Vi stjal knallerter, bilradioer, og hvad vi ellers kunne komme til, og så tog vi stoffer og røg hash og solgte lidt. Jeg fulgte strømmen
TORBEN BOHNHARDT KØRTE
bilen med ét øje, så laenge han kunne, og det lykkedes ham at ryste maendene af, før hans makker tog over og kørte ham til hospitalet i Aarhus.
– Jeg var blind, da jeg kom ind på hospitalet, og jeg kan huske, at jeg tog en beslutning om, at hvis jeg blev blind på begge øjne, så ville jeg ikke leve mere. Det blev jeg heldigvis ikke.
Efter skudepisoden aendrede Torben Bohnhardts liv sig dog alligevel markant. Han mistede nemlig sit højre øje.
– Det første lange stykke tid skulle jeg laere at afstands-bedømme. Jeg vaeltede jo alt. Det svarer lidt til, at man går fra højre hånd til venstre hånd, ikke? Det skulle traenes. Min drøm om at komme ind i militaeret røg også. Jeg gik med klap i en lang periode, og i dag har jeg glasøje.
EFTER SKUDEPISODEN
gik Torben Bohnhardt og vennerne hver til sit. Men det fik ham ikke til at forlade den kriminelle løbebane. Snarere tvaertimod.
Han blev i stedet draget mod rockermiljøet, og det var der en helt saerlig grund til.
– Når man er rodløs og har følt sig skoddet hele sit liv, så er følelsen af at traede ind og vaere accepteret og vaere en del af faellesskabet som en drøm, der går i opfyldelse. For mig var det også motorcyklerne, der trak. Det repraesenterede at hans involvering i kriminalitet for alvor tog fart, da han blev en del af rockermiljøet. Her blev han kendt som ’Enøje’.
– Det er klart, at vi lavede en masse fiksfakserier. Vi skulle overleve, og det gjorde vi ved kriminalitet. Jeg havde i løbet af tiden påbegyndt forskellige uddannelser, blandt andet som flyttemand, men det gik bare ikke. hurtigt et ry i rockerklubben, og der gik derfor heller ikke laenge, før han blev, hvad han selv kalder ’fuldrygget’ medlem.
– Jeg blev set som pligtopfyldende og loyal. De vidste godt, at jeg gik hele vejen. Jeg bakkede ikke ud, hvis vi skulle på et raid (overraskelsesangreb, red.), eller der var nogen, der havde svinet vores klub til, så var det bare med at komme afsted. Jeg var altid klar på at gå forrest.
– Det var slet ikke sådan, at vi hoppede ud, når vi så nogle aeldre mennesker, og så skulle de trynes. Men hvis nogle fra rivaliserende klubber havde generet os, så var der ingen vej tilbage. Jeg har delt mange taesk ud i min tid.
Det er der ingen tvivl om.