SELVPORTRAET
Den bog, jeg er mest stolt over at have skrevet, er …
min debut-roman, ’Er her nogen?’. Bogen er en spaendingsroman, men fokuserer i lige så høj grad på, hvordan vi som mennesker er i stand til at nedbryde hinanden, og hvor vanskeligt det kan vaere at hele igen. Jeg skrev et par romaner for mange år siden, sendte dem rundt til udvalgte forlag og fik megen ros, men ingen udgivelse. Så det er en forløsning og med stolthed, at jeg nu er kommet ’gennem nåleøjet’.
Hvis jeg ikke må anbefale en af mine egne bøger, vil jeg afgjort anbefale denne … ’Svøm med dem som drukner’ af den norske forfatter Lars Mytting. I efteråret 1971 bliver et ungt norsk par draebt i en fransk skov af en granat fra Første Verdenskrig. Deres lille søn Edvard er sporløst forsvundet, men dukker fire dage senere op et helt andet sted i Frankrig. Hvor har han vaeret, og hvem har taget sig af ham? Lyder det ikke meget godt?
Af alle de bøger, der er skrevet nogensinde, ville jeg allerhelst have skrevet …
Den mest fantastiske bog, der er skrevet, er for mig ofte den seneste fantastiske bog, jeg har laest. Men når jeg nu ransager min hukommelse og bogreol, så ville jeg gerne have vaeret forfatter til Linn Ullmanns ’De urolige’, men der følger vist en lidt speciel opvaekst med.
Jeg har aldrig fået det gjort, men burde nok have laest …
Der er et hav af klassikere, jeg ikke har laest, men det første, der slog mig, var Harry Potter-bøgerne. Jeg forsøgte mig med første bind flere gange, men måtte give op. Det aergrer mig stadig, at jeg ikke kan få greb om, hvad så mange millioner andre laesere åbenbart kan.
Jeg burde aldrig have laest …
Stephen Kings ’Misery’. Jeg laeser aldrig psykologisk horror, og jeg ved ikke, hvad der fik mig til at laese den i sin tid. Jeg fik det fysisk dårligt og måtte laese bogen faerdig med det samme – bare for at få en lykkelig slutning (som jeg dog kunne regne ud, den måtte have). Jeg lagde bogen vaek, så den ikke stod i reolen og mindede mig om bundløs ondskab, hver gang jeg så den. Der er ikke noget galt med bogen, jeg burde bare aldrig have laest den. Jeg har selvfølgelig laest flest bøger i fysisk form, men taenker om e-bøger, lydbøger og lignende, at …
what ever works. Jeg har selv vaeret omkring en Sony E-reader og ser det fantastiske i at kunne medbringe uanede maengder bøger, men kun baere vaegten af én. Lydbøger er fantastiske med det lille men, at oplaeseren kan gøre hele forskellen for bogen – både positivt og negativt, og det er måske ikke forfatterens hensigt.
Om folk, der siger, de aldrig har laest en bog, taenker jeg, at …
de minder om folk, der siger, at de ikke spiser grøntsager. Der er jo kaempe forskel på smagen af aubergine og gulerod. Det samme med bøger. Det naeste, jeg taenker, er, at det er så trist. De går glip af en naermest parallel verden, der har så meget at tilbyde: laering, refleksion, dybe følelser.
Når jeg render ind i en skriveblokering, hjaelper det gerne, at jeg …
skriver alligevel. Jeg tror meget på, at disciplin fører til inspiration, der fører til motivation. Vi er jo mange, der dagligt står i lignende situationer i et såkaldt ’almindeligt’ job. Så skal man skrive en artikel før deadline eller faerdiggøre materiale til et kursus, der skal holdes i morgen. Der kan man ikke ’vaelge’ at vaere blokeret, og min erfaring er, at når man skal, så kan man.
Hvis folk tror, at forfattere bliver rige af at skrive, så kan jeg oplyse, at …
jeg ikke ved det fjerneste om det endnu – min bog udkom 28. februar. Men alt, jeg hører og laeser, er, at det skulle vaere fuldstaendig rigtigt. Så det der med ’at kunne lide processen’ gaelder vist også her.
Min forfattermaessige lykke er gjort, hvis … min roman ’Er her nogen?’ kommer ud til et stort publikum, laeses af dette publikum og gerne saetter gang i lidt tanker. Med andre ord hvis den bliver en succes. Og så er der jo lige de to øvrige bøger, jeg skriver på. Når de er faerdige, udgivet og vel modtaget, så er vi vist ved at vaere fremme ved forfattermaessig lykke.