DEN DAG STÅLE DØDE
Anniken Solbakken fortaeller den rørende historie om sin mands hjertestop
HAMAR (VG). Det er snart 17 år siden, det skete. Men Anniken Solbakken på 42 år kaemper stadig med at huske og fortaelle om, hvordan hun oplevede, at hendes mand, Ståle, naesten mistede livet på traeningsbanen hos FC København 13. marts 2001.
– Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad der egentlig var sket, og hvad det kunne føre til, siger Anniken Solbakken stille, da vi sidder på Solplassvejen i Hamar i Norge, der i mange år har vaeret familien Solbakkens hjem.
Hun har sagt ja til at fortaelle sin historie, men det er tydeligt, at Ståle Solbakken har ret om sin kone: Anniken kaemper med at fortaelle uden at bryde sammen.
To gange må vi tage en pause, fordi tårerne presser sig på. Det er svaert at se på, og det er nemt at se, at tankerne går tilbage til den skaebnesvangre dag.
Dette er historien, som hun husker den.
Hun var 25 år og hjemme med Markus på lidt under syv måneder, da det ringede på døren i København. Det var sjaeldent, at der blev ringet på – saerligt så tidligt på dagen. Anniken Solbakken åbnede døren, og kiggede på to ’spillerkoner’ fra FC København.
– Der er sket noget med Ståle til traeningen, sagde Anja og Sabina, to piger, som Anniken knap nok kendte.
Anniken Solbakken husker, at hun syntes, det hele var lidt maerkeligt, men at de to ’sendebud’ kunne skyldes, at FCK kun havde Ståles telefonnummer – og ikke hendes. Anniken troede heller ikke, at de havde nummeret til deres telefon i huset.
– Hvad er der sket? Anniken kiggede på det to kvinder, Sabina Lintala og Anja Lønstrup, henholdsvis gift med FCK-spillerne Pascal Simpson og Christian Lønstrup.
Der blev svaret, at ’Ståle havde fået en bold i hovedet’. Anniken mente, at der nok ikke var grund til, at hun skulle forlade Markus på syv måneder. Desuden var hendes aeldste søn, Sondre i børnehaven.
Det kunne han ordne selv
– Jeg taenkte, at det kunne han få ordnet selv. Men så gav de mig en telefon. I den anden ende var der en laege. Han sagde bestemt: ’Sabina tager sig af Markus. Du tager ind på hospitalet med Anja. Det er vigtigt’.
Anikken Solbakken lod sig overtale. Efterhånden indså hun, at de to spillerkoner var blevet sendt hjem til hende, for at der ikke skulle skabes panik. At sandheden ikke skulle fortaelles, før hun kom på ind på hospitalet.
– Bilturen var surrealistisk. Vi snakkede overfladisk bare lidt om, at jeg havde åbnet en butik og så videre. Men så ringede Anjas telefon. Vi fik at vide, at vi skulle køre til Rigshospitalet i stedet. Det var på det tidspunkt, hvor jeg først fik tanken om, at dette var mere alvorligt end en bold i hovedet.
Hun blev endnu mere bekymret, da de fik besked på at køre til Traumecenteret på Rigshospitalet i København. Her blev Anniken mødt af ’en person i hvid kittel’. Hun husker de ord, der blev sagt:
– Ståle har fået et hjertestop og er blevet lagt i koma.
I syv minutter havde Solbakken vaeret død, før ambulancepersonalet fik gang i hans hjerte igen. Det vidste Anniken ikke, da beskeden om hjertestoppet blev givet.
– Jeg kan ikke helt praecist huske, hvordan jeg reagerede, da laegen fortalte mig, hvad der var sket. Jeg var 25 år gammel, spejlblank og følte mig udødelig. Jeg troede ikke, at det kunne ske for mig. Jeg taenkte mest på børnene, at Sondre skulle hentes i børnehaven, og Markus derhjemme skulle have mad. Døden var noget helt andet. Noget, vi ikke havde et forhold til, fortaeller Anniken Solbakken.
Meget er uklart. Måske er noget visket ud – måske er der ting og tanker, som hun ikke vil huske tilbage på.
Et sort hul
– Det er som et sort hul. Jeg var sikkert i chok og kunne ikke kontrollere noget. Størstedelen af, hvad der skete efter, at jeg fik beskeden om, hvad der var sket med Ståle, har jeg fået fortalt.
