Tvangsfjernet OG HELT UDEN HJAELP

Kaere Puk

Jeg er en pige på 16 år, der er anbragt uden for hjemmet på et opholdssted. Jeg har vaeret anbragt, siden kommunen tvangsfjernede mig hjemmefra, da jeg var 13 år.

Jeg har boet i plejefamilie, hvor jeg blev flyttet fra, da familien ikke laengere kunne have mig boende. De sagde, at jeg var for svaer at have, da jeg havde for mange problemer.

Derfra blev jeg sendt til et akut opholdssted. Det var ikke meningen, at jeg skulle vaere der saerlig laenge, men der gik naesten et halvt år, før kommunen fandt et opholdssted, hvor jeg kunne blive boende. Her her jeg så vaeret lige siden. Men jeg har det ikke godt her.

Jeg føler ikke, jeg hører til nogen steder, og udsigten til, at jeg skal vaere her, indtil jeg som 18-årig kan få min egen lejlighed, gør mig helt håbløs og ked af det. Jeg føler ikke, jeg har nogen, jeg kan tale med, og jeg føler, at personalet på stedet isolerer mig.

Jeg har ikke noget rigtigt skoletilbud, men kommer et sted et par gange om ugen, hvor de taler om noget praktik. Resten af tiden er jeg bare på opholdsstedet med de andre unge, der også har deres at kaempe med. Jeg isolerer mig meget på mit vaerelse, og det er ikke med til, at jeg får det bedre.

Jeg har flere gange forsøgt at få fat på min sagsbehandler i kommunen, men hun ringer ikke tilbage. Personalet her på stedet siger, at al kontakt skal gå gennem dem, men de kontakter ikke min sagsbehandler. Jeg har flere gange spurgt, om jeg ikke kunne komme ud i en anden plejefamilie, da jeg ikke kan holde ud at bo med alle de regler og med min ensomhed.

Jeg har laest noget, du har skrevet om anbragte børn, så jeg håber, du måske rådgive mig om, hvad jeg gør i min situation.

Hilsen Maria Kaere Maria

Jeg er ked af at laese, at du har det sådan.

Det er slet ikke o.k., at du ikke kan få kontakt med den sagsbehandler, der har ansvaret for, at du trives og har det godt. Som anbragt barn og ung har du en raekke rettigheder, du måske slet ikke er blevet oplyst om?

Mange anbragte børn og unge oplever desvaerre – som dig – at der ikke bliver lyttet til dem, og at de ikke har nogen form for medindflydelse på deres anbringelsessituation.

Det gør mig også ked af det, at du ikke går i skole, og at du intet netvaerk har. Det skal du støttes i! Det er afgørende for, at du, når du bliver voksen og skal stå på egne ben, kan klare dig selv i livet.

Der er nogle steder, du kan henvende dig for at få hjaelp til din nuvaerende situation. Mange anbragte tør desvaerre ikke søge hjaelp, da de frygter, at det kan få konsekvenser. Men det skal du ikke vaere bange for.

Det er meget vigtigt, at der kommer nogle ind over din sag og din situation, der kan støtte dig og vaere der for dig. Både til møder hos kommunen – og i det hele taget.

Som anbragt har du for eksempel krav på en støtteperson, du selv peger på – det kan vaere en, du kender i forvejen, en fra din familie, eller bare en voksen, du har tillid til. Kommunen skal tage stilling til dette.

Du også ret til en advokat, da du er fyldt 12 år og tvangsanbragt uden for hjemmet.

Her på siden kan du se nogle net-adresser, hvor du kan henvende dig og få den hjaelp, du har brug for.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og kontakt mig endelig igen, hvis du ikke får hjaelp nogen af de steder, jeg har henvist til.

De bedste hilsner Puk