Vaerdig mester
John Prine
The Tree of Forgiveness (Oh Boy/ Border)
BBBB
John Prine har skrevet mange mesterlige sange i en lang karriere, men hans langsomt dryppende kilde til inspiration er ved at løbe tør.
’The Tree of Forgiveness’ er således den amerikanske troubadours første reelle album med nyskrevne numre i 13 år, og når skivens galgenhumoristiske sidste sang, ’When I Get to Heaven’, klinger ud, føles det også som hans sidste album.
I en alder af 71 er Prine måske ikke helt, hvad han har vaeret, men derfor kan han jo sagtens vaere vedkommende selskab, hvilket er lige, hvad han er på langt størstedelen af pladens blot 33 hjertelige minutter.
Veteranens karaktertraek er intakte, så den underfundige humanist fra Chicago udviser atter en dyb forståelse for sindets mest snørklede afkroge og tilvaerelsens fundamentale tendens til at vaere en løjerlig omgang.
I en klaedeligt knirkende produktion af Dave Cobb baerer empatien i Prines stemme praeg af både smøger og den cancer, der tog noget af hans hals i 1998, men laster og sygdom kan ikke forhindre ham i at slynge pragtfulde poesilinjer ud.
Elskvaerdig tone
Spillemandens saerlige talent for at forene munterhed og melankoli giver hans krøllede countryfolk en såre elskvaerdig tone, og hans lune gløder på både fortumlede ’Knockin’ on Your Screen Door’ og vemodige ’Summer’s End’, mens han er sjaeldent fordømmende gennem dystre ’Caravan of Fools’.
Der er dog ingen indslag, der kan matche hans klassikere ’Sam Stone’, ’Paradise’ og ’Angel from Montgomery’ fra hans selvbetitlede debut, der udkom i 1971, men man kan sagtens fornemme, at det er den samme enestående begavelse, som har skrevet ’The Tree of Forgiveness’.
Hvis det er Prines afskedsplade, får han sagt ordentligt farvel.