Kaere redaktører, I forsømmer jeres ansvar
en stigende tendens til, VI SER DESVAERRE at anmeldere i Danmark bruger deres følelser og personlige overbevisninger til at uddele hjerter og stjerner.
I sidste uge fik CPHCultures anmelder Michael Søby aeren af at anmelde ’Det skide show’ – et teaterstykke, der er baseret på ’Den korte radioavis’. Jeg er ikke sikker på Søbys politiske orientering, men han er en del af den uddøende art, der ikke mener, at Muhammed-tegningerne var principielt vigtige for beskyttelsen af ytringsfriheden.
Den holdning findes kun ude på den yderste venstrefløj, hvor man føler sig kraenket over alt og intet.
have taenkt DET SKULLE SØBYS REDAKTØR over, inden man sendte ham ud for at anmelde grov satire. Søbys personlige, politiske holdning overskyggede den egentlige vurdering af stykket.
’Det skide show’ fik to ud af seks stjerner, og laeserne blev snydt for en reel bedømmelse af en forestilling, de måske overvejede at købe billet til.
Nu vil den opmaerksomme laeser måske bemaerke, at jeg arbejder på Radio24syv og dermed kunne have interesse i at kritisere en dårlig anmeldelse af mine kollegers show.
Men jeg kritiserer også gerne en god anmeldelse af mine kollegers show. Det var eksempelvis til grin, da Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, fik Mikkel Andersson, der også er vaert på Radio24syv, til at anmelde samme show.
på satire, men det forekom MIKKEL ER SKARP mistaenkeligt, da han gav showet fem ud af seks stjerner. Til daglig har han skrivebord ved siden af ’Den korte radioavis’, og hans chefer har skabt Kirsten Birgit.
For nogle år siden fik Politikens anmelder Nazila Kivi aeren af at anmelde Geeti Amiris ’Glansbilleder’ – en bog, der handler om hendes personlige brud med social kontrol i et muslimsk minoritetsmiljø.
Politisk er Nazila Kivi at finde langt ude på venstrefløjen. Så langt ude, at hun benaegter, at social kontrol udøves oftere og mere ekstremt i etniske minoritetsmiljøer. I samme forbindelse kaldte hun Amiri for en husneger, der leflede for den hvide elite.
’Glansbilleder’ fik ikke overraskende to ud af seks hjerter i Politiken. Undertegnede og mange andre rettede en heftig kritik mod redaktør Jes Stein, som valgte Nazila Kivi som anmelder. Til sidst indrømmede han, at Kivi ikke havde fået til opgave at anmelde bogen, såfremt han havde vaeret bekendt med deres personlige kontrovers.
jo tro, at Jes Stein havde SÅ SKULLE MAN laert af sin fejl, men nej.
Forleden fik Nazila Kivi også aeren af at anmelde Morten Sabroes ’32 cm’ – en bog, der handler om en liderlig og #metoo-anklaget tv-vaert. Sabroe tegner et stereotypt billede af kvindekønnet. Heller ikke i dette tilfaelde formåede Nazila Kivi at tilsidesaette sin personlige overbevisning og bruge sin faglighed.
Kivi er så feministisk, at hun benaegter fakta. Hun benaegter den biologiske forskel mellem maend og kvinder. Hun tror, at køn udelukkende er en social konstruktion. Hun kaldte bogen for et ’misogynt manifest’ og gav den to ud af seks hjerter i Politiken.
Hendes anmeldelse mindede om det hylekor af feminister, der syntes, at ’En frygtelig kvinde’ var en dårlig film, fordi virkelighedens kvinder ikke er frygtelige. De følte sig så kraenkede, at de glemte, at filmen ikke var et debatindlaeg, men en fiktiv fortaelling, hvor det er tilladt at fordreje og forvaerre virkeligheden.
Kunsten vil blive så ensidig, at den ikke laengere udfordrer os intellektuelt
og oftere, at kreative vaerkers VI SER OFTERE berettigelse vurderes ud fra, hvorvidt indholdet er venstreorienteret eller feministisk nok. Det er en farlig udvikling, der i vaerste fald kan medføre, at kunsten udelukkende har plads til bestemte holdninger og budskaber. Kunsten vil blive så ensidig, at den ikke laengere udfordrer os intellektuelt.
Det må I redaktører baere ansvaret for.