EN KRAMMER

baenken. Ved hendes side en firbenet aristokrat af racen kongepuddel – lydende navnet Tosca efter heltinden i Puccinis opera.

Vreden er der ikke, selvom jeg lidt kikset undskylder noget, som kunden ikke har klaget over. Mest af alt lyder jeg som en saelger, der ikke har rent mel i posen.

MEN FRUEN,

der er dårligt gående med en rollator som nødvendig støtte, er bare elskvaerdigheden selv. Blot glad for at blive hentet. Koldt, jo, men med en pels. Og bag ved skyerne titter eftermiddagssolen frem.

Med Tosca, den aldrende hund, hvor alderen afsløres af de gråhvide hår på snuden. Den har daekken på og er – trods senioralderen for hunde af den race – adraet og lydig. Helt utroligt kan den cool Tosca sidde på gulvet ved forsaedet foran sin frue.

JEG HAR LAGT

rollatoren ind i bagagerummet og sat mig på forsaedet. Begge de damer kigger på mig. Fruen med sit milde sind – trods ventetiden.

Kongepudlen med noget, der ligner en taleboble:

’Ja, man er jo ikke helt ung laengere, men tak, anyway, – tak, fordi De kom!’. – Selv tak, siger jeg. – Det er da mig, der takker, siger fruen. Hun kan jo ikke vide, at jeg har en samtale med hendes hund.

KENDER DU DEN

naesten provokerende elskvaerdighed? Der, hvor dine medmennesker bare er rare mod deres omgivelser, fordi de bare ER rare. Man kan naeste blive helt utryg og frygte, at der er et eller andet angreb på vej. Men det er sådan hun er, min kunde. Hun baerer ’bare’ rundt på en kaerlighed over for den verden, hun lever i.

Hun elsker sine sønner. Hun elsker sine børnebørn. Og så elsker den nydelige, velplejede kvinde, der er midt i 70’erne, gudhjaelpemig også sin forretning. For hun har ikke alene vaeret på besøg i hundesalonen

– hun ejer den fortsat og tager fortsat nogle kunder, sikkert placeret i en høj stol, mens hun overlader det hårde arbejde til sine to ansatte.

VI FÅR EN LANG

snak om livsglaede og seniorernes evige udfordring, at man er taettere på livets afslutning end på dets begyndelse.

– Jeg vaenner mig aldrig til det. For jeg elsker mit liv. Også da jeg boede oven på salonen og i fire år passede min kraeftsyge mand. I pauserne kunne jeg gå op til ham og tage mig af ham. Vise, at jeg stadig elskede ham trods sygdom og hans stadig svagere krop. Han er for laengst død, men nogle gange er han hos mig, som om han stadig lever. Det er bare en fornemmelse.

Så er vi ankommet til hendes lejlighed. Hun betaler rundhåndet, og jeg insisterer på at baere hendes habengut til opgangen i blokken bagved.

DE – FRUEN OG TOSCA –

bevaeger sig adstadigt ad flisegangene, mens jeg går skråt over den frosne plaene for at komme videre i min jagt på dagens profit. På vejen tilbage kalder hun mig over til sig med opadvendt, vinkende hånd.

Da jeg står over for hende, skubber hun rollatoren fra sig og breder armene ud:

– Du skal ha’ et kram!

Det får hun tilbage, det lover jeg.

Den gråhårede Taxamand og fruen med det store overskud af kaerlighed.

Det varmeste, taette kram på en frossen graesplaene i Søborg. God morgen, Danmark

– isaer til de elskvaerdige kvinder.