Det hvide Danmark
HER BOR DER FAERREST INDVANDRERE: Rebild Kommune er en af de kommuner i landet med den laveste andel ikke-vestlige indvandrere og efterkommere – men de skal nu vaere så velkommen, lyder det fra tre borgere
Røgen svier i øjnene og danske klassikere vaelter ud ad højtalerne, hvor Birthe Kjaers knaldrøde gummibåd afløser John Mogensen, der synger om en mølle, der ikke maler, som den skal.
Bagest i lokalet ved et bord ved vinduet har de tre veninder og pensionister – Margit, Elly og Karen –fundet plads og nyder en formiddagsøl, inden de skal hjem til Elly og spise frokost.
Det traenger de til. De har lige vaeret til petanque, som de er det hver onsdag. I går var de til kaffe i seniorklubben – og i morgen er der dans på programmet. Heldigvis er det naesten hver gang muligt lige at klemme et øl-stop på Skørping Bodega ind i den travle tidsplan.
De holder sig i gang, og de passer på hinanden.
– Jeg har svaert ved at forestille mig, at vi ikke skulle have hinanden. Nogen lige at vende verdenssituationen med, lyder det fra trioen.
Faerrest i Danmark
Og verdenssituationen i Rebild er entydig. Kommunen er nemlig den kommune i landet med lavest andel ikkevestlige indvandrere og efterkommere.
Ifølge Danmarks Statistik bor der 3,2 procent indvandrere fra ikke-vestlige lande i Rebild Kommune – og 5,4 procent, hvis man taeller deres efterkommere med.
Når man spørger den lokale radikale borgmester, Leon Sebbelin, der har siddet i byrådet siden 2002, skal han lede lidt efter en årsag til det meget lave antal indvandrere og efterkommere.
– Jeg tror, det er Danevang-syndromet. Med omvendt fortegn. Vi klumper os jo også sammen de samme steder, når vi flytter til Spanien. Det samme sker, når indvandrere kommer hertil, siger Leon Sebbelin.
– Vi har jo Aalborg lige i forhaven. Og der bor jo langt flere, og derfor flytter langt flere naturligt også dertil. Derudover har vi ikke en central by som sådan i vores kommune. Vi er primaert en landkommune.
Skal opføre sig ordentligt
Hvor der er langt mellem indvandrerne i bybilledet, falder skålerne anderledes taet på Skørping Bodeda, hvor diskussionen kredser om ’de nye’.
– Der skal vaere plads til os alle sammen. Så laenge de opfører sig ordentligt, skal de vaere så velkommen. Men det gaelder jo for os alle sammen, siger Margit på 74 år.
Henne på hjørnet – 50 meter herfra – ligger det tidligere Rebild Park Hotel, der midlertidigt blev brugt som asylcenter. Nu står det tomt.
– De fylder ikke meget i bybilledet. Heller ikke da de boede på hotellet, siger Margit.
– Argh, der var da lidt snak fra naboerne til hotellet. Der var nogle gange uro derovre, så politiet var nødt til at komme. Men sådan er det jo nok, hvis man stuver mennesker sammen, som ikke selv har valgt det, indskyder 74-årige Karen.
– Det ville vi da heller ikke bryde os om, vel piger?, inden Elly og Margit griner og ryster anerkendende på hovedet.
Vi skal forstå hinanden
Elly har en genbo, der er ’vist nok’ er fra Somalia.
– En sød pige. Hun arbejder og lader til at have styr på det hele. Jeg hjalp hende engang nede i vaskeriet, fordi hun ikke kunne finde ud af det. Somme tider har jeg svaert ved at forstå, hvad hun siger - men så må vi faegte lidt med arme og ben, siger 76-årige Elly og griner.
– Vi må jo gøre, hvad vi kan for at forstå hinanden.
Vi skal stoppe med at se skaevt til dem
De fylder ikke meget i bybilledet
– Hvad hvis der pludselig var mange flere - tror I så, at I ville aendre jeres synspunkt?
– Nej, lyder det samstemmigt, inden Margit saetter sin øl hårdt i bordet for at understrege alvoren i, hvad hun vil sige:
– Vi skal stoppe med at se skaevt til dem. Det bliver jo
vaerre og vaerre, og svaerere og svaerere for dem at få lov til at opholde sig i Danmark. Min svigerdatter er fra Uganda, og nogle af de spørgsmål, hun skal besvare, kan jeg ikke engang svare på. – Er vi blevet for fremmedfjendske, synes I?
– Det maerkelige er, at vi sender nogle ud, som rigtig gerne vil Danmark, gerne vil integreres, mens der er andre, som begår kriminalitet - nogle rigtige banditter - de får lov at blive, svarer Margit, inden Karen konkluderer:
– Det er et helt forrykt system. Det må vaere en meget utryg tilvaerelse, når man ikke ved, om man kan få lov at blive.