Opvokset på Blågårds Plads
Jores Okore kaster sig ind i diskussionen om håndtering af kriminelle og ghettodebatten på en meget håndgribelig baggrund.
Han er nemlig opvokset på Blågårds Plads på godt og ondt. Han lykkedes selv med at slå igennem som fodboldspiller, mens han kunne se naere venner blive forført af kriminalitet – og han har begravet barndomsvenner af samme grund.
I 2008 døde Carlos Kassitah efter knivstikkeri. Tre år senere blev Zoubir Aoussar skudt, og i 2013 blev Taher Saadaoui stukket ihjel.
Svaert at få et arbejde
– Stort set hele min barndom voksede jeg op på Blågårds Plads. Der boede jeg med min mor og mine brødre. En del af tiden var min far der også.
– Min far laeste til ingeniør her i Danmark og blev faerdiguddannet her i landet, men han kunne aldrig få et job på baggrund af den uddannelse, og det var vores opfattelse, at det i høj grad skyldtes, at han ikke hed Sørensen til efternavn. Min mor har ikke den største uddannelse, men hun har også haft svaert ved at få arbejde. Så jeg voksede op i en familie, der havde småpenge at leve for, fortaeller Jores Okore.
Der var ikke noget dansk praeg, fordi der ikke var mange danskere omkring os
– Det var ikke nemt, fordi vi boede i et område, hvor mange af mine venner var i samme situation. Vi var mange fremmede samlet på et lille område, og den kultur, vi voksede op i, var det, vi gjorde den til.
– Der var ikke noget dansk praeg, fordi der ikke var mange danskere omkring os. Det var kun lige i folkeskolen, at jeg havde etniske danskere omkring mig, men det var jo så lille en del af hverdagen med fire-fem timer dagligt.
– Det var også en hverdag praeget af mange fordomme. Fordi jeg kom fra Blågårds Plads, blev jeg jo opfattet som en kriminel, der godt kunne lide at slås, siger han.
Glaeden ved fodbold
– Heldigvis kunne jeg godt lide at spille fodbold. Og der var mange i området, der faktisk var rigtig gode til at spille fodbold, men det var de faerreste, der havde den mentale styrke til at slå igennem, konstaterer Jores Okore.
– Jeg savner lidt, at folk forsøger at saette sig ind i, hvordan det er at vokse op mellem to kulturer. Man føler sig ikke dansk, samtidig med at man skal vaenne sig til den danske kultur, forklarer Jores Okore.