OVERVANDT KRAEFTEN
Mød Susanne, der blev ramt af en kraeftform, der er naermest umulig at opdage i tide.
Det føltes, som om helvedes porte åbnede sig. Der var intet håb for, at hun skulle overleve Jeg kunne fornemme, at der var noget galt. Isaer når jeg mediterede og virkelig var i kontakt med min krop
Det startede egentlig med en helt normal blaerebetaendelse. Det var laegen i hvert fald overbevist om.
– Jeg kunne fornemme, at der var noget galt. Isaer når jeg mediterede og virkelig var i kontakt med min krop, kunne jeg maerke, at der var mere i vejen, fortaeller Susanne Staun fra kanten af sin mørkebrune laedersofa i hjemmet lidt uden for Vejle.
Hun insisterede på at få en ordentlig undersøgelse, der kunne afdaekke, hvad det var, hun selv kunne maerke. Men hendes praktiserende laege mente, at de lige skulle se tiden an.
– Det var praecis, hvad de også sagde til min søster, der ikke laengere er her. Jeg ville undersøges, inden det var for sent. EFTER EN LANG raekke anmodninger blev Susanne endelig undersøgt.
’Susanne, det er ikke så godt det her. Du har en ondartet tumor på 3,5 centimeter i din bugspytkirtel. Og den er på et stadie og har en størrelse, der gør, at vi ikke kan fjerne den’. På hospitalet var dommen ikke til at tage fejl af. Susanne skulle dø.
Hun var blevet ramt af en sygdom, som kun 30 procent overlever i løbet af det første år. Efter fem år er 90 procent af de ramte døde.
HVERT ÅR RAMMES 6852 danskere af en kraeftform, der naesten er umulig at opdage i tide. Kraeftformerne kaldes de tavse draebere. Susanne blev ramt af den mest modbydelige.
– Det føltes, som om helvedes porte åbnede sig. Der var intet håb for, at hun skulle overleve, siger Preben Søndergaard, Susannes mand, mens hans øjne fyldes med tårer.
Susanne havde dog på ingen måde taenkt sig at give op. ’Det her skal ikke vaere enden’, taenkte hun. Faktisk var hun end ikke chokeret. Hun var afklaret.
– ’Det skal jeg nok klare’, var min første tanke. Godt, jeg lyttede til mig selv og min krop, siger hun om sin reaktion på den ellers barske dødsdom, laegerne gav hende.
SUSANNE OG PREBEN har altid levet et aktivt liv med sejlads, tre børn og et utal af rejser. Et aktivt liv, der har gjort, at Susannes helbred aldrig har skrantet.
Da en laege fra hospitalet ringede og sagde, at han kunne indstille hende til en forsknings- gruppe, der skulle behandles med en kombination af tre forskellige former for kemoterapi, var hun ikke i tvivl.
– Jeg vidste, at min krop kunne klare det. Selvom det ville blive hårdt, måtte jeg holde det ud. Alternativet var trods alt vaerre, fortaeller hun om det lille håb, en forsøgsbehandling havde givet hende.
Fordi behandlingen egentlig var et eksperiment, var det svaert for laegerne at sige, hvordan Susanne ville reagere. Men da det første skud kemo susede ind i kroppen, kunne hun i den grad maerke noget.
– Mange oplever kemoen som utrolig ubehagelig. Og selvom Preben beskrev mig som en zombie i den tid, hvor det stod på, så kunne jeg maerke, hvordan kraeften blev aedt, siger Susanne.
EFTER FIRE behandlinger kunne laegerne for første gang bringe glaedelige nyheder. Knuden var skrumpet. Behandlingen fortsatte, og pludselig var knuden vaek fra skanningsbillederne. Det kunne kun betyde én ting. Den måtte vaere blevet mindre end to centimeter.
Susanne blev flyttet til kirurgisk afdeling, da laegerne nu ville prøve at fjerne knuden ved en operation.
– Det var en af de største dage, da jeg blev flyttet. Men da operationen er så risikofyldt, betød det også, at jeg skulle sige farvel til min familie. De vidste ikke, om jeg ville vaere i live efter operationen, fortaeller Susanne.
SELVOM DET TOG mere end otte timer for laegerne at grave sig dybt ind i maven på Susanne, forløb operationen uden komplikationer.
’Jeg har fået knuden ud. Du er kraeftfri’, sagde laegen uden at blinke.
– I det øjeblik blev jeg euforisk. Jeg kunne danse. Det føltes, som om jeg havde vundet i livet, fortaeller Susanne om den livgivende besked, som hun fik i sommeren sidste år. Samtidig sender hun meget taknemmelighed mod laegerne og forskerne i projektet.
DER ER SKET en hel del siden oktober 2015, hvor Susanne fik sin dødsdom. Hun er startet på sit job som dekoratør og indretter igen, og så er hun begyndt at skive en bog om sit sygdomsforløb.
– Det handler om at bevaege sig fremad hele tiden nu. Livet er blevet sat i perspektiv. Med min bog kan jeg forhåbentlig hjaelpe og motivere andre til ikke at miste modet, når det ser svaerest ud. Laegerne sagde, at jeg gjorde 20 procent selv. De 20 procent vil jeg give videre.
Selvom det ville blive hårdt, måtte jeg holde det ud. Alternativet var trods alt vaerre