IKKE DET VI ØNSKER
Det rumler i Socialdemokratiet. En raekke folketingsmedlemmer tager nu åbent afstand fra centrale dele af partiets udlaendingepolitik og afviser både kvoteflygtninge og partiets ønske om et burkaforbud.
Også de unge laegger afstand: Da partiledelsen for nylig ville pådutte nordjyderne partiformanden som ny folketingskandidat, var meldingen fra den lokale DSU-formand krystalklar:
Uanset Mette F. kommer vi ikke til at støtte partiets vi-dem-udlaendingepolitik under den kommende valgkamp.
Ledelsen har svaret igen med at forsøge at kuppe en af de mest markante og synlige dissidenter, Mette Gjerskov, som partiets folketingskandidat i Roskilde. Analysen i partiledelsen er vel, at hvis man hugger hovedet af dragen, så dør kritikken af udlaendingepolitikken.
Men her gør ledelsen regning uden vaert. Borgerkrigen i partiet vil vedblive at rase. For os menige socialdemokratier, der ønsker en både solidarisk og internationalt ansvarlig udlaendingepolitik, er det vigtigt at holde fast i, at det ikke er os, der saetter partiets tradi- tionelle vaerdigrundlag over styr. Det klarer den nuvaerende partiledelse såmaend udmaerket selv.
Dagens Socialdemokratiet har valgt at danse efter Dansk Folkepartis pibe på udlaendingeområdet. Denne kissemissen løser ingen problemer. Den er varm luft og et let gennemskueligt forsøg på at få nem omtale og fiske stemmer. håndtryk og bonusser, når de selv har sagt op og fortsaetter i samme job.
Jeg har fuldstaendig mistet grebet om, hvilket parti der vil hvad, for de ligner hinanden til forveksling.
Set fra min stol, tegner et valg ikke saerligt godt: Vi vil af med Venstre – men vil vi i stedet have Socialdemokratiet, som står for solidaritet, men som med Mette Frederiksen i spidsen i sidste ende mener, at de offentligt ansatte får nok i løn, og hvor ønsket om lighed ikke er til at få øje på – og heller ikke solidariteten med den brede befolkning?
Jo, friheden til at vaelge har vi – men hvad hjaelper det i sidste ende, når de alle vil gøre en forskel, som er ens?