– For eksempel, at Pascal Simpson – som spillede sam-
Ståle havde fået en bold i hovedet
men med Ståle på det tidspunkt – bestilte pizza hjem til os, og at Sondre nød det i høj grad.
– Jeg sad der i gangen på hospitalet og ventede på at få svar på, hvad der var sket, og hvordan det ville gå. Så kom jeg ind og sad ved sengen, hvor Ståle lå. Jeg var der hele natten, uden jeg fik nogle konkrete svar. Det var en desperat situation, siger Anniken Solbakken.
Hele Ståles og Annikens familie fra Norge var kommet til København. Anniken fik besked på, at hun kunne benytte sig af en seng på et gaestevaerelse. Ungerne skulle andre tage sig af.
– Jeg har aldrig haft et strejf af kristen tro. Men da jeg lagde mig i den fremmede seng, taenkte jeg: Skal jeg bede én gang, så er det nu.
– Det var et hårdt. På et eller andet tidspunkt faldt jeg sikkert i søvn – en slags sammenbrud.
Det skal gå
Da hun vågnede, ringede telefonen uafbrudt.
Ståles bror, Espen tog sig af det meste. Annikken kom ind på hospitalet igen – og lidt efter lidt gik det op for hende, hvad der egentlig var sket, og hvad det kunne føre til.
– Jeg husker, at jeg taenkte: Kan Ståle have fået en hjerneskade. Samtidig taenkte jeg: Det skal nok gå godt. Det SKAL bare gå godt. Jeg har altid vaeret den optimistiske – og Ståle dem mest pessimistiske. Men det tog for lang tid, før han vågnede, og før jeg fik svar.
Da Ståle Solbakken endelig vågnede efter tre dage i koma, var hans korthukommelse vaek. Anniken blev fortalt, at dette var almindeligt for en person, der vågner op fra koma.
Gennembruddet
– Det var alligevel skraemmende. Jeg var bange. Ståle kunne se ud af vinduet og stille det samme spørgsmål flere gange på kort tid: Er det Parken?
Blomster og lykønskninger kom i store maengder til hospitalet. Anniken prøvede at holde styr på dem og fortaeller om tre kort, hun bragte til Ståles vaerelse. Det ene var fra håndbold-spillerne Camilla Andersen og Mia Hundvin.
– På en måde blev det gennembruddet, for efter at have kommenteret sikkert hundrede gange, at han havde fået kort fra Andersen og Hundvin, taenkte jeg: Det kan blive interessant, hvis det fortsaetter sådan.
Bange for at miste
Så pludselig en dag sagde han: ’Hvornår er det nu, jeg tidligere har fået blomster fra Mia Hundvin og Camilla Andersen?’: Endelig huskede han lidt, og fra den dag gik det fremad. Korttidshukommelsen kom tilbage, siger Anniken Solbakken.
Hun fortaeller, at fra den dag følte de, at de var på rette vej fra den meget kritiske 'koma-del' – med tanker om, hvilke skader Ståle havde fået – til 'det skal nok gå fint'.
– Jeg havde sandsynligvis et akut chok med en antydning af en enorm frygt i mig.
– Jeg tror, at det, som gjorde, at jeg ikke gik helt i panik, var, at jeg var så ung. Var det sket for Anniken på 42 år og ikke 25 år, så tror jeg, at det ville have vaeret helt anderledes. Du bliver mere bange for at miste med årene, forklarer Anniken Solbakken.
Heldige
– I det helvede var vi heldige. Vi har meget at takke mange for. Jeg tror aldrig, jeg fik gjort det helt ordentligt. Jeg var lidt i chok.
Indtil Ståle faldt sammen, og hans hjerte stoppede, havde kriserne i familien Solbakken handlet om, at Ståle blev sat på baenken i Wimbledon, fortaeller Anniken Solbakken – og må smile af, hvordan en ’krise’ kan vaere hvad som helst i en bestemt kontekst.
Jeg taenkte mest på børnene, at Sondre skulle hentes i børnehaven, og Markus derhjemme skulle have mad
Da Anniken Solbakken følte, at det vaerste var forbi, kom Ståles reaktion. Og den sidder fortsat dybt i hende.
For Ståle Solbakken havde ikke bearbejdet det, der var sket. Han havde haft nok i at vågne og hente sin korttidshukommelse tilbage. Men da han kom tilbage, dukkede alle spørgsmålene op om hvad, hvem og hvorfor. Det eneste, han reelt vidste, var, at hjertet var stoppet, og at han skulle igennem to operationer – og have en pacemaker.
