Kvindekampens ansigter

Der var gået mindre end et døgn, siden parolerne havde lagt sig. Jeg bliver intuitivt traet af event-baserede politiske højtider som folketingsåbninger, grundlovsdage og kvindedage. Jeg synes, jeg lissom fattet budskaberne.

har

Kom nu, for fanden, kan jeg laere mere af virkeligheden?

– Vil du sørge for, at vores mor kommer godt hjem, siger de to høflige unge maend ind gennem den nedrullede siderude.

De er overrislede på den paene måde og har ikke taenkt sig at slutte byturen endnu. Der skal kyles nogle flere bajere i svaelget, inden natten er slut. Men mor skal hjem nu.

HUN ER EN NYDELIG

kvinde – formentlig

i 50’erne – og helt nøgtern.

Hun har styr på sin beruselse og gennemfører de unge fyres hjaelpeprogram, fordi det må vaere okay at nyde godt af lidt maskulin hjaelpsomhed bare en gang imellem.

Og så for drengenes skyld. De vil jo så gerne!

Nej, hun siger det ikke. Det er øjnene, der fortaeller budskabet med den blanding af kaerlighed og overbaerenhed, som er et kendetegn for kvinder, der staves med q.

Nej, hun er IKKE deres mor.

Hun er deres ’mester’. Den eneste, kvindelige ejer af et solidt vvs-firma, jeg har mødt. For hvis der er noget, der er en mandeverden, så er det den med blik og rør.

– Jeg er da heller ikke uddannet hun.

OG DET VAR DA HELLER IKKE

forudbestemt, at den unge revisor skulle overtage sin farfars og siden sin fars firma, der ellers ligger solidt på markedet i en af de velpolstrede omegnskommuner. Men hun var enebarn med en ubaendig lyst til at vaere selvstaendig. Så hun fik overtalt faderen til at gå ind i firmaet med en halv snes ansatte og en butik på byens hovedstrøg. Hun passer shoppen, som åbner klokken syv – og så selvfølgelig ledelse, skaffer ordrer og har styr på pengekassen.

– Lige nu er det allersvaereste at finde uddannede svende. Det er totalt saelgers marked, og jeg skal bruge folk, som kan omgås kunderne som mennesker. Det skal vaere rart at vaere ansat hos mig. I dag sluttede vi ugen på en af de gode bøf-restauranter med middag og god vin til hele flokken. Og drengene er bare så søde og sørger for, at fru Mester kommer godt hjem. Det er et godt liv, det her!

Jeg giver hånd, og hun forsvinder ud af Mercerens lyskegle, mens jeg taenker på, om jeg kan nå at skifte branche.

Staerk dame. Smuk chef!

SCENESKIFTE TIL

i vvs, fortaeller

en anden kvindelig hovedrolle. Jeg samler naeste kunde op i det mest mondaene forretningskvarter på Strandvejen. Hun står halvt ude på vejen for at vaere sikker på, at jeg ser hende. Taler til mig med tydelig slavisk accent – på et totalt lorte-engelsk. Tager kulden med sig ind i stuen – pakket ind i en lidt for stor, arktisk frakke.

Hun skal hjem til en ven eller en veninde. Hvad laver hun her mellem maerkevare-butikker og forretnings-hovedkvarterer i glas og stål og fancy lysdesign?

Først ser jeg hendes brune, frygtsomme øjne bakspejlet. Hun er ung – og slidt. Der er rester af en lidt for vulgaer laebestift med perlemors-glans på de lidt for store laeber. Men der, hvor laeberne mødes, er farven for laengst forsvundet, og jeg ser dem – uden farve.

Blege – ligblege. Nu forstår jeg. Hun har fået taesk!

DET ER IKKE BOTOX

i

Hun taler nervøst i telefon, og jeg hører en tryg kvindestemme i den anden ende. Jeg kører scenarierne igennem mit eget hoved. Hvad laver hun herude i kvarteret? Er hun en luder, som har fået taesk? Eller er hun kaereste til en fyr, der har blaest hjernen ud med vodka.

Tør ikke spørge hende.

JEG PRØVER AT TILBYDE

min hjaelp, da til at bruge politi-ordet. hun skal saettes af, og kommer

– No, no, no!

Hun vil bare hjem til sin medsøster. Betaler kontant i sedler. Så tager hun min ene hånd, laegger tre 20-kroner i fladen og lukker den med sine kolde fingre. Hun sender mig et smil fra det forslåede ansigt.

Drikkepenge fra et voldsoffer.

Jeg ville hellere fejre kampdagen med en naeve i fjaeset på røvhullet derude i natten!

God morgen, Danmark – isaer til det ene køn.