Det er nok 25 procent, der søger tilbage til deres familier. Det er så svaert at kappe båndene til sit ophav

– Og selvom sagerne i sig selv er rystende, bliver jeg ofte chokeret over, hvor velintegrerede familierne på overfladen er. Familier, hvor både mor og far har gode jobs, taler flydende dansk. Jeg har tit siddet og taenkt, at de mennesker sagtens kunne have vaeret mine kolleger – og jeg ville ikke have opdaget noget som helst.

– Har I nogen, der er så truede, at de ikke kan vaere i landet?

– Ja, og der har vi udenlandske samarbejdspartnere, så vi får dem et sikkert sted hen uden for Danmark.

MANGE SAGER HAR

braendt sig fast i Anita gennem de ti år, hun har vaeret i krisecentret. Men saerligt én glemmer hun aldrig.

En 17-årig pige blev i 2013 udsat for en brutal, naermest torturlignende, afstraffelse af sin familie, der alle modtog faengselsstraffe efterfølgende.

Pigens forbrydelse mod familien var, at hun havde fået en dansk kaereste. Det udløste et flere timer langt voldsorgie, hvor pigens familie udførte mishandlingen mod hende.

Afstraffelsen stoppede først, da det lykkedes pigen at flygte.

– Politiet kom her med hende, og jeg har aldrig nogensinde set så forslået en pige. Hun var gul og blå og grøn over hele kroppen. Det var så skraekkeligt.

ANITA JOHNSON

traekker vejret helt ned maven, inden hun siger:

– Og ved du hvad ... på trods af alt det, hun havde vaeret igennem, savnede hun stadig sin familie, og hun syntes ikke, at de skulle straffes for det. Det gjorde et dybt indtryk på mig, siger hun og understreger, at det slet ikke er usaedvanligt.

– Det er nok 25 procent, der søger tilbage til deres familier. Det er så svaert at kappe båndene til sit ophav. Men det er ikke et succeskriterium for os, at de ikke har kontakt med familierne. Det kan sagtens vaere en god løsning for dem.

– Hvis de ikke kan leve med konsekvenserne af at flygte, bliver de også syge af dét, og jeg kan godt forstå dem. Det er voldsomt at skaere hele sin familie vaek. De giver familien en chance mere, og så må vi bare stole på herfra, at vi har klaedt dem godt nok på til, at de siger fra, når de når deres graense igen, fortaeller Anita, der mange, mange gange har taenkt ’arrghhh’ og

i

NOGET, DER DOG

ikke står på programmet, er fest og farver. Det er ikke for sjov, man ender på RED-Safehouse, og det er ikke sjovt at vaere her.

– De må ikke have gaester. Ingen venner, ingen kaerester på besøg, intet. Det er ikke ret let at vaere ung i det her miljø. Vi begraenser dem jo i virkeligheden lige så meget, som de blev det derhjemme – i hvert fald i en periode, mens vi afdaekker trusselsniveauet.

– Hvad med sociale medier?

– Det er udelukket, mens de er her. De er anderledes disponeret for at blive fundet ad den vej, og det er noget nyt, vi har skullet forholde os til. Så telefonen er slukket, når de kommer her – og det skal den gerne blive ved med at vaere.

Sikkerheden sidder mellem ørerne på de unge. Men det er så svaert for dem at lukke ned for deres ungdomsliv

– Men selvom vi siger, at de skal lukke helt ned, logge af Facebook, Snapchat og så videre, så er det unge mennesker, vi har med at gøre. De er meget risikovillige. De kan ikke lade vaere med lige at tjekke, om der er nogen, der har skrevet noget – og lige så snart de gør det, er der en åbning for at blive fundet.

– Vi plejer at sige, at selvom vi kan gøre nok så meget for sikkerheden, så er det op til dem selv. Sikkerheden sidder mellem ørerne på de unge. Men det er så svaert for dem at lukke ned for deres ungdomsliv.

DERFOR GAELDER DET

også hurtigst muligt om at få de unge videre fra Safehouse. Ofte flytter de unge ind i udslusningsboligerne under RED. De har beskyttede adresser, men minder bortset fra det om ganske almindelige kollegieboliger – dog med personale to-tre gange om ugen.

– Her kan de have kaereste og venner på besøg, hvilket gør, at det minder mere om et almindeligt liv i frihed.