1 kampdag og 364 fredsdage
Så slap vi igen, sagde naboen med et tilfreds grin. – For hvad dog? spurgte jeg dumt. – For alt det vrøvl med, at kvinder skal støttes og baeres frem og have saerlige privilegier, fordi de ellers bliver tromlet af brutale mandfolk. Den debat er allerede slut, svarede han.
JEG TROR, NABOEN HAR RET.
Når jeg ser tilbage på kvindernes internationale kampdag 8. marts 2018 var den mest noget, der foregik i radio- og tvprogrammer med lave seertal – og på forsiden af Politiken.
Her skaeldte den saedvanlige kødrand (undskyld!) af magistre fra RUC og omegn ud, suppleret af professor Drude Dahlerup. Hun har siden 1998 beskaeftiget sig med kvindeforskning på universitetet i Stockholm og fiskes altid frem af medierne ved den slags lejligheder.
Det skyldes nok, at hun årti efter årti formår at holde galden flydende, godt båret frem af den altid politisk korrekte meningsdannelse i Sverige.
’Lige nu ser vi jo, at #metoo-debatten har fået samlet mange forskellige stemmer til at diskutere de usynlige strukturer, der ligger i samfundet mellem kønnene. Den debat har vaeret med til at genetablere et samlet fokus’, sagde hun til Politiken.
Laes lige de to saetninger igen. Er de uforståelige, eller er det bare min svage begavelse, der hindrer mig at begribe meningen?
I DANMARK ER
jura-professor Kirsten Ketscher den skrappeste tante, vi kan byde på. Hun er ’rystet over, hvor lidt ligestillings- og diskriminations-retslige spørgsmål fylder i den politiske debat’. Kirsten har ellers personligt gjort sit bedste for at piske stemninger op, både ved Københavns og Oslos universiteter. Men Kirsten er en skuffet kvinde:
’Jeg kan ikke pege på en eneste ligestillingsminister, der har interesseret sig for at bringe ligestillingen fremad. Jeg kan ikke sige, hvem af dem der har vaeret vaerst, men konkurrencen er knivskarp’, smasher hun. Og tilføjer, at Danmark har haft mange middelmådige statsministre.
Jamen, hvordan skulle sådan nogle evne at rekruttere dygtige ligestillingsministre? Og hvordan er det lykkedes dem at overse professoren som minister-emne?
Professor Ketscher fremhaever som sin første kritik den kønslige skaevhed, der består i, at andelen af kvindelige professorer er faldet. Man kan vel tillade sig at kalde synspunktet en anelse naersynet.
HVAD ANGÅR SKIFTENDE
ligestillingsministres konkurrence om at vaere dårligst til at fremme ligestilling, har jeg foretaget min helt egen uvidenskabelige undersøgelse af vaelgernes kendskab til elendigheden.
Jeg begyndte med at spørge de første 20, jeg mødte, om navnet på Danmarks minister for ligestilling. Ingen af dem anede det!
Da jeg forklarede professor Ketschers kritik af ministrene, fremgik det, at indehaveren af professortitlen også var folk ubekendt.
som en rasende spekulerer over navnet på den regerende ligestillingsminister, glaeder jeg mig over det fremskridt, der skete i år under den faste 8. marts-debat om barselsorlovens fordeling.
Traditionelt har rød stue og feministisk cafélatte-bar argumenteret for, at maend skulle tvinges på barselsorlov en fast del af perioden. Dels for at få en naert forhold til barnet. Men isaer for, at mødrene ikke skal lide et karrieretab ved at vaere laengere tid vaek fra arbejdspladsen end faedrene.
I år forekommer det mig, at der har vist sig en art flertal for, at familierne selv skal have lov at aftale, hvordan de vil fordele barselsperioden. Hvem skulle også vaere bedre egnet til at afgøre dét?
ligestillingsminister, hvis navn jeg tilbageholder nogle linjer endnu, afviser at vaere ansvarlig for manglende initiativer. Hun siger, at uligheder er kollegernes skyld. Mange andre ministre baerer ansvaret for, at maend og kvinder ikke behandles ens, haevder hun. Man kan sige, at hun udgør en slags #notme-holdning.
Det mest forbavsende tal, jeg er stødt på i den del af debatten, der flyder af #metoo-opgøret, leveres i Politiken af kønsforsker Anette Borchorst. Hun har fundet frem til, at seks procent af danske kvinder har vaeret udsat for seksuel kraenkelse på arbejdspladsen.
Det lyder for mig som et forbavsende lavt antal. Forklaringen er – gaetter jeg – at Borchorst var så forbasket uheldig at foretage sin undersøgelse sidste år. Altså laenge før #metoo-opstandelsen gjorde det mondaent at melde sig som offer.
et års tid til naeste 8. marts – så der er gode muligheder for nye undersøgelser med vaerre resultater.
Men indtil videre må jeg konstatere, at den danske kalender består af én kvindelig kampdag – og 364 ret fredelige dage rent kønspolitisk. Tak for det.
Til sidst skylder jeg navnet på vor regerende ligestillingsminister. Hun hedder Karen Ellemann (V) og er i sin spildtid yderligere minister for nordisk samarbejde.