Rend mig i den danske model
uger afgør, om vi får et DE NAESTE PAR stort forlig på det offentlige arbejdsmarked, eller det ender i slagsmål og konflikt, der får lov at køre en uges tid eller mindre. Forligsmanden har udsat det hele, og måske finder partnerne hinanden bag de hermetisk lukkede døre. Måske ikke.
Uden for dørene er der de seneste uger blevet sagt mere end rigeligt. Isaer politikerne har ikke kunnet holde kaeft om forhandlingerne, men med billig smiger og tomme løfter forsøgt at købe sig til lidt sympati og stemmer fra de efterhånden rimelig ophidsede og usikre medarbejdere i det offentlige.
Men tror de radikales Morten Østergaard, DF’s Kristian Thulesen Dahl eller for den sags skyld KL’s nyvalgte socialdemokratiske formand, Aarhusborgmester Jakob Bundsgaard, virkelig, at de offentligt ansatte er så snotdumme, at de falder for deres gratis leflen lige inden lukketid? Selvfølgelig ikke. Det var vaeret pinligt at opleve centrale politikere optraede så holdningsløst på et så afgørende tidspunkt.
Men hver isaer har de politiske fedterøve ydet et bidrag til, at den højt besungne ’danske model’ er udsat for et alvorligt livtag. Ender forhandlingerne i sammenbrud og konflikt, bliver der ingen medaljer hverken til Anders Bondo, Dennis Kristensen, Flemming Vinter, Sophie Løhde, Jacob Bundsgaard eller Michael Ziegler. Endsige Morten Østergaard og Thulesen Dahl. De vil stå som de store tabere.
til gengaeld sin styrke MODELLEN VISER på det private arbejdsmarked, hvor dygtige, ansvarsbevidste og professionelle forhandlere som DI’s ledelse med Karsten Dybvad i spidsen plus faglige profiler som Metal-formand Claus Jensen, HK’s Kim Simonsen og 3F’s pressede Per Christensen har vist, de kan levere resultater, som både er til glaede for medarbejderne, for virksomhederne, dansk eksport og for samfundsøkonomien.
Så hurra for den danske model på det private arbejdsmarked. På det offentlige begynder modellen at ligne en gammel Liva Weel-revyvise ’Minderne har man da lov at ha’, som man ikke rigtig gider synge med på.
Sandheden er jo, at hvis de ikke kan lande en aftale nu, er det hamrende elendigt fagpolitisk håndvaerk. Først og fremmest burde det i en periode med højkonjunktur vaere muligt at finde en løsning for det offentlige, der ikke er fedtet, men heller ikke saetter det private arbejdsmarked under pres. Der er masser af plads til en god løsning.
Enhver tumpe må da kunne forstå, at det ville vaere samfundsøkonomisk uacceptabelt med lønstigninger (betalt af skatteyderne) i den offentlige sektor, der var højere end for de privatansatte (der selv skal tjene pengene). Det ville presse de private lønninger op og skabe ledighed. Metals Claus Jensen har allerede advaret mod en sådan udvikling. Og han ved, hvad det vil betyde for hans medlemmer, nemlig stigende ledighed.
er det politikerne, FOR DEN OFFENTLIGE SEKTOR som forhandler på vaelgernes vegne. Disse politikere må selvfølgelig tage samfundsmaessige hensyn – isaer de partier, der evner at tage regeringsansvar, nemlig Venstre, Socialdemokratiet og konservative. De radikale har med Morten Østergaards tåbeligheder valgt at melde sig ud af den klub.
Når løn og arbejdstid i den nuvaerende økonomiske situation burde vaere overkommelige størrelser at forhandle hjem, hvad er der så tilbage? Formentlig en masse om laerernes arbejdstid, betalte frokostpauser og andet, som nok er vigtigt, men ikke vigtigt nok til at give den danske model dødsstødet.
Ender det med konflikt, vil der kun vaere tabere på slagmarken, og hvis man spekulerer i, at det kan få store konsekvenser for et kommende folketingsvalg, er det formentlig rigtigt. Yderfløjene vil blive styrket, og midten svaekket. Hvem hjaelper det?
Vist er de offentlige forhandlinger mere ’uretfaerdige’ end de private, fordi politikerne både optraeder som forhandlingspart og kan afgøre slaget i Folketinget. Politikerne kan traekke på statskassen, mens fagforeningerne må bruge medlemmernes penge.
Men det er også politikerne, der skal stå til ansvar over for vaelgere og samfundsøkonomi. Politikerne kunne jo bare vaelge den lette løsning og holde brandudsalg for skatteydernes penge.
Yderfløjene vil blive styrket, og midten svaekket. Hvem hjaelper det?
situation er der jo intet MEN HELE DEN nyt i. Sådan har forhandlingsspillet altid vaeret. Det er jo også skatteyderne, der må punge ud, når de offentlige lønninger, ferie og frokostpause skal betales. Og hvis ikke politikerne skulle føre overenskomstforhandlingerne med de offentlige, hvem skulle så? Den danske model forpligter dem til at tage balancerede hensyn.
Tilbage står vi med en dansk model, som vil miste trovaerdighed, hvis det ender i konflikt. Hvad skal vi med ’modellen’, hvis parterne alligevel ikke kan finde løsninger?
Så lad os slippe for hele det månedlange cirkus med forhandlingskrav, drama, forligsmand og store organisationer, der puster sig op.
Sådan gør man jo andre steder, uden at verden er gået under. Konklusionen er derfor meget enkel: Finder de ikke en løsning inden for de naeste par uger, så siger jeg bare: Rend mig i den danske model.