SUPERLIGADOMMERNES HEMMELIGE BRODERSKAB
De får nogle taesk i offentligheden, men rykker bare mere sammen i bussen, fortaeller nuvaerende og forhenvaerende topfodbold-dommere
De tilhører en sjaelden race af masochistiske unge maend, der uge efter uge iklaeder sig det samme kostume og vader direkte ind i skideballer, overhalinger og mishagsytringer, der må kunne få den mest haerdede politiker til at krumme taeer.
Fodbolddommere er ikke, som mennesker er flest. Det kan de simpelthen ikke vaere.
I toppen af dansk fodbold haender det, at de får verbale taesk af fans, klubber og medier og anklages for at vaere elendige til deres job.
Det kraever sin mand at modstå, at de weekend efter weekend stiller op, og derfor klaedes de to gange om året godt på af DBU på seminarer og kurser, hvor blandt andet psykologer arbejder med de udvalgte for at ruste dem til opgaverne.
Men én ting er seminarer. Noget andet er det sammenhold og venskabelige forhold, der opstår, og som er et styrkende element, når hele verden buldrer og brager omkring dem.
Det fortaeller flere nuvaerende og tidligere topdommere til Ekstra Bladet.
Skeler til danske tilstande
Der eksisterer et ganske saerligt bånd, et sammenhold på tvaers af sund og baelter. På tvaers af tolkninger af fodboldregler, opdragelse og rutiner. Hvor man husker hinanden og giver et kald, hvis det går skidt, eller hvis en kollega skal have vendt nogle ting efter en kamp.
– Der er virkelig gode muligheder for at hjaelpe hinanden. For man vil jo gerne hjaelpes ad for at undgå at lave fejl. Det er et fedt miljø, som de større lande ikke har. Der hersker en meget uformel tone, og vi ønsker hinanden det bedste, siger Superliga-dommer Jakob Kehlet og bakkes op af Claus Bo Larsen, der fra 1994 til 2010 dømte dansk topfodbold og en årraekke var Danmarks bedste internationale dommer.
– Jeg har flere gange oplevet udenlandske dommere, der har skelet til os og konstateret, at de ikke har noget tilsvarende samarbejde i deres lande, siger han og naevner Tyskland.
Hjaelper hinanden
Jakob Kehlet er i dag Danmarks højest rangerede FIFA-dommer, og siden 2009 har han dømt i Superligaen. I skrivende stund er det blevet til 168 Superliga-kampe for den 37-årige aarhusianer.
Han er ofte i kontakt med andre topdommere i dansk fodbold.
– Ser jeg en dommer, der har haft en dårlig kamp, så ringer jeg til ham og spørger: ’Hvordan oplevede du det, og hvordan kommer vi videre?’.
– Jeg har selv prøvet det og husker, hvordan det var at få de opkald. Det hjaelper enormt meget, og man kommer hurtigere ovenpå, siger han.
Spidse albuer
Der er altså en form for coaching for at løfte kollegaen. Lidt paradoksalt fordi fodbolddommerne samtidig konkurrerer om at få de sjoveste og største kampe. Og der er da spidse albuer blandt de danske fodbolddommere. Det husker Nicolai Vollquartz fra sin tid som topdommer.
– Man finder også ud af, hvem man ikke kan stole på. Der er brodne kar i alle organisationer. Og der er altid nogen, der har albuerne lidt mere fremme, siger han.
Det kan Jakob Kehlet nikke genkendende til.
– Selvfølgelig er vi også konkurrencemennesker. Og man vil gerne havde de fede kampe selv, siger han.
Personlige relationer
Det er dog ikke konkurrencen, men samarbejdet, Vollquartz husker tydeligst.
– Vi bruger hinanden rigtig meget. Det er vel 98 procent af det. Der findes mange samarbejder på tvaers. Man flytter taettere sammen og skaber personlige relationer og bliver bedste venner. Det er de eneste, du kan stole på, siger Vollquartz.
Claus Bo Larsen laegger sig på linje med både Kehlet og Vollquartz og hylder det forhold, der eksisterer mellem de danske dommere.
– Der eksisterer et excep-
tionelt godt forhold. Et unikt samarbejde, vil jeg kalde det, siger Claus Bo Larsen, der dog siger, at sandheden også kommer frem, når den skal.
– Vi kan også skaelde hinanden ud.
Man kan sige tingene til hinanden, som de er. Jeg har flere gange fået at vide: ’Hold nu kaeft, Claus’.
Man kan også få hinanden ned på jorden. Det er vigtigt. Sådan noget betyder alverden.
– Ellers er man jo ret alene, og man kan ikke gå tilbage, når først kampen er spillet, siger han.
Ny i gamet
30-årige Sandi Putros er forholdsvis ny i gamet. Han har vaeret fodbolddommer i landets bedste raekke i halvanden saeson og har foreløbig dømt 30 kampe.
– Mange gange kan man kun se tingene den måde, man selv har taenkt. Man har vurderet en given situation og kan ikke finde på andre forslag. Så er det godt at tale med en anden, der ser anderledes på tingene. Jeg kan vaere udsat for ting i en kamp, hvor jeg efterfølgende taenker ’det kunne vaere håndteret anderledes’. Så ringer jeg til Jakob (Kehlet, red.). Ofte i bilen på vej hjem.
– Vi er meget aerlige og kan sagtens tale om, at man begår fejl. Eller hvis noget er skidegodt håndteret. Det er vigtigt, siger han og tilføjer, at det hjaelper.
– Jeg er blevet en klart bedre dommer, siger han.