– Han fik jo ingen svar. Ingen kunne fortaelle ham, hvorfor det var sket. Men det han så gennem alle de kort, han modtog – inklusive et fra statsministerens kontor – var alvoren: Hvordan det kunne have vaeret gået. Og jeg tror, at det er derfor, han sagde de ord fra sygesengen i København, som jeg aldrig kommer til at glemme.
– Anniken, det her kommer ikke til at gå. Jeg kommer ikke til at overleve det her. Du er stadig ung, og du kan finde dig en ny mand, men børnene skal have mit navn. De skal hedde Solbakken. Og du skal fortaelle dem om mig, når de bliver lidt større.
Han var bange
Hun bliver tavs. Det gør ondt bare at fortaelle om det.
– Jeg husker, at jeg sagde: Hvorfor siger du dette, når det jo går godt? Det føltes naesten urimeligt efter al den frygt, jeg havde for at miste ham. Men jeg tror, at Ståle pludselig indså, at han ikke kontrollerede situationen, at han var meget bange.
– Han har sikkert spurgt og spurgt om alt muligt og helt sikkert taenkt, at han ikke ville overleve det. Så han ville sørge for, at hvis det gik galt, ønskede han, at jeg skulle leve mit liv. Det var hans budskab.
Kan ikke håndtere sygdom
Anniken Solbakken fortaeller, at en slags konsekvens som følge af denne situation er, at hun ikke kan håndtere sygdomme. Hverken når det gaelder hende selv eller børnene Sondre på 20, Markus på 17 og Ida på 13. At det er Ståles tjans, og at det er ham, som altid er der, når nogen er syge.
For Anniken kan ikke tackle det. Og det ved Ståle godt.
Hun fortaeller om en dårlig episode:
– Da jeg fik modermaerkekraeft i 2009, var det Ståle, som måtte ringe til mine foraeldre og fortaelle, hvordan situationen så ud.
– Jeg kan bare ikke håndtere det. Det er altid Ståle, som tager kommandoen i kriser.
– Det er lidt maerkeligt, for jeg er jo normalt den optimistiske af os, siger Anniken Solbakken.
Modermaerket blev hurtigt fjernet, og den store krise blev heldigvis undgået.
Sort humor
Anniken Solbakken mødte Ståle, da hun var 18, blev mor, da hun var 21, og har holdt familien på fem samlet, mens manden har rejst rundt i Europa for at traene fodboldhold.
Hun griner. Sort humor er vigtigt. Familien søgte engang sygeforsikring, mens Ståle Solbakken var traener i FC Köln i Tyskland.
– De så i papirene – den ene med pacemaker efter en hjerteoperation, den anden med en kraeftoperation – og sagde: Glem det.
Glemmer maskinen
Hun fortaeller også om dagene efter, Ståle kom hjem fra sygehuset, hvor han ville traene og løbe. Det var svaert at håndtere, fordi Ståle ikke var god til at komme hjem til tiden. Til sidst måtte hun bare lade vaere med at spørge,
Han havde haft nok i at vågne og hente sin korttidshukommelse tilbage
Jeg er ydmyg og imponeret over, hvordan vi har tacklet det lige siden
hvor lang tid han skulle løbe.
Anniken fortaeller, at det er laenge siden, hun har vaeret nervøs for sin mands helbred. Og hun kommer med eksempler på, at livet går som normalt – lidt for almindeligt for en person med pacemaker.
– Ståle glemmer jo stadig en lille kontrol-maskine, han har til sin pacemaker. Måske fordi han ikke taenker på det dagligt, siger Anniken Solbakken.
– Er der tidspunkter, hvor du er bange for, at det sker igen?
– Nej, det er der faktisk ikke, siger Anniken Solbakken.
Hun indrømmer så mange år efter den grusomme oplevelse i København 13. marts 2001:
– Anniken på 42 år er ikke saerlig stolt af den måde, Anniken på 25 år løste omsorgsopgaverne på i de specielle dage tilbage i 2001. Jeg manglede nok stadig forståelse for Ståles situation – og havde ikke de nødvendige redskaber til at håndtere det, som skete. Omvendt er jeg ydmyg og imponeret over, hvordan vi har tacklet det lige siden.
Tre intense timer med tilbageblik på en fortraengt tid i stuen i Solbakkens hjem på Solplassvejen i Hamar er slut. Hun puster ud.
Størstedelen gik godt – til sidst.