Mettes fravalg af relevans
Alt imens forhandlingsledere diskuterer storkonflikt i den naermeste fremtid, så ville Mette Frederiksen (S) diskutere grønlandsk selvstaendighed for en uge siden.
Et emne, som Lars Løkke i juni 2017 allerede gav sin holdning til i Sermitsiaq. Nemlig at det ligger i den fjerneste fremtid og skal gennemtaenkes økonomisk i overgangen, inden det gennemføres.
Før Socialdemokratiets leder igen afleder opmaerksomheden fra potentiel lockout om 14 dage eller andre relevante, nutidige indenrigs-emner ved at snakke om Grønlands selvstaendighed, eller hvilken privatskole hendes børn foretraekker, så bør hun nok forstå, hvorfor hun er uønsket til 1. maj-taler.
Måske hun kan holde en tale sammen med Aleqa Hammond i Nuuk i stedet. Per Jensen
Axel Kiers Vej 18 E Højbjerg Endnu i disse dage forhandles der i forligsinstitutionen om overenskomster på de tre offentlige områder.
Begge parter taler om forhandlingsvilje og det vigtige i at bevare den danske model, hvor man normalt ender med noget, alle parter kan stå inde for.
Derfor kan det undre, at fagforeningerne de facto har afskaffet den og kører en noget anden model. Ved at have indgået en musketer-ed, en for alle og alle for en, forlanger de, at deres krav på alle områder bliver opfyldt, før de enkelte områder kan afsluttes.
Laererne skal have en god arbejdstidsaftale, og nu de bliver bakket op af 700.000 andre. De statsligt ansatte skal have frokostpausen indskrevet i overenskomsten fremover, og alle skal have en fed lønstigning. Er en del ikke opfyldt, kan de andre parter ikke afslutte. Det er ikke forhandling, det er gidseltagning af de offentlige forhandlere.
Skatteyderne skal fortsat betale 18 milliarder for frokoster, som de fleste på det private arbejdsmarkeds ikke har, og som med sine 6,7 procent af arbejdstiden svarer til lidt over 50.000 arbejdspladser, hertil fortsat 17,5 procent i pensionsopsparing plus en rigtig god lønstigning.
Hvis arbejdsgivernes forhandlere ikke bøjer sig, er konflikten en realitet, og her har fagforeningerne igen fraveget normen, hvor man gerne med strejkerne generer arbejdsgiverne, men ikke denne gang.
Når folk ikke kan flyve til og fra ferie, andre og turister ikke kan komme med fly til og fra de danske lufthavne, når metro, s-tog og øvrige tog ikke kører, er det ikke de offentlige arbejdsgivere, man rammer.
Ud over den normale trafik vil langt flere vaere henvist til bil eller tohjulet transportmiddel, når 2.400.000 samt studerende og andre skal frem, og det uundgåelige kaos vil gøre det svaert og for nogle umuligt at komme på arbejde, og hermed mister man arbejdstid i andre brancher og generer dermed både arbejdstagere og arbejdsgivere på det private arbejdsmarked.
Den øgede trafik kan ikke undgå at føre til flere trafikuheld end normalt, men de skadesramte og eventuelle efterladte må forstå, at det er en del af prisen i en arbejdskamp.
Hertil kommer, at landmaend bliver ramt, fordi de ikke kan komme af med slagtekvaeg eller få dyr eksporteret, sandsynligvis med elendig dyrevelfaerd til følge. Og så er det ikke det hele.
Hermed er det det meste af den danske befolkning, der bliver ramt, og ikke specielt arbejdsgiversiden. Det ligner mere et gidseldrama end forhandlinger.
Så må vi jo se, om opbakningen fra danskerne til arbejdstagersiden holder.
Hvis arbejdsgivernes forhandlere ikke bøjer sig, er konflikten en realitet