De og traettende
sig melns et. flaen. us, vi n), in aedeag. leed, ns så er som muligt som avatarer i OASIS – et enormt virtuelt univers, hvor man kan vaere lige den, man vil.
Har gemt tre nøgler
Spillet er skabt af den nu afdøde Steve Jobs-agtige James Halliday (en god Mark Rylance), og det viser sig, at han inde i OASIS har gemt tre nøgler, der, hvis man finder dem, giver en den fulde kontrol over OASIS samtidig med, at man arver hans enorme formue.
Dem er der i sagens natur mange, som er på jagt efter, ikke mindst Wade og hans flok – kaldet The High Five – samt den grådige forretningsmand Nolan Sorrento (Ben Mendelsohn).
Det er den egentlig ret spinkle praemis, som bevirker, at langt størstedelen af 'Ready Player One' foregår inde i OASIS, og selv om det byder på mange vanvittige rutsjeture og spektakulaere scenarier, så har man ret hurtigt også følelsen af at kigge på, mens andre spiller computerspil.
Og grundlaeggende i modstrid mod filmens morale om, at det er i den virkelige verden, de egentlige kampe bør stå.
Ikke mindst fordi rammefortaellingen – altså filmens egentlige virkelighed – er så tyndt beskrevet, at det bliver svaert at forholde sig til filmens karakterer, hvad enten de nu optraeder som avatarer eller ej. De gode er fra starten gode, og ditto de onde. Det giver ikke meget rum for udvikling eller nuancer. Og så er 140 minutter altså lang tid. Og nej, man bliver ikke overrasket over udfaldet.
Døde kulturen i 1989?
Ligesom de absurd mange nostalgiske populaer-kulturelle referencer er ret sjove i starten, men efterhånden bliver en unødigt demonstrativ og anstrengende gimmick, der ikke formår at skjule manglen på egentlig substans.
Det er også ret spøjst, at en film, der tydeligvis har et yngre publikum som målgruppe, stort set udelukkende benytter sig af referencer fra 80’erne.
Kulturen døde åbenbart i 1989 – også selv om vi skriver 2045.
Fravaer af magi
Spielbergs filmhåndvaerk fornaegter sig ikke, og der er glimtvist også uforglemmelige øjeblikke – ikke mindst en veloplagt hyldest til Kubricks 'Ondskabens Hotel' – men den der spielbergske magi, som vi kender fra hans bedste film, er fuldstaendig fravaerende. Det har den desvaerre vaeret i en del år. 5. ’A.I. – kunstig intelligens’ (2001)
En af Spielbergs mest forkaetrede film, men jeg vil nu godt slå et slag for den her. Den bygger på et forlaeg af Stanley Kubrick, og man fornemmer tydeligt de to instruktørers meget forskellige temperamenter, hvilket man enten kan irriteres over eller finde staerkt fascinerende. Jeg gør det sidste.
Og den vaerste
... ’Hook’ (1991)
Der er hård traengsel om pladsen her, men valget er alligevel faldet på denne opdatering af historien om Peter Pan, som var slem, da den kom, men bare er blevet vaerre med årene. Og ja, vi har fattet, at vi skal vaerne om vores indre barn, så må vi godt slukke nu?