HANS ROLLE ER UDSPILLET
cyklings undergang FRYGTEN FOR DANSK var udtalt, da først Bjarne Riis og siden Michael Skelde måtte laegge deres professionelle cykelhold i graven. Faerre talenter ville få chancen, forlød det, men det har vist sig, at frygten var aldeles ubegrundet.
Der er ganske enkelt ingen grund til at savne Riis i den sammenhaeng. Snarere tvaertimod. I hans tid på World Tour’en var de danske ryttere med få undtagelser kanonføde i den store krig på landevejen. De skulle agere hjaelperyttere for de store stjerner, og de nåede aldrig laengere i karrieren end til at vaere traekdyr.
og hans World Tour-hold – og UDEN RIIS uden Skeldes prokontinental-hold – er der ingen badebilletter til danske kontinentalryttere. Mens Riis gav chancen til alt for mange unge ryttere, som ganske enkelt ikke havde talentet, er det i dag kun det rå og usminkede talent, der finder vej til cykelsportens højeste niveau.
Der er de ikke laengere bare henvist til at slide for andre. De får chancen selv, og de griber den, hvilket Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt er et eksempel på. Han har skabt sig plads på World Tour’en uden den motor, som Riis’ hold havde ry for at vaere, og det samme har ryttere som Søren Kragh Andersen og Magnus Cort.
Imens har Riis hyret Skelde til at drive sit kontinentalhold, som for mig at se er et projekt, der aldrig udvikler sig til mere. Det er et hyggeprojekt, som dog i det mindste leverer turguider til netvaerket Virtu Business Club, så erhvervsfolk kan cykle en tur med ryttere, der lugter lidt af stjerne.
Mens talenterne stråler, og cykelsporten blomstrer i en epoke uden Riis, bliver det svaerere og svaerere at se, hvilken rolle han skulle spille i fremtidens cykelsport
at Riis selv har indset, at NOGET TYDER PÅ, hans rolle i professionel cykelsport er udspillet. Han har aktivt arbejdet på at få afsat en af sine bedste ryttere på kontinentalholdet, nemlig Kasper Asgreen, som for nylig røg til World Tour-holdet QuickStep.
Det tager jeg som tegn på, at hans ambitionsniveau på egne vegne er temmelig lavt, og at han allerede nu har udelukket muligheden for at skabe et professionelt hold naeste år.
Riis synes at have opgivet World Tourdrømmen. Han er åbenlyst mere optaget af sin erhvervskarriere, selv om den heller ikke synes at vaere i strålende udvikling. Ikke meget er sket, siden han og Lars Seier Christensen i februar 2016 serverede den tyndeste kop te nogensinde, da de praesenterede deres projekt på et pressemøde på Hotel d’Angleterre i København.
60 millioner for at etablere RIIS SKAL BRUGE et hold på World Tour-niveau, og de penge har han end ikke med rigmaendene Jan Bech Andersen og Lars Seier Christensen i ryggen kunnet rejse. Ingen sponsor har villet betale, og man må efterhånden overveje, om det er Riis selv, der er problemet.
Det momentum, han engang havde, er vaek, for det er efterhånden laenge siden, han var en del af sporten på øverste plan. Sidst, vi så noget til ham, var vel, da han cyklede rundt på en graesmark i Italien iført garbadinebukser og pullover og underviste sit kvindehold i positionskamp i feltet.
af Rapport om doping RIIS ER FORTSAT PLETTET i dansk cykelsport, som blev udgivet i 2015. I den blev Riis erklaeret utrovaerdig og uvaerdig til at arbejde i cykelsporten, og det officielle sports-Danmark har ikke aendret syn på ham siden da.
Når man så dertil laegger, at hans betydning for dansk cyklings udvikling har vaeret staerkt overvurderet, forstår man bedre sponsorernes tilbageholdenhed.
Mens talenterne stråler, og cykelsporten blomstrer i en epoke uden Riis, bliver det svaerere og svaerere at se, hvilken rolle han skulle spille i fremtidens cykelsport.