KAEMPER FOR DE UNDERPRIVILEGEREDE
Skuespiller og rapper Al Agami har et stort socialt hjerte og et kongedømme i Afrika at forholde sig til
I øjeblikket står han på de skrå braedder på Det Ny Teater i den anmelderroste musical ’The Book of Mormon’ og er en hårdkogt krigsherre med det poetiske navn General Røv Fucking Nøgen. Den iltre krigsherre er langt fra virkelighedens Al Agami – og dog. Agamis terapi for ptsd er ikke kommet af ingenting. Og Agami senior – kongen eller som det praecist hedder ’Agofe’ af Lado, det afrikanske land, der er ti gange større end Danmark, og som Storbritannien lod opsluge i Uganda – har da også kaempet for sine rettigheder altid. Først som barn med våben i hånden, herefter som haerleder og siden fordrivelsen med diplomati.
Den form for tilvaerelse går ikke sporløst hen over en børneflok, og Al Agami har som den aeldste da heller ikke tal på den maengde af diplomatiske ekskursioner, han som udnaevnt statsrådgiver har vaeret på. Alligevel har han trangen til at gøre en forskel – sparke røv og give de indflydelsesløse en stemme. Om det skal ske ved en dag at overtage faderens status som konge af Lado, eller om det skal ske ved at gå ind i dansk politik, er det dilemma, han i dag står med.
– Primaert har jeg brugt musikken og scenen som min kampplads, om man vil. Det har givet mening, både når jeg har arbejdet med unge med såkaldte adfaerdsproblemer, og når jeg har skrevet sange for mig selv. Musikken er en ventil, hvor man kan få luft for håb, drømme, kaerlighed og frustrationer – for nu at naevne noget, smiler Al.
Lejemorderen skred
Den 46-årige ladoneser måtte flygte første gang, da Idi Amin sendte en lejemorder ud for at gøre det af med endnu en politisk modstander – Al Agamis far, John Bart Agami. Lejemorderen vidste ikke, hvem han skulle skyde, og da det blev klart, at det var Al Agamis far, som tidligere havde reddet lejemorderens onkels liv, blev der ikke noget ud af den forretning.
Familien flygtede. I flere etaper. Og endte med at blive samlet som konventionsflygtninge i Kokkedal nord for København.
– Vi er statsløse – udstyret med konventionspas. Og selvom jeg kun var knap tre år, da vi flygtede, har det indtil videre virket som en kapitulation i forhold til Lado at få et dansk pas, forklarer han.
De første år som FN-flygtning i Kokkedal var i Al Agamis bevidsthed solfyldte og trygge. Men så rykkede de til Afghanistan for herfra at rejse en opstand, så faderen kunne få sit kongedømme tilbage og genoprette sit folks selvstaendighed. Og det var de turbulente år her, der, set i bakspejlet, gav Al Agami den ptsd-lignende tilstand, der jaevnligt har forfulgt ham.
– Hvis ikke jeg havde kunnet optraede og skrive musik, kunne jeg vaere endt meget anderledes, og heldigvis fik jeg vind i sejlene, da mit første store hit, ’The Whistle Song’, der lå i top fem på den britiske hitliste i 2000.
Ifølge Al Agami var han selv fyldt med vrede og aggressioner som ung. I hans område i Kokkedal boede han sammen med 38 forskellige nationaliteter. Ikke alle var Guds bedste børn, andre var traumatiserede og syge – kort sagt var en del underprivilegerede.
Jeg drak for meget
– Jeg drak mere, end godt var – ikke mindst når vreden tog over, men jeg har laert at slukke for den knap nu og bruge energierne positivt. Det er den erfaring, jeg prøver at give videre til de unge i mine projekter. Men uretfaerdigheder skal ingen finde sig i. Hverdagsracismen er raedselsfuld – isaer pisser visse taxachauffører mig af, og for nylig blev min 18-årige søn og jeg naegtet indrejse i Storbritannien. Jeg har fået et arbejdslegat og skulle sidde og skrive der, men mit konventionspas spaendte trods mange tidligere turistbesøg ben. Myndighederne var vel bange for, at endnu en flygtning skulle blive haengende.
Men som Al Agami selv har erkendt – og som laeren til de unge er: Man løser ikke den slags ved at drikke sig fuld og slå på taeven.
– Mine problemer her er ilands-problemer. Og man kommer ikke videre ved at dyrke offerrollen, selvom fordomme og snaeversynethed er voldsomt provokerende. Vi skal samle styrke og bruge scenen og teksterne som våben til at aendre idiotien og opbygge et selvvaerd. Det er det, jeg gør i den absurde verden i ’The Book of Mormon’, det er det, jeg gør i musikken, og det er det, jeg gør i mine projekter med de unge, fastslår Al Agami.
Hvis ikke jeg havde kunnet optraede og skrive musik, kunne jeg vaere endt meget anderledes
Mine problemer her er ilandsproblemer