordkorea og forsket i det ellers tillukkede land. Blandt andet ved VM i fodbold i 2010 var det nogenlunde samme scenarie, der udspillede sig på tribunerne.
Positiv opmaerksomhed
– Det er jo en måde, de har praesenteret Nordkorea på ved flere begivenheder. Nogle griner ad dem. Andre cheerleadere og fans kan også bevaege sig i takt. Men det her med tilskuerne … det virker sjovt. Og det giver omvendt positiv opmaerksomhed sammenlignet med konflikten, de har med USA om atomvåben, siger Martin Petersen, der er seniorforsker, ph.d. og museumsinspektør ved Nationalmuseet i København.
– De lykkes nok ikke på den måde, de forestiller sig. Rigtig mange ser det her med et smil på laeben, vil jeg tro. Mediehistorien om Nordkorea er jo ofte enten en bekymring om atomtruslen, eller at man griner ad det absurde regime. Det her falder ind i sidstnaevnte kategori. Omvendt taler vi ikke om Nordkorea som diktatur eller atomtruslen imens. Så på den måde er strategien jo lykkedes, siger han.
Isaer i ishockeyhallen har de kaempet en kamp. Dels for at blive hørt – vaerterne har ikke vaeret naerige med larmende popmusik i højttalerne. Dels med rent faktisk at gejle spillerne op nede på isen.
Udstillet
8-0, 8-0 og 4-1 har det til lejligheden sammensatte nord- og sydkoreanske damelandshold tabt til Sverige, Schweiz og Japan.
Netop under kampen mod Sverige blev cheerleaderne udstillet. Havde man tidligere
vaeret i tvivl om deres ophav og verdensbillede, blev det i den grad vist for alverden.
Fire sydkoreanske cheerleadere dansede løs i hallen. De var iført taetsiddende hvide Tshirts og lyserøde hotpants samt de obligatoriske pomponer, så de lige så godt kunne have vaeret statister i de forfaerdelige ’Bring it on’-Hollywood-film.
Og deres nordkoreanske søstre brød sig ikke om det kontrastfyldte scenarium, der med ét viste, at de to folk befinder sig årtier fra hinanden.
Slukket for kontakten
Senere blev et udenlandsk par vist på storskaerm, mens manden friede til sin kaereste. Kameraerne zoomede ind på det lykkelige par, og hele hallen jublede.
Hele hallen? Naeh. Ikke de 230 medbragte piger. De sad helt stille med naermest fastfrosne facader, mens Nat King Coles ’L-O-V-E’ tonede ud i hallen.
Som om en eller anden havde slukket for kontakten.
Senere blev der taendt igen, og pigerne sang, klappede og heppede videre for fuld skrue.
Også da svenskerne havde scoret deres otte mål, og kampen var faerdig. Spillerne havde forladt isen, og de fleste tilskuere var ved at vaere ude af vagten. Da sad nordkoreanerne og sang og klappede videre. Med smil på laeberne, som om de slet, slet ikke havde fanget, at der ikke findes en 4. periode i ishockey.
Nøje udvalgte piger
– Der er ikke mange tilskuere, der har fået så meget opmaerksomhed, som de har, i de seneste år, siger Martin Petersen.
Han understreger, at det er nøje udvalgte piger. Enten universitetsstuderende eller måske sangere og gymnaster.
– En saerligt udvalgt skare med en vis form for status. Det er ikke hvem som helst. Det er eliten, der er udvalgt til at repraesentere Nordkorea, siger han og peger på, at det er nordkoreansk kultur, der bliver traenet i forskellige sammenhaenge, fra de er helt små.
– Der er for eksempel masselegene som bliver arrangeret i Pyeongyang, hvor de på det store stadion får tusindvis af børn til at stå med bøger med ensfarvede sider, som tilsammen danner fantastiske bagtaepper. En slags pixel i nationens fortaelling.
– Det er individet, der forsvinder i gruppen. Og kaerligheden til nationen og nationens ledere, der udtrykkes i faellesskabet. Og det er faellesskabet, der baerer fortaellingen. De repraesenterer en kultur, der bruger meget energi på sport og kultur – at orkestrere kroppen. Det bliver brugt som en måde at opdrage børn på. De laerer at vaere en del af regimet, siger han og tilføjer, at det kan vaere svaert at forstå, når man står udenfor.
– Regimet ønsker helt grundlaeggende at fortaelle solskinshistorien om Nordkorea. Det er lidt det samme, der foregår, når udlaendinge besøger Pyeong- chang og får praesenteret mønster-samfundet. Der er ingen spraekker, siger han.
Et skønmaleri
Det var der heller ikke tirsdag aften, selvom vejret var dårligt, og kvindernes slalom måtte aflyses. De nordkoreanske piger lod sig dog ikke slå ud. Iklaedt ens (selvfølgelig) røde skijakker samt røde og hvide huer stod de trofast og brølede løs, selvom vinden var hård, og arrangørerne havde stoppet konkurrencen.
For de er kommet for at heppe og male et skønmaleri. Og det skal hverken vaerter, vind eller vej lave om på.