DOPING-JAEGEREN
ORGANISERET SVINDEL: Forholdene i sportens verden har flere ligheder med organiseret kriminalitet, end man umiddelbart skulle tro, konstaterer tidligere politichef Michael Ask, der som antidoping-direktør vil gå hårdt efter bagmaendene
Hvis begrebet ’integritet’ har vaeret et nøgleord for kulturministeren og hendes ans aet telses udvalg, kan man, når man sidder over for ham, godt fornemme, hvorfor Michael Ask for tre år siden lagde dem ned og fik jobbet som nationens ledende dopingjaeger.
For der er en vis fasthed i både udtryk og håndtryk hos den store mand, der gennem 30 år har håndteret såvel rockere som narko– og men-neskesmuglere.
Og hvis han inde bag sin rolige facade kan trues eller købes, så raekker hans praestation ud efter en Oscar.
Dermed adskiller han sig fra en del internationale idraetsledere i en verden, der lever et liv uden ubehagelig kontrol udefra, og det er bestemt også meningen, forstår man.
’Pas på, far kommer efter jer’. Om ikke med blå blink, så i hvert fald med en efterforskers målrettede blik.
Alligevel gemte Michael Asks skifte fra det rigtige politi til sports-politiet på en aha-oplevelse.
– Der er faktisk flere ligheder i forhold til organiseret kriminalitet, end jeg troede, erkender han.
– Jeg har set meget som politimand og vidste godt, at der bliver snydt i sport. Men at det er organiseret i den grad, som vi har set det med Rusland de senere år, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig.
Går efter bagmaendene
I den sammenhaeng føler han dog, at han kom ind i jobbet med en vis ballast.
– Jeg har erfaring fra efterforskning og efterretning. I forhold til doping og matchfixing prøver man jo tit at underbygge et rygte med andre kilder og bygge en sag op. Den metode kender jeg fra min tid i PET og Rigspolitiet.
– Jeg har også boet fire år i Prag, hvor jeg som forbindelsesofficer arbejdede med narko– og menneskesmugling. At forstå, hvordan de mennesker opererer, er en vigtig egenskab at have med, siger det inkarnerede konkurrencemenneske, der isaer har svinget en tennisketsjer på et vist niveau.
Den kunne han i overført betydning godt taenke sig at svinge lidt hårdere i retning mod bagmaendene. I hans optik er pengestaerke privatpersoner og slyngelstater sluppet for billigt i forhold til de atleter, der går i dopingfaelden.
Det er atletens ansvar, at han doper sig, men vi ved jo også, at der er bagmaend, der presser citronen
– Jeg ser gerne, at man udvikler nogle metoder til at komme bag om den enkelte forbryder. Det er atletens ansvar, at han doper sig, men vi ved jo også, at der er bagmaend, der presser citronen.
– Atleten er i et afhaengig-hedsforhold i et job, hvor der skal tjenes penge. Også der
er der nogle paralleller til organiserer kriminalitet.
– Det er fod-soldaten, der er den nemme at ramme for myndighederne. Der har man ikke vaeret gode nok i den internationale dopingverden til at komme bagom og få skabt beviser, fastslår han.
En enorm opgave
Det internationale dopingagentur WADA, der styres og finansieres af den olympiske bevaegelse og de deltagende regeringer i faellesskab, har fra begyndelsen i 1999 fokuseret på at rense op blandt atleterne.
– Det var naturligt at lave et system, hvor den enkelte atlet skal stå på mål for det, han tager ind i sin krop. Men efterhånden, som vi har fået afsløret nogle af de mere sofistikerede doping-systemer, skal man i højere grad fokusere der.
– Der vil komme flere sager, der er bygget på andet end positive dopingtests, og derfor har vi også ansat en af mine tidligere medarbejdere fra Rigspolitiet.
Samtidig ser han det som en meget stor opgave for WADA, der i 2018 skal operere med et samlet budget på 32 millioner dollars – knap 200 millioner kroner – at skulle op mod såvel en milliardtung, professionel sportsindustri som store og svaert tilgaengelige lande som Kina og Rusland.
– WADA er hele verdens politibetjent. Men hvad koster Neymar, spørger han retorisk med adresse til den halvanden milliard kroner dyre brasilianske fodboldspiller.
Passer på de rene
Som direktør i Anti Doping Danmark prøver han at fremme sine synspunkter i bestyrelsen for iNado, sammenslutningen af de nationale dopingenheder. Men han drives også af sin helt egen retfaerdighedssans og sportsglaede.
– Sporten gør så meget godt og giver så meget til det enkelte menneske – også i forhold til det sociale. Den har en opdragende effekt på unge mennesker, som laerer, at der er et vist kodeks, man skal overholde. Det er en fantastisk ting.
– Grundlaeggende handler det her for mig om de rene atleter, der bruger en stor del af deres unge liv på at komme til OL for så år efter at opdage, at den fjerdeplads, de fik, skulle have vaeret en medalje.
– De skulle nødig taenke, at der er så meget snyd, at det ikke er det hele vaerd. De skal kunne praestere i et miljø, hvor de ikke risikerer at tage noget, der giver dem kraeft senere, og hvor de kan have tiltro til, at hvis andre gør noget forkert, så bliver de straffet.
Derfor drømmer Michael Ask også om et mere objektivt og uafhaengigt system, der på sigt kan afgøre sager og uddele sanktioner på internationalt niveau på tvaers af sportsgrene. Hvor det ikke er politiske eller økonomisk hensyn, der styrer.
Ikke for enhver pris
Som konkurrencemenneske kan han godt saette sig ind i den enkelte doping-synders mindset, siger han.
– Jeg forstår godt, hvad der driver folk, der gerne vil vinde, men man skal altså holde sig inden for et regelsaet, siger dopingjaegeren, der ikke er helt vild med netop den betegnelse:
– Vi bruger faktisk den største del af vores tid på at prøve at forhindre, at nogen doper sig. Vi har hjulpet atleter, der mere eller mindre uforvarende er kommet i vores maskineri, og vi gør meget ud af det praeventive arbejde.
– Vores opgave er ikke at knalde folk for enhver pris, men at få belyst en sag så godt som muligt.
At det er organiseret i den grad, som vi har set det med Rusland de senere år, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig