Pias flowerpower-parti
var begejstret. SF-formand FORSAMLINGEN Pia Olsen Dyhr tog salen med storm, da hun i går holdt sin store tale ved SF’s årsmøde i Kolding. Mens der blev strikket og haeklet ved bordene, kørte formanden med en lang fortaelling, som de kunne li’.
Pia Olsen Dyhr er en populaer formand i sit eget parti og afholdt i de andre. Hun kan levere et samlet SF uden en masse fraktioner og intern ballade. Et parti med fremgang i langsomt tempo. Yderst begraenset politisk indflydelse. Og uden et projekt efter det kommende valg, der står alt for skarpt. Men hvad ellers?
hoppede i saederne, da DE GAMLE 68’ERE formand Olsen trak nostalgiske profiler som fredsaktivisten Carl Scharnberg, SF’s stifter Aksel Larsen, Karl Marx og selv Elvis Presley frem. Jeg troede ellers, Elvis var en højreorienteret amerikansk republikaner. Også SF-ikonet Aage Frandsen, der netop har udgivet en bog om livet som folkesocialist, fik en aeresrunde. Vi savnede faktisk kun Bob Dylan, Gert Petersen og Røde Mor. Men der var masser af blomster, fugle og ’håb’ i talen.
Pias tale var en varm bekendelse til alle de offentligt ansatte, der lige nu slås i Forligsen. Stort bifald. Vi gik direkte fra overenskomstforhandlinger til hullet i ozonlaget, kvindernes stemmeret med Mathilde Bajer i 1915, samt partiets resultat ved kommunalvalget i november. Sjovt nok naevnte Pia overhovedet ikke Villy Søvndal, der helt ubestridt var den største regionale stemmesluger i Syddanmark.
en tur til Vestegnen i 1970’erne, SÅ TOG VI kontanthjaelpsmodtagere, psykisk syge, biler uden benzin, og et enkelt los til Søvndal med saetningen om, at ’ vi kommer aldrig igen til at sige ja til at føre borgerlig økonomisk politik’. Laeg maerke til ordet ’igen’. Altså direkte adresse til regeringsdannelsen i 2011, der stadig rider SF som en mare.
Der var en masse om ulighed, miljø, faellesskab og så praesentationen af en ny SFmaerkesag: ’Ropå-kampagnen’. Meget sympatisk og meget ukonkret. Mod stopure og New Public Management. Nedlaeg Moderniseringsstyrelsen og dens ’dokumentations-kultur’. Det handler om, at vi skal saette ind mod stress, de unges rodløshed. Karrieresamfundet. Konkurrencestaten. Og så kom der endnu mere miljø. Vi hørte om det ’brusende, gråblå Vesterhav’, de varme klitter og tre millioner fugle, der er forsvundet.
det politiske budskab? MEN HVOR VAR
SF-formandens tale var som at vende tilbage til et flowerpower-party i 70’erne, hvor livet var lyst og langt – og fremtiden uendelig. SF-formanden brugte talrige gange udtrykket ’håb’ – tyvstjålet fra Barack Obama, men herregud.
selvfølgelig et udtryk for, ALT SAMMEN at SF er presset hele vejen rundt. Selvfølgelig skal SF midt i dramatiske overenskomstforhandlinger støtte fagbevaegelsen og de offentligt ansatte. Hvad ellers? Men Pia fortalte ikke, at den borgmester på Langeland, Tonni Hansen, som hun bad hele forsamlingen hylde, faktisk er medlem af KL’s bestyrelse og dermed en af de tunge på arbejdsgiversiden. Hvis det hele omkring overenskomsterne er så forfaerdeligt, hvorfor har SF-borgmesteren på Langeland så ikke slået i bordet i KL?
landskab er det
OG HVILKET POLITISK egentlig, SF ser foran sig de kommende måneder indtil folketingsvalget? Pia gav sin uforbeholdne støtte til Mette Frederiksen som statsminister, og SF har også en ambition om på et tidspunkt at vende tilbage til ministerposterne. Men der er lang vej. Eksempelvis har Mette Frederiksen saerdeles bevidst holdt sig fra en eneste melding om OK-forhandlingerne, mens Pia tog klart parti for fagbevaegelsen og dermed forsøgte at score nogle billige stemmer på Socialdemokratiets bekostning. Den slags noteres selvfølgelig. Hvad havde Pia gjort, hvis hun selv havde siddet i regering? Det ved vi fra sidst, for her gik SF med hele vejen – inklusive bombning af efterløn og dagpenge, skattelettelser og salget af Dong-aktierne, da ballonen revnede.
Pia Olsen Dyhr holdt en tale, hvor hun stort set var flink ved alle. Det billede, hun tegnede af de blå partier, var så fortegnet, at det blev en karikatur, som hun naeppe selv tror på. Og Dansk Folkeparti var helt fredet.
Det handler om, at vi skal saette ind mod stress, de unges rodløshed. Karrieresamfundet
spaendende, hvis Pia DET HAVDE VAERET havde turdet åbne for, hvad hun egentlig forestiller sig efter et valg, hvis rød blok vinder. Hvordan ser SF på de radikale og Enhedslisten? Hvad er det SF kan, som de to hovedkonkurrenter i Enhedslisten og Alternativet ikke kan?
Pia Olsen Dyhr kan på årsmødet glaede sig over, det går fremad for SF. Men hun er ikke af krogen. Det kommende valg behøver ikke blive let for SF, og SF har brug for nye kraefter i gruppen. Enhedslisten er meget rødere end SF. Alternativet meget grønnere. Og begge mere synlige.
Pia Olsen Dyhr turde ikke sige, perspektivet for hende er et rødt flertal med Mette som statsminister og hende selv og Thulesen Dahl som solide makkere – hvis de tre altså får 90 mandater tilsammen. Det havde vaeret spaendende at høre om, hvad det kan bruges til. Mere spaendende end Vesterhavet i gråvejr.